Frederik Stjernfelt (tv) og Søren Ulrik Thomsen. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Frederik Stjernfelt (tv) og Søren Ulrik Thomsen. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Bøger

Store mænd

Forfatterne Thomas Boberg og Niels Frank tager til genmæle imod, hvad de kalder »snerpet moralisme, hykleri og småborgerlighed af allerværste skuffe« i Frederik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens omdiskuterede, nye debatbog.

Bøger

Nu har horder af sindsforsnottede livsdyrkere de seneste fem-seks år gået rundt og leget oprørere og avantgardister til ingen verdens nytte.

Så er det godt, vi har Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt i nyindkøbte tweedjakker til at mane hele flokken til besindelse.

For det er virkelig for galt: De falske avantgardister vil kun kritisere og kritisere, men de nægter pure at tale godt om noget.

At være opbyggelige. Positive. At værne om landets fine institutioner og synge med på salmerne i kirken hver søndag.

Mudderkast
Nu er det nok, slår d'herrer Thomsen og Stjernfelt fast i deres nye rød-sorte bibel med en titel, der ville egne sig perfekt som sprogtest i folkeskolen: 'Kritik af den negative opbyggelighed'.

Kritik af hvad, spørger De måske, og vi forstår Dem godt.

Jo: Kritik af, at alle render rundt og kaster mudder på det danske sprog, på de folkevalgte politikere, på Det Danske Akademi, på folkekirken, på den danske sangskat, på monarkiet, på det danske folkekøkken, på god ro og orden.

Skrækvision
Man ser for sig menneskemængder i gaden med bannere og stenslynger, lige indtil man altså rent faktisk kaster et blik ud på gaden og forstår, at dét vist nærmest er en skrækvision hos de to forfattere.

For sjældent har man dog set et mere ordentligt, arbejdsomt, pligtopfyldende folkefærd, hvis største angst er at falde udenfor.

Og alligevel synes forfatterne altså, at der er noget ravruskende galt i vores land.

'Det ophøjet uforanderlige'
Guderne må vide, hvilke bassiner de står med hovedet nede i.

Men fra dybderne anholder de alt, der er »vulgært«, »vås«, »lummert«, »hjemmestrikket«, »sentimentalt«, »lavkirkeligt«, »parfumeret«.

I stedet taler de varmt om »det ophøjet uforanderlige«, som nu i den lille Aghia Dynamis-kirke i Athen, hvor »stilheden herskede og lysene brændte foran ikonerne«.

Primitivt
Man ser d'herrer Thomsen og Stjernfelt sidde »midt i vestens hjerte« (et sted på højde med himmerige, må man tro) og holde hinanden for næsen i hørmen af »naturreligion, mysticisme, astrologi, hermetisme, mikro-makro, trobriandere, aztekere, mayaer« og andet »negativt motiveret importvås«.

For det er jo klart: Alt det, der ikke enten er benhård, vestlig rationalisme eller luthersk evangelium, er »primitivt«.

For nu at nævne endnu en af d'herrers negative beskrivelser af alt det, de afskyr af hele hjertet.

Filosofi fra pigehæftet
Midt i hele denne negative kritik af den negative kritik (ja, det er sandelig kompliceret) er det svært ikke at komme til at tænke på Heidegger, den gamle nazist, der hævdede, at filosofi kun kunne skrives på tysk.

For er det ikke sådan cirka det samme, Thomsen og Stjernfelt nu påstår:

Hvis man ikke er rationalist ind til benet, og hvis man ikke er inderlig på den rette lutherske facon, så er man »sentimental«, »parfumeret« osv. Så skriver man filosofi i pigehæftet.

Upassende bifald
Lad os prøve at se på et par eksempler. En søndag formiddag er den ene af vores helte til gudstjeneste i Københavns Domkirke, da to »støjende fulderikker« slingrer ind i forhallen for at få ild på cigaretten. Det får de, fortæller Søren Ulrik Thomsen med slet skjult selvgodhed, men tilføjer så:

»Åbenbart frustrerede over, at det ikke var kommet til konflikt med borgerskabet« åbner de to mænd med guldøl i hænderne døren ind til kirkerummet og råber »et eller andet foragtende«. Det får nu vor udsending til at fare i flint: Når mændene var gået ind i kirken, hvæser han, »var det tydeligvis for at løfte deres sølle eksistenser op i en mere glansfuld sfære«.

Ja, man ser det virkelig for sig: De to alkoholikere ville jo i virkeligheden selv være Jesus, ikke sandt? De ville overdynges med kirkens guld og myrraskær, men de anede ikke et ord af, hvad de selv sagde.

Eller tag nu den folkekære Dianas begravelse i Westminster Abbey. Her havde menneskemængden taget opstilling uden for kirken, og menneskehavet »gennembølgedes af voldsomme følelser«, fortæller samme Thomsen, og »antog en så skræmmende styrke, at jeg for første gang virkelig forstod begrebet pøbel«.

Senere forfærdes Thomsen over massernes »særdeles upassende« bifald efter Earl Spencers ligprædiken, hvori han kritiserede det engelske kongehus for dets behandling af hans søster.

