Tove Ditlevsen (1917-1976) »Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden«, skrev Tove Ditlevsen som en særlig hilsen til alle trætte drømmere i skolebogen 'Tove Ditlevsen om sig selv', (1975). Fra den stilsikre lyrikdebut med 'Pigesind' (1939) skrev hun i forskellige genrer og store oplag i nærkontakt med læserne. Mere end 30 bøger blev det til. Tove Ditlevsen skrev realistisk og genkendeligt om byens puls og pigeliv, baggårdens børnelokker og skraldeskakt i romaner som 'Man gjorde et Barn Fortræd' (1941) og Barndommens Gade' (1943). Hun mestrede også at omsætte voldsomme psykiatriske problemer til kunst. Som den modernistiske roman 'Ansigterne' (1968), der litterært nyskabende greb det opbrud, som kvindebevægelsen få år senere satte på den politiske dagsorden. Hendes selvbiografiske hovedværker Barndom' (1967) og 'Ungdom' (1967) er i lige så høj grad spændende fiktive fortællinger. Fra hendes typiske, rimede fire-linjer i 'Der er to mænd i verden' til modernistisk lyrik som 'De voksne' (1969) og 'Det runde værelse' (1973) ejede Tove Ditlevsen fra først til sidst en egen poetisk tone, en rytme i sproget, der stadig synger i et af de betydeligste forfatterskaber efter Anden Verdenskrig. Leonora Christina (1621-1698) Leonora Christinas skrifter er et uomgængeligt og herligt bidrag til renæssancens litteratur. Hun forfatter både rejsebeskrivelser, selvbiografier og beretninger om retssager, skriver salmer og dramatiske vers og engagerer sig i oversættelser. Leonora Christina er elementært optaget af ordets kunst og udøver den i sin egenskab af at være en fornem frøken, Chr. IV's datter, der følger med i alt nyt fra de førende europæiske hoffer. Da hun og hendes mand Corfitz Ulfeldt mister deres greb om magten, og hun indsættes som fange i det frygtede glemselshul Blåtårn, får ordets kunst en ny betydning for hende. Hovedværket 'Jammersminde' bliver påbegyndt i 1673 i Blåtårn og færdiggjort i Maribo i hendes sidste leveår. I 'Jammersminde' bruger Leonora Christina som en af de første mesterligt det danske sprog til at beskrive og udforske sig selv som menneske. Fængslet forvandler sig fra at være at glemselshul til at blive en levende og myldrende verden, hvor hun kan studere menneskelige følelser og motiver og skabe sig en fortolkning af meningen med sit liv. 'Jammersminde', der blev kendt i 1868, må betragtes som et hovedværk i dansk og europæisk litteratur. Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716) Den norske Dorothe Engelbretsdatter skriver salmer, sætter andagtslitteratur på vers og er leveringsdygtig i djærve lejlighedsdigte på dansk. Hun er en hovedfigur i barokkens kunstdigtning. Engelbretsdatter mestrer alle kunstdigtningens mange regler, men tilfører også barokkens salmekunst en særlig dimension. I hendes salmer må den syngende nemlig identificere sig med Bibelens angrende synderinder og opleve frelseshåbet ud fra en kvindelig synsvinkel. Den længsel efter Jesus som sjælens brudgom, som både mandlige og kvindelige salmister dyrker, kan Engelbretsdatter udtale helt ubesværet af de kønslige mellemregninger, som mændene er stedt i. Engelbretsdatters forfatterskab minder i det hele taget om den betydning, kvinder har haft i den religiøse digtnings historie fra middelalderens håndskrifter til 1700-tallets pietistiske prædikanter og salmister. Forfatterskabets hovedværk er salmesamlingen 'Sjælens Sang-Offer' (1678), der blev en bestseller i slutningen af 1600-tallet, også genstand for piratkopiering og afskrift. Hun er, som allerede Thomas Kingo indså, 'Mesterinden', der fortjener digtningens laurbær, og hun er som han repræsenteret i Den danske salmebog. Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788) I det danske teaters historie bruges termen den biehlske periode om den første tid efter Ludvig Holberg. Charlotta Dorothea Biehl debuterer som dramatiker på Den danske Skueplads i 1764 med stykket 'Den kierlige Mand'. Hun er inspireret af tidens nye franske borgerlige komedier og moralske fortællinger, optaget af spørgsmålet om pigers opdragelse, og som dramatiker bestræber hun sig på at skabe en ny raffineret komik omkring de unge elskende, for hvem følelsen og venskabet er det vigtigste. Det er karakteristisk, at en af hendes bedste komedier, 'Haarkløveren' (1765) handler om en pige, der ikke kan få sin udkårne, fordi den pedantiske fader går i baglås over, at den unge frier har lavet en kommafejl. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet moralske fortællinger, brevromanen, frimurersange og en samling historiske breve blandt andet om de politiske begivenheder i forbindelse med kuppet mod enkedronning Juliane Marie og Høeg-Guldberg i 1784. Hovedværket er hendes selvbiografiske brev 'Mit ubetydelige Levnets Løb' (1787), stilet til hendes fortrolige ven, Johan Bülow. Selvbiografien, der blev udgivet i begyndelsen af det 20. århundrede, fortæller livfuldt og elegant om hendes liv og hendes vej ind i datidens patriarkalske kulturliv. Marie Bregendahl (1867-1940) Marie Bregendahl er en af de kunstnerisk mest spændende forfattere i det folkelige gennembrud. Marie Bregendahl er for litteraturen, hvad Anna Ancher er for billedkunsten. En moderne kultur og livsforms indtrængen i det gamle almueliv er et hovedtema i det folkelige gennembrud, og Marie Bregendahl giver temaet en særlig fortolkning med skildringen af den unge kvinde, der lokkes til at følge sin drift og lyst. Det moderne liv melder sig som en faretruende rytme i fortællingen, og død og sindssyge følger i det modernes spor. Marie Bregendahls fortællekunst er underspillet og har en helt original brug af synsvinkelskift. 'Billede' kalder hun de prosastykker, hvoraf hun sammensætter sine romaner med højdepunkter som 'Hendrik i Bakken' (1904) og 'Billeder af Sødalsfolkenes Liv' (1914 -1923). Hovedværket er den lille roman 'En Dødsnat' (1912), der følger en børneflok på en stor gård den nat, deres mor dør i barselsseng. Forfatterskabet danner et højdepunkt i en dansk fortælletradition om almuekultur og modernitet, som indledes af St. St. Blicher. Inger Christensen (f. 1935) Inger Christensens forfatterskab står i front i den skelsættende fornyelse af dansk litteratur, der begynder i 1960'erne. Hun debuterer i 1962 med digtsamlingen 'Lys', og allerede i 1969 udgiver hun sit digtværk 'Det', som bryder ud af de rammer, der ellers var gældende for lyrisk sprogkunst af højeste karat. 'Det' blev nemlig ikke kun læst af en lille eksklusiv skare af kendere. Værket blev simpelthen en bestseller og nærmest en bibel for ungdomsoprøret. Digtene udtrykker drømmen om en fremtid uden krig og undertrykkelse og håbet om kærlighed mellem mennesker. Siden 1960'erne har Inger Christensen udgivet både digte, romaner, sprogfilosofiske essays og dramatik.. Med ti års mellemrum kom to af den nyere danske litteraturs mest roste værker, systemdigtet 'Alfabet' (1981) og sonetkransen 'Sommerfugledalen' (1991). Enhver, der har hørt Inger Christensen læse sine digte og sonetter, fornemmer umiddelbart den nerve og musikalitet i sproget, som Inger Christensens digte rammer. Er 'Det' eller 'Sommerfugledalen' forfatterskabets foreløbige