Vil du skrive et stykke om Jensen?«, syntes jeg, spørgsmålet i telefonen lød. »Hvem Jensen?«, spurgte jeg en anelse distræt. »Johannes V.«, lød svaret. »Nå, den Jensen«, svarede jeg, »men det kan man ikke«, fortsatte jeg, for jeg vidste tilstrækkelig meget om nobelpristageren med de skarpe kanter til at vide, at det nok ikke ville være muligt. Men da livet har fortalt mig, at man aldrig skal sige nej til noget, før man er sikker på, at man virkelig ikke vil eller ikke kan, sagde jeg, at jeg ville se på sagen. Og mens jeg slingrede væk fra telefonen over til den frelsende sofa, for forespørgslen havde ramt et eller andet i mig, gled mine erindringer om møder med Johannes V. Jensens tekster gennem mig. Faktisk mødte jeg ham ret tidligt. Min far elskede nemlig sangen om Kannibalen, den der begynder med linjerne »Vi kom til Porto Riccos kyst/ og fik med kannibaler dyst«, så den kunne jeg på linje med 'Jeg en gård mig bygge vil' og andre kedelige børnesange.