Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mads Nissen. Layout: Tomas Østergren/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com
Foto: Mads Nissen. Layout: Tomas Østergren/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

BZ. Peter Øvigs nyeste bidrag til danmarkshistorien er endnu en vigtig og velskrevet beretning om gråzonen mellem idealisme, frihedskamp og vold.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Øvigs bz-bog åbner dør til en glemt del af danmarkshistorien

Peter Øvigs fortælling om bz-bevægelsen indfrier både forventninger og bange anelser. De voldsromantiske aktivister er historiens tabere. Fortællingen om dem er en sort plet i samtidshistorien, der trængte til at blive belyst.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hellere dø stående end leve på knæ’, stod der på et banner over Ryesgade, som i september 1986 var hjemsted for en af de mange konfrontationer mellem bz-bevægelsen og politiet. Den massive vold, som fulgte i bevægelsens fodspor, indebar angreb på overborgmesterens private bolig, molotovcocktails, ildspåsættelser, knuste ruder, utallige regnbyger af sten og meget andet.

Når man læser sig igennem Peter Øvigs fortælling om bevægelsen, må man give en af de mange citerede aktivister ret i, at det var et mirakel, at ingen døde. Sårede var der mange af. Men som bevægelse er bz indtil nu sluppet for skrammer, fordi den har haft held til selv at fortælle sin historie.

Med sin bog hiver Øvig elefanthuen af de maskerede bz’ere. Nu får vi et friskt blik fra en af landets bedste dokumentarister, som det er lykkedes at vriste historien ud af hænderne på bz’erne selv. Det er nødvendigt for at få en nuanceret forståelse af bevægelsen og de mange uroligheder, som prægede 1980’erne.

Had til ’systemet’

Formelt handler bz’ernes kamp om hovedstadens boligpolitik og behovet for ungdomsboliger. En flok unge får den idé at besætte den lukkede rugbrødsfabrik Rutana på Nørrebro, og efter et møde går de direkte til fabrikken og bliver der. Kort efter begynder de første sammenstød med politiet, og gennem de næste 10 år bliver de stadig mere voldsomme, mens der kæmpes om en lang række huse i byen.

Vi havde fået delt verden op i de gode og de onde, i sort og hvidt

Bevægelsen består først og fremmest af store børn. De er børn af 1970’ernes frigørelse, præget af stor tro på sig selv og mangel på respekt for autoriteter. Her er tale om en flok forsømte unge, hvis frustration blev projiceret over i et had til ’systemet’.

Fine skæbnefortællinger om utilpassede teenagere, som tiltrækkes af det intense fællesskab i bz-miljøet, er strøet med let hånd og fortæller om en interessant skyggeside af frigørelsen. Som et af de mange svigtede børn, Maria Exner, siger: »Ligesom mange andre i deres generation gjorde mine forældre op med normer og kønsroller, og måske havde de lidt for travlt med sig selv og deres skiftende kærester«.

Mange kilder taler om, at de finder en ny familie og et sted, hvor man kan være sig selv, og hvor der er kort fra snak til handling: »Fællestrækket var gåpåmodet: Hvis vi vil et eller andet, gør vi det sgu! Vi vil klare os selv, og vi vil bestemme selv«, som det lyder fra Pernille Stuer Lauridsen. Men i bakspejlet ser hun også en anden side af sig selv og sine venner, som »snotforkælede og meget selvoptagede. Vi havde fået delt verden op i de gode og de onde, i sort og hvidt«. Også den erkendelse er fælles for mange af de gamle bz’ere.

Noget af det forbløffende ved forløbet er myndighedernes og omverdenens tålmodighed med bz’erne, som gerne modtager bistandshjælp fra den stat, de bekæmper. På Det Frie Gymnasium får elever ligefrem lov til at tage fri for at besætte huse og lave andre aktioner, der opleves som et kreativt initiativ. Omvendt har de unge ingen overbærenhed med myndighederne. En af de markante bz’ere, Balder, formulerer det sådan her i et interview fra dengang: »Man skal aldrig stole på dem, som har magten, for de er kun ude på at få mere magt«.

Oplevelsen af de voksnes magtfuldkommenhed giver sammenhold og energi indadtil, men udvikler sig samtidig til et had rettet mod politiet.

En rystende beretning kommer fra en tidligere betjent, som i bz-miljøet blev kaldt ’Yoghurt-Arne’, fordi han efter at være blevet ramt af en mursten i ansigtet kun kunne indtage flydende mad i en længere periode. Episoden prægede hans liv derefter, og man må forestille sig, at han langtfra er den eneste betjent, som har fået varige mén af de voldsomme krigslignende kampe.

I bakspejlet er det svært at forstå, hvordan så mange unge mennesker kunne forsvare brugen af hård vold. På politiets side har man angivelig heller ikke holdt sig tilbage, og uropatruljen fremstår som en enhed, der i nogle tilfælde opsøgte volden.

Man får kun en svag fornemmelse af ideen bag kampen mod saneringen af boliger i København. Det er en mangel, der kan skyldes, at en række toneangivende bz’ere ikke vil udtale sig. Det kan også skyldes, at ideologi og politik ikke er en særlig stærk del af bz.

Forhandlinger med overborgmester Egon Weidekamp om retten til huse strander, fordi bz’erne nægter at stille med troværdige forhandlere. Men da det faktisk lykkes at overtage et hus i Abel Cathrines Gade, kaldet Klosteret, falder det hele fra hinanden, og i løbet af tre måneder bliver stedet efterladt som en ruin.

Det er vanskeligt at sige, om de unge kunne have været mødt med mere kreative løsninger fra politisk side. Kigger man på eksempelvis ’den sorte firkant’ i dag, er det tydeligt, at Weidekamps bysanering ikke var uden problemer. Havde man været mere imødekommende over for de unges ideer og ladet dem bygge og indrette de huse, der skulle saneres, kunne det måske være blevet mere vellykket og levedygtigt. Men bz gav ikke myndighederne mange forhåbninger om noget konstruktivt samarbejde.

Fortællingen om bz-bevægelsen

Et af Øvigs incitamenter til at skrive bogen er erfaringen af, at yngre generationer i dag intet kender til bz. Den fortælling, som fyldte så meget dengang, er næsten gledet ud af historien.

Et lidt tilfældigt opslag i to nyere historiebøger om det 20. århundrede, begge fra Gyldendal, viser, at der er noget om snakken. Hverken i ’Danmark i det 20. århundrede’ af Peder Christoffersen eller i Bo Lidegaards ’En fortælling om Danmark i det 20. århundrede’ er bz nævnt med ét eneste ord eller foto.

Hvordan fortællingen om bz bliver bearbejdet, har sit helt eget spor i Øvigs bog, hvor han gennem dagbogsoptegnelser beskriver processen med at få tidligere bz’ere til at medvirke.

Annonce

Det er med til at gøre bogen utrolig lang, og mange af de gamle aktivister er tågehorn, man med fordel kunne have hørt mindre til. Deres betragtninger og afvisning af Øvig kommer næsten til at tjene som en retfærdiggørelse af bogen selv.

Mange af kilderne har læst Øvigs to år gamle bog ’Nakkeskuddet’, der handler om forfatterens metode, og flere hæfter sig ved kunstneren Bjørn Nørgaards indsigelse mod Øvig i forbindelse med bogen ’Hippie’: »alle drømmene, alle de sublime øjeblikke af ekstatisk udsigt, kærligheden, ømheden er kemisk renset væk«. Det samme vil mange gamle bz’ere utvivlsomt mene om denne bog. På den måde får de ret i deres skepsis. For nutidens dom svarer ikke til fortidens oplevelse.

Tomas Bertelsen
Foto: Tomas Bertelsen

Det er næsten en form for lose-losesituation: Bz’erne taber, fordi de bliver fremstillet som voldsromantikere, der stadig er så selvtilstrækkelige, at de ikke vil lade andre fortælle deres historie. Men Peter Øvig selv står heller ikke som nogen ubetinget vinder.

Han har skrevet en bog over samme skabelon, som hans øvrige bøger er skrevet over, og kommer derved til at gøre bz’ernes bekymring til en selvopfyldende profeti. Det ændrer dog ikke ved, at hans nyeste bidrag til danmarkshistorien er endnu en vigtig og velskrevet beretning om gråzonen mellem idealisme, frihedskamp og vold.

Ifølge Øvig selv vil han ikke skrive en toer, men der er grund til at håbe, at historien om bz vil blive fulgt op af andre udlægninger. Fortsættelsen står og blinker som endnu en sort plet i dansk samtidshistorie. De autonome i 1990’erne, 18. maj-urolighederne og lukningen af Ungdomshuset er bestemt en eller flere bøger værd.

Måske bliver Øvigs bog den rambuk, som slår den barrikaderede dør op for denne del af danmarkshistorien.

Læs mere: