Man bliver ikke nødvendigvis psykisk syg af at leve som eremit. Det forsikrer psykologen Peter Elsass os om i sin seneste bog ’Kunsten at være alene’, som tager fat i tidens store eksistentielle paradoks: På den ene side ønsker vi ikke at havne i statstikken over dem, der er ulykkelige og måske ligefrem behandlingskrævende på grund af et liv i ufrivillig ensomhed, på den anden side er behovet for at få luft i en oversocialiseret hverdag påtrængende. Antallet af mennesker, der vælger at bo alene, er faktisk stigende, så måske skulle vi øve os i den gode ensomhed, som Elsass foreslår?
Det er lige præcis det, hovedpersonen i Agnete Braads sigende samtidsroman ’En anden kvinde end mig’ gør. Eller tager tilløb til at gøre, for det er for den næsten fyrreårige Julie en proces med frem- og tilbageskridt, sårede følelser, hensyn og tvivl. Kan man – må man! – som moden kvinde vælge det store forkromede sammenskudsgilde fra?