Den bøjelige sandhed
Og der var den så igen: Man må ikke kritisere, og slet ikke kongehuset, og da slet ikke inde i kirken!

Forfaldet i vores kultur, forstår man på Thomsen og Stjernfelt, skyldes netop, at de hovedløse kritikere nægter at respektere landets institutioner. For hvis vi nu bare alle ville respektere institutionerne (og d'herrer sidder naturligvis i det allerinderste gemak i flere af dem), så ville enhver kende sin plads, og så ville vi ikke hele tiden opleve »skamløs aggression« fra pøblens side.

Nej, for kirken er en sikring mod alskens primitiv overtro, og den forhindrer, at samfundet »forfalder til førerdyrkelse og etnisk udrensning«. Og monarkiet forhindrer, at »der går royalty i politik«, som når visse borgerfamilier (Kennedy og Bush f.eks.) ophøjer sig selv til politiske guder.

Det lyder alt sammen meget glimrende - endskønt lige lovligt negativt defineret - hvis det bare ikke havde været så lodret forkert. Intet i historien har vist, at kirken har forhindret etnisk udrensning - tværtimod: Den har været selve legitimeringen af adskillige udrensninger.

Og intet kongehus i historien har nogen sinde forhindret, at særlige familier og klasser er blevet løftet op til symbolske højder, heller ikke inden for det politiske. Bare i aktuel dansk politik findes utallige dynastier. Men sådan er sandheden som bekendt så bøjelig. Så opbyggelig.

Falske profeter
Lad os kaste et blik på forfatternes kritik af den kritiske kunst. Også her kommer Jesus på banen. For når nu »succesrige kunstnere med velbeslåede bankkonti« bliver ved med at understrege, hvor »marginaliserede og udstødte« de er, så må det jo skyldes, hævder Thomsen og Stjernfelt, at også de vil lege Vorherre på korset. De vil have medlidenhed, for medlidenhed fører altid til, at man får ret, ligegyldigt hvad man siger.

Igen priser man sig lykkelig over at leve i et land, hvor to hædersmænd som Thomsen og Stjernfelt udviser den rette påpasselighed over for de hovedløse kunstnere. »Der er grund til at være på vagt«, fortæller forfatterne, når nogen stiller sig an som Jesus. For »ved at gøre sig lækker som offer« er den falske profet »sandsynligvis samtidig i færd med at positionere sig i et eller andet internt magtspil«.

Nu vil De måske mene, at forfatternes påpasselighed nærmer sig mistænksomhed. Og vi forstår godt Deres usikkerhed. For der er ikke nævnt ét eneste eksempel på falske profeter i bogen.

Det har forfatterne bevidst undladt, forstår man af deres forklaring, for at bevare det principielle ved diskussionen. Og det lyder jo også vederhæftigt. Lige indtil man rent faktisk giver sig til at læse bogen og støder ind i det ene navn efter det andet. For skulle bogen ikke diskutere sagen i stedet for personerne?

På lette skøjter
På et tidspunkt forstår man, at det er alle de forkerte navne, der er nævnt. Alle dem, der ikke rigtig har pant i diskussionen. Alle dem, det ikke er farligt at slå på. Alle dem, vi kan blive enige om helt ureflekteret gør brug af kunstnerklicheerne.

Herunder en lang række rockjournalister på Politiken, livsstilsskribenter og lidt for bløde skolepædagoger, ja, og såmænd alle børnenes Bubber, der er kommet til at sige, at de voksne ingenting har forstået.

Her må man virkelig beundre forfatternes mod. Det er to mænd, der har rygrad nok til »at tale Roma midt imod«, som de selv noterer igen og igen. Tænk, at de tør! Man kan måske også undre sig over, at forfatterne kun nævner de kritiske kunstneres motiver (at de vil have medlidenhed), men ikke skriver et eneste ord om deres ideer.

Og man kan undre sig over, at de på lette skøjter glider hen over tidernes reelle, håndgribelige, blodige undertrykkelse i deres beskrivelse af frigørelseskampene igennem historien. Som om historien var én lang harmoni, og de falske profeter i virkeligheden bare legede deres barnlige selskabsleg - De ved: små slag med håndtasken mod de fine mure.

Syndebukke
Og man kan undre sig over, at forfatterne ikke har opdaget, at de undervejs i deres bog flere gange beskriver sig selv som »lækre ofre«. Som når de nu får sig fremstillet som udstødte af alle de udstødte avantgardister.

Eller som når Stjernfelt harcelerer over, at universitetet er truet af nyliberalisternes nyttetænkning og fortsatte økonomiske udsultning. Eller som når Thomsen fortæller, at han har følt sig tvunget til at tage til udlandet for at kunne få lov at bede uden at skulle skamme sig. Underforstået: Fordi han blev drillet med sin tro af danskerne.

Men det værste er måske, at d'herrer nægter at kendes ved, at deres mistænksomhed over for kritiske tænkere langt hen svarer til tidehvervspræsternes kritik af menneskerettighederne som »fup«. For fra begge sider bliver det jo hævdet, at det ikke tilkommer noget menneske at frelse et andet menneske. Det kan nemlig kun Gud.

Så den, der vil frelse, gudeliggør sig selv. Han hænger sig selv op på korset i ren helligbrøde. Han forstår ikke, at det eneste, mennesket er, er en lille syndebuk, der »ikke bør opkaste sig til Gud«. Som nu avantgardisterne og kvinderne og homo'erne og de sorte og de udbyttede i den tredje verden, ikke sandt? Syndebukke alle til hobe. Der bare har at vente på Gud og bedre vejr.

Usympatisk menneskesyn
Vi indrømmer, at vi føler os en lille smule negativistiske over for Thomsen og Stjernfelts bog. Ikke fordi bogen modsiger dette og hint, som vi selv tror på. Ikke for at vippe nogen af pinden på et eller andet parnas eller bestorme kantinen inde i magten.

Ikke fordi vi vil begå et pænt forsinket »fadermord«, for vi respekterer naturligvis begges indsats andetsteds: i poesien og videnskaben. Men ganske enkelt, fordi vi ikke bryder os om menneskesynet i deres bog.

Hvilket menneskesyn, spørger De måske? Jo: Forestillingen om, at et menneske er én ting, at mennesket skal kende sin plads, at det ikke må forandre sig, at det ikke må dumme sig. Tag nu Thomsens beskrivelse af sygeplejerskens rolle:

»Arbejder f.eks. en sygeplejerske naturligvis både for patienterne og hospitalet, arbejder hun i sidste ende først og fremmest for den Gud, der gav hende evnen til at løse denne opgave«. Ja, det står der sgu. Tænk sig, hvis den stakkels kvinde en dag ville skifte job.

Snerpet moralisme
Nå, men gudsindgivetheden er jo belejlig, for så må også Thomsen have fået sin »særlige evne af Gud«. Og så må han bruge sine »betroede talenter« fuldt ud uden smålig skelen til tidens paphoveder.

Sådan burde også den bankdirektør, som Thomsen skælder ud undervejs, holde op med at drømme sig ind i rollen som » rebel - i sandhed! - without a cause«, når han i weekenden tager en tur på sin motorcykel. For han er og bliver aldrig andet end bankdirektør, om han så lader skægget stå nok så længe.

Og hvordan ved vi egentlig det? Jo, for Gud har jo på forhånd gravet pladsen ud til hver af os. Til gengæld kan Thomsen selv godt træde direkte fra altergangen i kirken og ud i det verdslige rum uden at lade det ene glide ind over det andet. Som om troen var en pære, man kan tænde og slukke for efter behov. Eller et spørgsmål om at barbere sig til de givne lejligheder.

Sådan er bogen fuld af selvmodsigende teologi, snerpet moralisme, institutionsfetichisme, autoritetshyldest, manglende selvkritik, hykleri og småborgerlighed af allerværste skuffe - den, der har stået lukket siden 1950'erne.

Bevægelse og dynamik
Til slut må vi vist hellere være lidt opbyggelige. Lidt credo-agtige. For hvad tror vi så på?

Vi tror, at vi uigenkaldeligt er inficeret af alskens »importvås« - ikke-vestlige, åndelige retninger, fjerne og halvt slumrende mytologier, mayaskulpturer, zenbuddhisme, østasiatisk mad, argentinske vine, shamanisme, fremmede stemmer.

Vi tror på, at særlige oplevelser kan åbne sindet, skønt vi med skam at melde er »hedenske«, ja, vi er måske ligefrem »vitalister«. Men vi forsøger at undgå enhver ansats til spejdervæsen og føler os i det hele taget tættere knyttet til »livsstrømmens« grumsede vand end til døden.

Vi bifalder bevægelse i det kunstneriske værk. Vi bifalder dynamik. Nerve. Vi bifalder forandringens og forvandlingens grumme nødvendighed. Vi tror på, at der kan ligge en helt særlig skønhed i »hjemmestrikkede livsanskuelser«.

Usynlig magt
Til gengæld (mere negativisme!) er vi imod, at nogen fortæller os, hvordan vi skal skrive, ånde, sove, drikke, elske - og med hvem. Og vi frygter at skulle bo i al evighed i en af Søren Ulrik Thomsens fodnoter, især den med fyrre års nid og nag. Eller den, hvor vi skal straffes med fallit, fordi vi engang har sagt noget, han ikke brød sig om.

Og gad så i øvrigt vide, om ikke Jesus var en af historiens største negativister i sit opgør med de skriftkloge osv.?

Alligevel har vi svært ved at begejstres over kirker, hellige sammenslutninger, klubber med medlemskort, loger. Alle de steder, hvor magten er usynlig. Så i virkeligheden foretrækker vi nok at være (eller forblive?) udenfor, i hvert fald hvis indenfor ser ud som i denne bog: et sted fuldt af nedladenhed, selvtilfredshed, livsforskrækkelse.

Alle artiklens citater markeret med » og « er fra Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens bog 'Kritik af den negative opbyggelighed.'

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden