Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ANALYTISK. Agnete Braad har et godt, satirisk og menneskeligt blik for samtiden.
Foto: Gorm Olesen

ANALYTISK. Agnete Braad har et godt, satirisk og menneskeligt blik for samtiden.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Romanfigur gør op med vores oversocialiserede samfund

Agnete Braad analyserer samtiden skarpt og skægt i sin roman om en fyrreårskrise, der nægter at være en krise.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man bliver ikke nødvendigvis psykisk syg af at leve som eremit. Det forsikrer psykologen Peter Elsass os om i sin seneste bog ’Kunsten at være alene’, som tager fat i tidens store eksistentielle paradoks: På den ene side ønsker vi ikke at havne i statstikken over dem, der er ulykkelige og måske ligefrem behandlingskrævende på grund af et liv i ufrivillig ensomhed, på den anden side er behovet for at få luft i en oversocialiseret hverdag påtrængende. Antallet af mennesker, der vælger at bo alene, er faktisk stigende, så måske skulle vi øve os i den gode ensomhed, som Elsass foreslår?

Måske er Mark med det hotellækre hjem og de bløde jødekrøller fremtiden?

Det er lige præcis det, hovedpersonen i Agnete Braads sigende samtidsroman ’En anden kvinde end mig’ gør. Eller tager tilløb til at gøre, for det er for den næsten fyrreårige Julie en proces med frem- og tilbageskridt, sårede følelser, hensyn og tvivl. Kan man – må man! – som moden kvinde vælge det store forkromede sammenskudsgilde fra?

»Jeg er ved at lukke ned for tanken om at leve sammen med et andet menneske. Det er det, Eva kan mærke. En forestilling, der er forsvundet hos mig, og som vi derfor ikke deler længere, og det gør hende utryg«. Sætningen antyder den hensyntagen, som egentlig er Julies største forhindring på vejen mod det ensomme forskerliv, og som får hende til at mime tosomhedens standardglæde en (formentlig) sidste gang: Den vægelsindede filosofkæreste Rune er fortid, men måske er Mark med det hotellækre hjem og de bløde jødekrøller fremtiden?

Ønsket om at være i fred

Julie bakser med lammesteg og borddækning i en kraftanstrengelse af en sort komediescene, der (heldigvis) ikke tjener til at ha-ha-udstille hendes manglende kompetencer og Mr. Perfekts kompenserende overbærenhed, men til at afsløre projektets helt og aldeles uholdbare præmis.

»I virkeligheden har jeg brug for at være i fred, ligge under en sten uden at blive forstyrret, men det kan man ikke sige til en gæst, man selv har inviteret til middag«. Kvinden her skal ikke lære at holde middag, hun skal lære at lade være.

Mere end en papfigur

Julies skepsis over for ’involveringstanken’ er i øvrigt ikke kun personlig, men også professionel, hvilket bringer romanen rundt blandt universitetets forskereremitter og omkring den så ofte karikerede galleriverden. Begge verdner tåler såmænd endnu en tur.

’My Space – Your Space’ hedder en udstilling på det galleri, Julie arbejder i, ’Get involved’, uddybes det i pressematerialet; men det er lige her, Julie siger fra. Og insisterer på retten til at beglo et kunstværk i ensomhed uden at skulle ’træde ind i værket’ eller dele sin oplevelse med andre. Og nu hun er i gang, ruller galden: »Man kan ikke længere føle sig dum i skolen, og man kan ikke længere føle sig dum i mødet med kunstværket. Værket er dit, læreren er til for dig. (..) Afstanden er ophævet. Det er det nye. Inklusion er fremtiden«. Uret har kvinden jo ikke!

Agnete Braad har et universitetsspeciale i kernefamiliens idéhistorie. Man mærker den samvittighedsfulde forskers ambition om at give de obsternasige borgere mæle og samfundet en kærlig karikatur. Det giver på den ene siden romanen en klang af ’dagsorden’, på den anden side en troværdig, sjov samtidighed. Og så lykkes det faktisk forfatteren Agnete Braad at tilføre sin hovedperson bøjelig menneskelighed, foruden eksemplets stålsatte magt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden