0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Realisten

Portræt af Henrik Pontoppidan.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man i dag hører klageråb over litteraturens sørgelige tilstand, er de ofte formuleret som en undren over, at der ikke mere er nogen, der skriver som Henrik Pontoppidan.

Han kunne skildre alle samfundslag, han havde et sprog, som på én gang er smukt og lige ud ad landevejen. Nutidens digtere er kun interesseret i sig selv.

Nu er det ikke, fordi Henrik Pontoppidan ikke også interesserede sig for sig selv. På sine gamle dage mente han endda, at hele hans produktion fra først til sidst havde været et privat opgør.

Men han iklædte sin indre kamp ydre klæder og gjorde positioner i sit sind til litterære figurer, der kunne perspektivere hinanden indbyrdes.

Social indignation
Pontoppidan blev født i 1857 som søn af en præst i Fredericia og skulle egentlig have været ingeniør, men valgte at springe fra studiet lige inden den afsluttende eksamen, fordi han havde fundet ud af, at han ville være forfatter.

Ungdomsværkerne fra 1880'erne er båret af social indignation over forholdene på landet, som han lærte nærmere at kende i løbet af nogle år som højskolelærer. I 1887 flyttede han til København, og i den store roman 'Det forjættede land' (1892-95) revser han blandt andet grundtvigianismen med skildringen af fantasten Emanuel Hansted.

En anden verdensstormer dukker op i 'Lykke-Per' (1898-1904), der handler om ingeniøren, der vil industrialisere Danmark. I baggrunden spøger faderens skygge og nogle kvinder, han ikke kan binde sig til. Tilfredsheden viser sig dog at ligge i ensomhed og afkald, og det sociale håb lægges i stedet i hænderne på en kvinde, han har svigtet.

Nobelprisen
Håb er der dog ikke meget af i Pontoppidans tredje hovedværk 'De dødes Rige' (1912-16), som skildrer tiden efter systemskiftet som en både social og personlig ødemark.

Det er kendetegnende for det ret omfattende forfatterskab, at Pontoppidan skrev sine værker om i én uendelighed. De tidlige versioner er ofte friskere end de senere, som til gengæld er præget af større sammenhæng.

Henrik Pontoppidan blev i 1917 hædret med Nobelprisen i litteratur, dog kun til deling med Karl Gjellerup.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

    <