Stablen af bøger er høj, læsebyrden - og læseglæden - tilsvarende. Lad os ile til Finland, der har indstillet den store finlandssvenske fortæller Ulla-Lena Lundberg (f. 1947), der med romanen 'Marsipansoldaten' giver sin version af krigsromanen, en udbredt genre i finsk litteratur. Hun knytter an til sin ålandske slægts historie og følger to brødre omkring de tyve år, der i den almindelige nationale begejstring melder sig under Vinterkrigen i 1939 og efterhånden bliver officerer i den fortsættelseskrig, de ikke kan vinde. Ulla-Lena Lundberg, der er antropolog af uddannelse, fortæller med varme, humor og stor indsigt i hverdagslivets detaljer og samfundets bevægelser. Krigen er konkret. Det, der falder i øjnene, er skildringen af soldaterlivet som en egen verden, nærmest en slags spejderliv derude i den karelske ødemark, et liv, de unge mænd bliver næsten afhængige af. Bortset fra, at de kan spørge sig selv, om dette yderste Karelen egentlig bør høre med til Finland, er de politisk naive. Det er kun i det civile liv, politik diskuteres. Lundberg skildrer krigen som dagligdag, ved fronten og hjemme hos de tilbageblevne, der skal opretholde livet under ekstrem knaphed og mangel. Titlen henviser til den uimodståelige og charmerende livsnyder Göran, der som modstykke har den mere indadvendte bror Frey. Den glimrende og meget anderledes krigsroman har vakt en del debat i Finland. Den stedvis ironiske tone er nok faldet nogle for brystet, og så har krigshistorikere peget på især én unøjagtighed: Den karelske by Viborg lader hun falde allerede i Vinterkrigen, men rent faktisk sker det først i fortsættelseskrigen. Pokkers også, tænker man, for man må jo nok kræve historisk nøjagtighed af en roman af denne type. Ellers ville jeg mene, Lundberg er en god kandidat til prisen. Hun burde have haft den for anden del af hendes vidunderlige Ålands-trilogi, 'Den store verden', i 1992, hvor prisen gik til en langt ubetydeligere roman. Systemdigtning Fra finsk side er også indstillet Kari Aronpuro (f. 1940), en lyriker, der med en satirisk citatteknik og et omfattende henvisningsapparat af postmoderne tilsnit sætter læseren på prøve med digtsamlingen 'Po:mos tjuskraft'. 'Po:mo' er en forkortelse for postmoderne, og hvis læseren ikke er belæst nok, oplyses han om alle forlæg i det grundige noteapparat. At læse samlingen er som at gætte en kryds og tværs med løsningen bagi. Aronpuro præsenteres som systemdigter, men må jeg så bede om vores egen systemdigter par excellence, Klaus Høeck (f. 1938). Hans store sammenhængende digtkreds 'In nomine' taler direkte til både hjertet og hovedet, og den stramme, stavelsestællende versform bliver til en suggererende rytme. Digteren spejler sit liv gennem skiftende steder, han har boet, gennem øjeblikke og minder, gennem musik og dansk poesi, ikke mindst Grundtvigs salmer. Det er et digterværk med en stor tone, og noget så usædvanligt som et erindringsværk i digtform. Man læser disse sensitive erindringsspor begærligt og slået - af digtenes indsigt, musikalitet og humor, af det underliggende forløb af tab, erobring og længsel. En generøs bog er også Ib Michaels (f. 1945) 'Kejserens atlas', både en eventyrroman og en vision om den nære fremtid med fremskrivning af nuværende truende globale katastrofer som klodens ophedning og terrorisme. Der krydsklippes mellem en gammel japansk tvillingemyte og et moderne tvillingepar, Kim og Toke, der er som Aladdin og Noureddin: den uspolerede elsker, far og tømrer over for den akademiske, visionære arkitekt og forretningsmand, der er på flugt fra sig selv efter at have udfoldet det maskuline overmod og den magtudøvelse, der bliver et billede på hele verdens indretning. Romanen er med sin brug af både myte, underholdningsgenrer, realisme og visioner et tankevækkende og eksotisk mix - en moderne variant af den gammeldags, anfægtede roman. Burlesk humor Den norske Lars Saabye Christensen (f. 1953) kommer vi til at høre mere om. 'Halvbroren', et digert værk, der veksler mellem realisme og fantastik, mellem burlesk humor og tragedie, er under oversættelse til engelsk, i øvrigt også dansk. Den fortæller flere generationers historie med Barnum som centrumsfigur og hans halvbror Fred, der er undfanget ved en voldtægt, og som forbliver utilpasset, ordblind, lejlighedsvis stum og altid omstrejfende. Barnum bliver filminstruktør, men ellers står der mislykkethed og deroute over denne familie af stærke kvinder, der bare aldrig kommer til at bruge styrken til andet end lige at holde skindet på næsen, og Barnums far, der er en strejfer og drømmer. Selv om romanen er centreret omkring tabet og fraværet som grundmønster, emmer den på sin egen underfundige og besnærende måde af livsmod og kraft. Norges anden kandidat, Hans Herbjørnsrud (f. 1938) er novelleforfatter. 'Vi vet så mye' hedder hans sjette samling, hvis titel videreføres inde i novellen med 'Vi forstår så lite'. Det er da også det dunkle, det gådefulde og kun halvt erkendte, han kredser om i de tre lange noveller, bogen består af, om hhv. en døende kvinde, en mand og hans uhyggelige nabo og en kriseramt journalist, der leder efter Stedet, et både konkret og mentalt eller metafysisk rum. Uanset at billedbrugen er flot, er der noget irriterende over disse tre for lange noveller, der i al deres kredsen og kværnen ikke undgår et diffust præg. Nordisk landskab Islands fine stilist Gyrdir Eliasson (f. 1961) går formmæssigt den modsatte vej i sin novellesamling Det gule hus. Hans 29 noveller er korte, minimalistiske og meget intense stykker bygget op omkring en situation, en stemning, et billede, der vider sig ud i fortættet betydning. Han skriver med en fantastisk ro om de mest dramatiske ting. Som i titelnovellen, hvor en havbiolog kommer hjem fra sit elskede fiskeanlæg for at finde sit hus i flammer. Ganske få iagttagelser og replikker fanger hele hans livsdilemma af skyld over for familien og lidenskaben for fiskeprojektet. Der er en stærk indre spænding og et stort melankolsk sug i disse tekster, og der er islandsk hede, fjeld og strand. Nordisk landskab er der også masser af i den samiske Kirsti Palttos (f. 1947) meget læseværdige novellesamling med en titel, der oversat betyder 'Stjålet' eller 'Det tabte'. Ødemarkens natur og dyr skildres ofte magisk, og mytestof indgår på linje med den realistiske aftegning af personer i et miljø, hvor tradition og moderne livsform kolliderer. Det er en typisk postkolonial litteratur, den produktive Paltto skriver, med islæt af specielt kvindelige problemstillinger. Paltto bor i Utsjokki i Finland, og hendes bøger har fundet vej fra polarområdet til en række europæiske sprog. Grønland indstiller igen i år Ole Korneliussen, denne gang med romanen 'Saltstøtten'. Hans fortæller går rundt i en by, der kunne være København, hvor han møder en række sociale skæbner og mennesketyper, der afreagerer deres frustrationer ved at rakke ned på 'de andre', ikke mindst de fremmede. Korneliussen får jo nok trykket på en del ømme punkter, men han har ikke fundet balancen mellem fiktionsskaben og meningsfremsætning. Lyrik »Jeg kan ikke skrive/ som en rigtig færing/ jeg fik havet i munden/ og kunne ikke synke«. Sådan lyder et af færingen Tòroddur Poulsens (f. 1957) digte fra samlingen 'Blodprøver', om hjemløshed både i sproget og sjælen. Længslen efter at stemme overens med sproget, stedet, kulturen og traditionen - og umuligheden af det i den moderne verden - er et tema i flere af disse nordiske bøger. Den i København bosatte Poulsen udtrykker det i en del haikudigte. Andre digte trækker mere på en norrøn knapform med et indhold, mange forfattere med afskårne rødder kunne tilslutte sig: »Hårdt var/ at være/ som ord/ der blev bidt/ og halter/ ud fra forskræmt tunge.« Der er også lyrik fra Sverige. Eva Runefelt (f. 1953) undersøger bl.a. den tavshed, der såmænd også indgår i Saabye Christensens roman, hvor personerne på skift reagerer med stumhed under kriser. Hos Runefelt kan det hedde »Pälsaktigt stum, en sval sked på tungan.« Suggestive billeder, der løfter fortidens lag af erindringer og sansninger ind i et afsøgende nutidigt rum. Men 'I djuret' er også en hermetisk digtsamling, der i al sin fine sprødhed virker lukket. Lost Boys Titlen på den svenske Peter Kihlgård (f. 1954) roman 'Du har inte rätt att inte älska mig' henviser til hans hovedpersons livstema. Han skulle have været en abort, men holdt fast, og her er han nu, den rodløse gymnasieelev Johann Johannesson fra socialhjemmet, der skriver en rablende skolestil til sin lærerinde, der bliver imponeret over det overskridende sprog og hans planer som rockmusiker. De tilbringer et døgn sammen som elskende og fortæller hinanden deres livshistorier. Temaet er Bo Widerbergsk lærer-elev-kærlighed, tilsat den musik- og anden jargon, drengen betjener sig af. Bevægende i passager, når den skrubbede dreng oplever, at han er ved at få fat i noget af livet, anstrengende i store dele og melodramatisk i sin udgang. To af drengens rockballader er indsat i slutningen med noder - jeg oplyses om, at et band er blevet dannet med navn efter den fiktive drengs gruppe 'Lost Boys'! En lost boy, det er hovedpersonen i islændingen Mikael Torfasons ( f. 1974) roman 'Verdens dummeste far' også. Syg siden barndommen, nu stomi-opereret, på kant med konen og især børnene, som han ikke bryder sig meget om, og som heller ikke kan lide ham. En dna-test afslører, han ikke er far til det ældste barn. Selv er han barn af 68-forældres rod af et liv. Nok af grunde til alle depressionerne og lykkepillerne. Men Torfasons variant af genren ung mand ude i tovene er garneret med så meget groft sprog omkring sex og lort, at man bliver noget træt af den. Men som symptom er de jo interessante nok, disse romaner om moderne fumler-tumler-mænd. Hvem vinder? Hvem vinder prisen? I modsætning til, hvad alle tror, ligger det ikke i luften, og heller ikke i juryen kender vi vinderen før den sidste afstemning er gennemført lidt i tolv den 11. februar. Der er jo nok kvalitet i en række af de ovennævnte bøger til, at de hver for sig kunne vinde. Vi er professionelle læsere, men også en sammensat gruppe med forkærligheder og idiosynkrasier. Præcis som læserne.