Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

portræt. Elisabeth Møller Jensen tegner et psykologisk og umoraliserende portræt af sin mor.
Foto: Gorm Olsen (arkiv)

portræt. Elisabeth Møller Jensen tegner et psykologisk og umoraliserende portræt af sin mor.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvindesagsforkæmper tegner beundringsværdigt portræt af en mor med dæmonisk sind

Elisabeth Møller Jensen skriver slægtshistorie med en enkelt antihelt - hendes mor.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvinder har betydet meget i Elisabeth Møller Jensens liv. Hun har været direktør for Kvinfo til 2014 – danske kvinders emancipation i dette århundrede har været hendes fag og hendes lidenskab. Nu fortæller hun for sine egne fire børn historien om sin egen mor, Gudrun Borgholm (1921-1975).

Men hun kan ikke se hende som et individ uden forbindelse med forældrene og med ægtefællen på piedestalen, der hed Tage Møller Jensen. Intet individ er en ø, så slægtshistorien trænger sig på, og vi skal selv vurdere, hvem denne afdøde mor var, og hvordan hun udviklede sig til det menneske, hun til sidst blev.

Historien om en moder

Historien handler også om kristendommen og arbejderbevægelsen, to stærke faktorer i den danske kultur, som både kæmpede og samarbejdede om magten i 1950’ernes Danmark. På væggen i bedstefars hus på Frederiksgade i Lemvig hang portrættet af Stauning, og bedstefar Kræn Møller Jensen blev fagforeningsformand, autoritet og primus motor i Lemvigs socialdemokratiske fundament.

Hans søn Tage – Elisabeth Møller Jensens far – overtog fra sin barndom også tilliden til et nyt velfærdssamfund, styret af socialdemokraterne. Han er bager og bliver siden tillidsmand på Cheminova. Hans optimistiske tro på samfund og fremskridt kommer til at kæmpe med en anden tro.

For Gudrun Borgholm, Elisabeth Møller Jensens mor, kommer fra et ganske andet miljø, hvor Kristus er den centrale værdi, som man kun med skyld og skam kan unddrage sig. Og skyld og skam og brud på sin tro bliver Gudruns skæbne. Hendes fromme mor, altså Elisabeth Møller Jensens mormor, hælder kvababbelser, Vorherre og lystne intime formaninger ud i breve som skidt fra en spædekalv. Noget af det forfærdeligste – og morsomste – i bogen.

Så hvis vi troede, at Elisabeth Møller Jensen havde et forbillede for sit liv i sin egen mor, må vi tro om. Og kassevis af breve og notater på loftet bliver i løbet af fortællingen en usædvanlig baggrund for historien om en moder. Mig rammer den centralt.

Velfærdssamfundet manglede

Det stærkeste sted i bogen om moderen står til sidst (sjovt nok i et afsnit om faderen). På det tidspunkt er Elisabeth 12 år gammel og har for længst fundet ud af sin mors bitre hemmeligheder: Gudrun er medicinafhængig, pillemisbruger, alkoholiker, fantast, utilregnelig og psykisk nervøs – men naturligvis også god, når hun ikke er ond.

Ofte indlagt med det, der dengang i 1950’erne hed ’dårlige nerver’ på Viborg Statshospital.

Gudrun sidder på en bænk i det lille køkken og siger pludselig til sin datter, som hun jo elsker og stoler på og forventer trøst af: »Det værste er, at jeg så tit er så bange for at komme til at slå dig ihjel«. I det øjeblik ved Elisabeth, at kampen handler om symbolsk overlevelse, og hun svarer koldsindigt: »Man kan jo aldrig vide det, vel?«.

Velfærdssamfundet har ifølge hende ikke gjort fortræd. Det manglede.

Moderens dosis var for stor og sved til hende selv. Og siden i mange år, lige til Gudruns dramatiske død i pille- og whiskymisbrug, har bogens forfatter trukket sin grænse. Hun har trukket sig tilbage fra de fysiske kærtegn og knus, hun har iagttaget sin mor med det kliniske blik, som ser afstand, alder, paryk, alkohol, fortrydelse, dramatik og en egen tungt hvilende sørgelighed over trækkene.

Gudrun var så god til at skrive lejlighedsdigte og konfirmationssange, hun læste og tænkte ambitiøst og legede med sine børn, men hun truede også med at springe ud fra altanen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Elisabeth forsvandt ud og væk i en meget bedre generation, hvor kvindedrømme kunne gå i opfyldelse, hvor hun kunne blive universitetsuddannet på su – og direktør for alle fortidens kvindedrømme. Dén mor skulle i hvert fald ikke slå hende ihjel.

Der er en beretning i bogen om Elisabeth Møller Jensens afsky ved bibelhistorien om Abraham, der får ordre af Gud om at dræbe sin søn Isak og først stopper drabet på en ny ordre af selvsamme Gud.

En nat i Lemvig, hvor hun er på besøg med sin mand og sit førstefødte spædbarn, ligger hun vågen i stiv frygt for, at hendes mor skal komme ind og dræbe den lille. Der må være nogle stærke religiøse problemer inde i hendes hoved – men det er altid faderen Tage, den stærke, der trøster og vinder.

Danmark har udviklet sig formidabelt siden, jeg er enig med Elisabeth Møller Jensens tro på det nu delvis afbrudte velfærdsprojekt. Hun er i opposition til Hans Edvard Nørregård-Nielsens skildring i erindringsbogen ’Mands minde’. Velfærdssamfundet har ifølge hende ikke gjort fortræd. Det manglede.

Så meget mere beundringsværdigt er det, at Elisabeth Møller Jensen efter mange års forløb prøver helt forfra med et psykologisk og helt umoraliserende portræt af den mor, som blev en paradoksal skæbne.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden