0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Von Aschenbach og feberen i Venedig

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ukendt
Foto: ukendt

Hvem sidder der i Venedig?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som tusindvis af små bogmærker er kirsebærblomsterne fra maler Bertelsens gamle træer drysset ned i bibliopatens have. Herfra er de blæst ind i hans bibliotek, hvor de har lagt sig mellem siderne i åbne bøger og oven på lukkede.

Sommeren vinker forude, og Deres BP har det præcis, som Gustav von Aschenbach, den verdensberømte digter, havde det dengang i begyndelsen af maj, da han efter en spadseretur i München pludselig blev ramt af denne længsel efter det fjerne og ukendte, »denne higen efter befrielse, aflastning og glemsel«:

»En afbrydelse var påkrævet, en slags vagabondtilværelse, dagdriveri, luftforandring og tilførsel af nyt blod, for at sommeren kunne blive udholdelig og berigende. Rejse væk med andre ord. Ikke ret langt, ikke ned til tigrene. En nat i en sovevogn og en siesta på en tre-fire uger ved et eller andet mondænt feriested i Syden ...«.

Bibliopatens frue har det anderledes. Hun har besluttet, at verden ikke er et sikkert sted, vil hellere (have sin gemal til at) male trapper og er på nippet til at aflyse sommerferien i Hellas til fordel for malerpensler og en uge på en ø i Kattegat - eller er det Skagerrak?


Ak, ja. Truslen mod ugers solbeskinnet dase- og læsetid, som bibliopaten ellers har gået og varmet sig ved, gør kun refugieberetningerne om folk som Aschenbach - og Hans Castorp - endnu mere nødvendige.

Har man ikke mulighed for at folde liggestolen ud for foden af Apollons templer eller smække klapstolen op på bjergsanatoriets udendørs terrasse, hvorfra kun bjerge og skyer møder ens åsyn, må man snige sig til det næstbedste: at læse om dem, der er så heldige at få lov at folde og smække diverse siddeaggregater op i diverse vældigt gode romaner.

'Døden i Venedig' og 'Trolddomsbjerget' eksempelvis, som vi rask væk anbefaler vor læser at gå om bord i, når den storslåede saga om Thomas Mann og hans familie, som DR 2 viser for tiden, er færdig på tirsdag. Brødrene Thomas og Heinrich er giganter, men også de andre personer i klanen er, som det ses, fulde af liv og power - og idealer.

Serien, der veksler spændende mellem autentiske optagelser af familiemedlemmerne og nutidige skuespilleres gestaltning af dem og deres indbyrdes relationer, rammer første halvdel af det frygtelige tyvende tyske århundrede på kornet. Højborgerlighed og modernitet, dødsdrift og elan vital i blitzlys og flammeskær fra kunstneriske nybrud og den mest brutale politiske nedsmeltning.

Særligt Heinrich Manns vitale frue ville Deres bibliopat godt tilbringe en uges tid i et sanatorium med. Ligesom 'Trolddomsbjerget's Hans Castorp ville han på stedet lade sig forblænde af det hvide køds charmant-mystiske lokken gennem florlette gevandter og overlade verden nede under skyerne til sig fucking selv.


Turberkulosen er den egentlige hovedperson i 'Trolddomsbjerget', som Mann udgav i 1924. I den bredtfavnende forfatters venezianske epos om von Aschenbach spiller en frygtet orientalsk feber en afgørende rolle, ligesom erotisk fortryllelse gør det.

Man behøver på ingen måde tage til vore dages kinesiske spøgelsesby, Beijing, for at opleve effekterne af en epidemi og den måde, som et samfund reagerer på, når pesten hærger. Manns forunderlige lille roman om dødsdrift og æstetik klarer det på ti sider.

»Frygten for de uheldige følger overalt i samfundet, hensynet til den nyligt åbnede maleriudstilling i de offentlige parker, hensynet til de kolossale tab som hotellerne, forretningerne, hele den omfattende turistindustri var truet af i tilfælde af panik og dårligt renommé, viste sig at have større magt i byen end sandhedskærlighed og respekt for internationale overenskomster; frygten fik myndighederne til hårdnakket at fastholde deres fortielses- og fornægtelsespolitik«, skriver forfatteren, hvis perle af en roman er fra 1912.


Von Aschenbachs akutte rejselyst endte i Venedig. I en liggestol på stranden, hvorfra han i ugevis sluger synet af den gudesmukke Tadzio, en kun 14-årig polsk dreng, der er på ferie med sin familie. De to opnår aldrig at tale sammen, men den gamle mand, der ikke synes at nære samme fysiske længsler, som Oscar Wilde blev blameret for i 1895 (jævnfør sidste uges klumme), oplever »foruroligende liflige stunder«.

Som Mann beskriver lige så overbevisende, som Nabokov siden gør det i sit mesterværk om en vis smånymfe. Inden den gamle digter ånder ud, har han gennemstøvet byens kaffehuse for at finde aviser, der kan fortælle ham noget nyt og sikkert om sygdommens stadium og udvikling. Til sidst blæser han på det hele og giver sig sin skæbne i vold. Nu til dags er der ingen, der har en skæbne. Under normale omstændigheder i hvert fald.

Her i hulen vil