Følgende er eftertanker efter tre dage på Schæffergården. På dette flotte anlæg uden for København blev der i den forgangne weekend afholdt en norsk-dansk konference og kunstnerisk happening om 'tvivl'. Det var et aldeles udmærket arrangement om nytten og nødvendigheden af tvivlen som holdning og som praksis. Den er en modgift mod megen dum skråsikkerhed i såvel medier og politik som i privatlivet. Tvivlen er menneskets kritiske ånd. Den afslører det autoritære. En ramme om hele arrangementet var tvivlstilfældet Ludvig Holberg. Det er i år 250 år siden, han døde, og således en oplagt anledning til at fejre hans kritiske tankegang. Holberg var en af de allerførste, der indvarslede oplysningstiden i Norden. Han praktiserede den sunde tvivl, som menneske, filosof og forfatter. Tvivlen er en moderne tanke og følelse. Den fremhæver den enkelte som et selvstændigt individ. Den tvivlende er i stadige forhandlinger med sig selv: på den ene side og på den anden side. Jeg tvivler, derfor er jeg. Som en vigtig del af samme civilisatoriske projekt lærte Holberg os at le ad os selv. For ham var det at le ad sig selv en del af den moralske opdragelse. Bunker af 'men'er Med så megen tvivl i løbet af tre dage slog det mig, at en konsekvent tvivlende holdning også bør få os til at tvivle på selve tvivlen. Ligesom der findes god tvivl, findes der sandelig også en dårlig og tvivlsom tvivl. Den konsekvent tvivlende kan eksempelvis være en person, som er fej. En sådan tvivl kan være udtryk for, at man mangler moralsk mod til at være tydelig nok og tage klar stilling, når det gælder. Tvivl kan virkelig være noget lort. Mens jeg funderede over disse spørgsmål, blev jeg i tankerne bragt tilbage til mit psykiaterkontor. Efter en lang arbejdsdag på kontoret tager jeg mig ofte ekstra god tid til at rydde op. Jeg smøler, tænker efter og afvikler langsomt dagen. Jeg fejer op i de mentale kroge. På kontoret ligger der igen affald fra dagens følelser og indsigter. Og der ligger bunker af 'men'er. Der er bunker af forbehold, tilbagetrækninger, annulleringer, hulter til bulter, og handlingslammelse. Efter en lang arbejdsdag er rummet fyldt op af blandede følelser. Der er tykt af tvivl. God og dårlig tvivl Vi skelner mellem god og dårlig skam. Den gode skam er respekten for andre og for sig selv. Denne skamfølelse er diskretion, takt og tone - det, Nietzsche kalder en vægring mod »at berøre, slikke på og fingerere ved alt«. Skammen repræsenterer en selviagttagelse, og hos os aktiverer den de normer, som er nedfældet i skik og brug. Den dårlige skam er det ødelæggende blik på én selv Det er selvforagten. Man ser sig selv som én, der ikke fortjener at blive elsket. En sådan følelse kan blive sygelig. Og den kan tage liv. Jeg tror, at vi på tilsvarende vis bør lære at skelne mellem god og dårlig tvivl. Når tvivlen er god, er det selvet, der tvivler. Den onde version er tvivlen om selve selvet. Det er en tvivl om ens ret til at tænke, mene og handle, som man faktisk gør. Den onde tvivl bunder i en dyb mistillid til sig selv, og den er således en slægtning til den onde skam. Den gode tvivl er en bevægelse. Den fører et sted hen. Den onde tvivl er handlingslammelse. Den er forhandlinger uden ende og en plagsom uro i stedet for hvil. God tvivl er oplysende, fordi den bestræber sig på at se sagen fra mange sider. Ond tvivl ser mørkere på sagen. Den gode tvivler kan tænke i kategorier som enten-eller og både-og, mens den dårlige tvivler tænker og føler det negative hverken-eller. Den kafkaske ambivalens Tvivlens ord er 'men'. Dette lille bindeord kan effektivt vride sandhederne. Først tænker vi »ja«. Så tænker vi »ja, men«, og dermed har vi indført tvivlen. Franz Kafka er en forfatter, jeg stadig vender tilbage til. Han giver os præcise beskrivelser af det moderne menneske og dets komplicerede styrke. Uanset om det er skammen eller skylden, så finder vi det hjerteskærende rent hos Kafka. Eller tvivlen: Litteraturforskeren Herman Uytersprot har talt efter og konstateret, at Kafka har et overforbrug af den lille konjunktion 'men'. »Han bruger det faktisk to eller tre gange oftere end alle andre forfattere ... Årsagerne findes i den bemærkelsesværdige kompleksitet af en sjæl, som simpelthen ikke kan se og føle i rette linjer ... en sjæl, som ved enhver tanke, enhver fornemmelse, enhver påstand, straks hører en lille djævel hviske: aber... (men, red.)«. Marineret i Holbergs mentale lage Hvis nogen presser mig til at sige noget om det moderne menneskes følelsesliv med et enkelt ord, må det blive: ambivalens. Jeg vælger her at tænke, at ambivalens er omtrent sammenfaldende med forestillingen om tvivl. Det enkelte menneskes tvivl er den personificerede moderne kultur. De mange modsætninger og valg og muligheder skal rummes af den enkelte. Det er en meget krævende proces. Den onde tvivl er den moderne, som ikke i tilstrækkelig grad evner at samle de overbelastende mange krav, forventninger og budskaber. Den, der tvivler på denne dårlige måde, er en splittet skikkelse. Indre billeder og følelser er ikke arbejdet sammen. De er blandet og lever side om side som rivaler. De er fragmenter og løse stumper. Det gør ofte ondt. Den gode tvivl findes hos det moderne menneske, som evner at håndtere alt dette flertydige. Stumperne bliver til dele af noget mere helt, og fra dette mere hele kan man betragte sammenhængene. Det gør ikke nær så ondt, tænkte jeg den tredje dag på Schæffergården, da jeg var marineret i Holbergs mentale lage.