hovedværk? Den diskussion er ikke slut, og anerkendelsen af og glæden over Inger Christensen forfatterskab møder man både i Europa og USA. Thomasine Gyllembourg (1773-1856) Thomasine Gyllembourg erklærer selv, at hendes hverdagshistorier er »Frugter af Livet, ikke af Lærdom og dybe Studier«. Søren Kierkegaard valgte betegnelsen »Fuldendelsens Noveller«. Han anmeldte begejstret hendes hovedværk 'To Tidsaldre' (1845), som modstiller 1840'ernes spidsborgerlighed og den skelsættende og identitetsskabende lidenskab i 1790'ernes florissante København, hvor skribenter og borgere hyldede den franske revolution. En tid, som også satte den unge Thomasine i drift. I det berømte 'Lettre remarquable' (1801) beder hun den landsforviste P.A. Heiberg om skilsmisse, for kun »en elsket Elsker eller et lidet diende Barn« kan opfylde dette hjerte. Som enke efter C.F. Gyllembourg, debuterer hun 53 år gammel anonymt med 'Familien Polonius' (1927) efterfulgt af titler som 'En Hverdags-Historie' (1828), 'Ægtestand' (1835) og 'Maria' (1839). I disse romaner kortlægger Thomasine Gyllembourg kærlighedens og ægteskabets veje og vildveje med et nuanceret blik for de mange løsningsmuligheder. Gyllembourgs psykologiske prosa om sammensatte følelser og indre konflikter er med den fornyede debat om kærlighedsægteskabet mere aktuel end nogensinde. Camilla Collett (1813-1895) »Der er blot et, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed«, lyder det om vejen til ægteskab i Camilla Colletts roman 'Amtmandens Døttre 1-2' (1854-55). Et dansksproget hovedværk i norsk og europæisk litteratur, som giver kvinderne en helt ny stemme i litteratur og samfund. Ud fra romantikkens stærke tro på individet, insisterer romanen på et kvindeligt jeg. Collett grundlægger den realistiske romantradition i Norge og foregriber det moderne gennembruds fokus på konflikt og debat. Colletts stil stammede ikke fra den lærde skole, men var over 25 år udviklet gennem dagbøger og breve frem til et let og flydende udtryk for egne tanker og erfaringer. I 'Sidste Blade' (1868), 'Mod Strømmen' (1879) og 'Fra de Stummes Leir' (1877), formulerer hun en feministisk kulturkritik, hvor hun både sætter fokus på en kvindelig selvopgivelse og kulturens idealisering af det kvindelige offer hos Goethe og Byron. Som enke og mor brød hun op, skrev over fyrre år rastløst mellem europæiske hovedstæder og udviklede en flydende, moderne skrivestil, som også præger det fine erindringsværk 'De lange Nætter', (1863) tilegnet andre søvnløse i den tavse nat. Thit Jensen (1876-1957) Børnefødsler ødelagde moderens helbred. På trods af jernkorset og sprængte trommehinder fødte hun vedblivende børn, fortæller Thit Jensen om moderen i erindringsværket 'Hvorfra? Hvorhen' (1954). Det er fra denne tidlige erindring hendes stærke sociale indignation og indlevelse i kvinders liv og vilkår næres. De første romaner blev skrevet på aftenkolde værelser, mens hun tjente til dagen og vejen som tjenestepige i København. Fra debuten 'To Søstre' (1903) og tyve år frem tager hendes hovedpersoner livtag med kvinders afhængighed i ægteskabet og splittelsen mellem arbejde, kærlighed og moderskab. Stærkest i det tidlige forfatterskab står 'Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde' (1918), som forlader den store kærlighed til fordel for uddannelse og det frie erotiske liv i hovedstaden. Roser eller Laurbær? Thit Jensen skrev problematikken til kant og begyndte i stedet at oplyse kvinder om prævention, blev berygtet for sine provokerende foredrag, elsket og husket som forfatter af farverige, velfortalte historiske romaner. Ikke mindst hovedværket 'Stygge Krumpen', (1936) som udfolder samme konflikt i farverige renæssancebilleder iblandet renfærdige idealer. Elsa Gress (1919-1988) Elsa Gress var som humanistisk intellektuel en utrættelig formidler af international kunst og tænkning, og hun anså sig selv for mere kættersk og kritisk end de jævnaldrende, indflydelsesrige heretikanere. Årtier før hendes studieophold i USA 1950-1952 havde hendes unge rejser i 1930'ernes Tyskland formet det kompromisløse frihedsideal, der under besættelsen sendte hende under jorden fra 1943 og kaldte på hendes lynende intelligente modsigelse livet ud. En guldmedalje i 1942 og en magistergrad i sammenlignende litteratur under illegaliteten i 1944 blev fulgt op af en filosofisk essaysamling 'Strejftog' (1945) og debutromanen 'Mellemspil' (1947). Fra debatbogen 'Det uopdagede køn' (1964) går der en lige linje til hendes oversættelse af og forord til Virginia Woolfs »raffinerede og intelligente feminisme« i 'Eget værelse' (1973). De personlige livserfaringer er kunstnerisk bragt i spil i de vitale og bevægende erindringsbøger 'Mine mange hjem' (1965), 'Fuglefri og fremmed' (1971 og 'Compania 1-2' (1976). Ikke mindst den selvbiografiske roman 'Salamander' (1977), fortæller uafviseligt om køn og kunst og om den høje pris som eros tager sig betalt. Agnes Henningsen (1868-1962) Agnes Henningsen kunne i 1918 ikke komme på finansloven, fordi hun med sine bøger gav »et misvisende Billede af Livsværdierne«. Misvisningen lå i skildringen af den seksuelt frigjorte kvinde, der samtidig var intellektuel og moder. Hovedtematikken i forfatterskabet kan sammenfattes i to titler fra Agnes Henningsens otte bind store erindringsværk (1941-1955): 'Let Gang paa Jorden' (1941) og 'Letsindighedens Gave' (1943). Begge dele er tilkæmpet, ligesom den kunstneriske lethed, hvormed Agnes Henningsen skrev sine erindringer. De står i eftertiden som forfatterskabets hovedværker. I samtiden provokerede Agnes Henningsen med en række romaner, bl.a. 'Glansbilledet' (1899), 'Strømmen' (1899), 'Polens Døtre' (1901), 'De Spedalske' (1903), 'Kærlighedens Aarstider 1-3' (1927-1930). I begyndelsen af 1900-tallet opførtes en del af hendes skuespil, bl.a.: 'Den Uovervindelige' (1904). Sin livsfilosofi har Agnes Henningsen formuleret således: »Forlang meget af Andre og endnu mere af dig selv, naar det gælder Arbejde. Forlang alting af dig selv og ikke noget af Andre, ikke det mindste, naar det gælder Kærlighed, saa kan du slet ikke undgaa at blive lykkelig«. (Barnets Magt, 1923). Karin Michaëlis (1872-1950) Karin Michaëlis opnåede fire store gennembrud både herhjemme og i udlandet. 'Barnet' (1902, oversat til 15 sprog) og 'Lillemor' (1902, oversat til 22 sprog) handler om forkrøblende pigeopdragelse. 'Den farlige Alder' (1910) om kvindens overgangsalder blev en europæisk skandalesucces. Tredje gennembrud kom med et 'Træet paa godt og ondt 1-5' (1924-1930), hvoraf især huskes 'Pigen med Glasskaarene' (1924) og 'Lille Løgnerske' (1925). Karin Michaëlis fokuserede i sit forfatterskab på psykologiske reaktionsmønstre, hos børn som voksne. Pigen Gunhild når til følgende livsindsigt: »Man dør ikke af Sorg. Det er kun en Hund, der dør af Sorg. For en Hund er rigtig trofast. Det er Mennesker ikke«. Fjerde store gennembrud kom med Bibi-bøgerne 1-7 (1929-1939). Karin Michaëlis var kosmopolit og nedskrev sine rejseindtryk i bl.a. 'Danske Foregangsmænd i Amerika' (1911), 'Krigens Ofre. Indtryk fra Østrig' (1916) 'Glædens Skole' (1914, om ny pædagogik i Wien). I 1930'erne var hendes hjem på Thurø et tilflugtssted for flygtninge fra Nazi-Tyskland, bl.a. Bertolt Brecht. Karen Blixen (1885-1962) Det Karen Blixen mest beundrede hos de løver, hun skød på sin kaffefarm i Afrika, var at de landede på benene med kuglen i kroppen. Også Karen Blixen fiktionspersoner står »ret op og ned«, når skæbnen rammer dem. I dansk litteratur er Karen Blixen blevet betegnet som »en fremmed fugl«. Det skyldes det internationale synsfelt, de eksotiske miljøer og den kunstneriske overlegenhed. Verdenslitteraturen og verdenserfaringer gennemstrømmer Karen Blixens forfatterskab. Hendes fortællinger kan være præget af realisme eller af fantasi, men de er alle komplekse og fortolkningskrævende. Karen Blixens internationale gennembrud kom i 1934 i USA med 'Seven Gothic Tales', som intet dansk forlag turde binde an med midt i 1930'ernes socialrealisme. Bogen udkom på dansk i 1935. I 1937 kom 'Den afrikanske Farm'. Den indledes med den imposante sætning: »Jeg havde en Farm i Afrika«. Karen Blixens novellesamlinger er 'Vintereventyr' (1942), 'Sidste Fortællinger' (1957), 'Skæbneanekdoter' (1958), heri 'Babettes Gæstebud'. Karen Blixen ville være blevet verdensberømt alene på sit forfatterskab, men hun bidrog selv til sin berømmelse ved sin eminente sans for selviscenesættelse. Cecil Bødker (f. 1927) Cecil Bødker startede med at identificere sig med fandens mælkebøtte, der »griner/ på en grøftekant/ der hvor verden ender« i 'Luseblomster' (1955). I sit store og varierede forfatterskab har hun altid dette sære blik udefra på de mennesker og miljøer, hun skildrer. Efter endnu nogle lyriske værker, bl.a. 'Fygende heste' (1956) og 'Anadyomene' 1959 begyndte Cecil Bødker på sit store modernistiske prosaforfatterskab. Fra novellesamlingen 'Øjet' (1961) stammer de nu klassiske fortællinger 'Vædderen', 'Tyren' og 'Døvens dør'. Modernistiske romaner er 'Pap' (1967) og 'Tænk på Jolande' (1981). I 'Tilstanden Harley' (1965) udfoldes den ene pol i forfatterskabet, det fygende og flygtige menneske, hans modpol, det jordnære menneske, ses i rejseberetningen fra Etiopien 'Salthandlerskens hus' (1972). Cecil Bødker er kendt af hvert barn i Danmark for børnebogsserien om drengen Silas, det første af mange bind udkom som 'Silas og den sorte hoppe' (1967). Amalie Skram (1846-1905) Amalie Skram var stor i sin kunstneriske kraft, stor i sin menneskekundskab og stor i sit naturalistiske sortsyn. Herman Bang så tidligt hendes talent og skrev: »Hun er af uforfærdet Mod, og hun griber om Stoffet med den stærkeste Haand«. Amalie Skram debuterede med to skarpt socialkritiske noveller 'Madam Høiers Lejefolk' (1883) og 'Karens Jul' (1885). Hun blev født i Bergen, men flyttede1884 ved sit andet ægteskab til København. Her udkom 'Constance Ring' (1885), der er præget af vrede over tidens seksuelle dobbeltmoral. Seksualitet i og uden for ægteskab og i forskellige miljøer blev gennemspillet i 'Lucie' (1888). 'Forrådt' (1892) er en formfuldendt ægteskabsroman, hvor ægtemand og hustru begge skildres som både offer og bøddel. En kunstnerisk kraftanstrengelse er 'Hellemyrsfolket',(1887-1898), der over fire bind følger flere generationer af samme familie. Amalie Skram rejste med sin første ægtemand, der var kaptajn, verden rundt. Erfaringer fra sømandslivet indgår i 'Hellemyrsfolket' og danner sammen med de mange forskellige miljøskildringer et storslået naturalistisk kulturbillede. Der går gennem sortsynet et strejf af humor og et åbent blik for ikke-seksuelle kærlighedsformer, en far og hans lille søn, et søskendepar, to venner.