Peter Seeberg. Litteraturens milde troldmand med de viltre krøller og det uudgrundelige smil. Ja, selvfølgelig skal danske elever stifte bekendtskab med Seebergs litteratur i både folkeskolen og gymnasiet. Det litterære kanonudvalg under Undervisningsministeriet var tilsyneladende ikke i tvivl, da der sidste år skulle peges på uomgængelige navne i dansk litteratur. Afslag på afslag Seeberg blev placeret på listen sammen med Bang, Pontoppidan, Rifbjerg, Blixen og Oehlenschläger, som det naturligste af verden. Slår man lidt tilbage i det litterære bogholderi, kan man imidlertid se, at Seebergs placering i dét selskab langtfra lå i kortene. I starten af sit forfatterskab var han nærmest prototypen på den unge forfatter, der fik afslag på afslag fra forlagene. Det fremgår af den nye bog 'At åbne arkivet' om Peter Seeberg og Hald Hovedgaard, som litteraterne Anne-Marie Mai, Jørgen Aabenhus og Maria Davidsen har redigeret. 2 mio. i sponsorstøtte Bogen er udkommet i anledning af, at Peter Seebergs arkiv permanent er blevet placeret på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgaard syd for Viborg. Både Seeberg-arkivet og Seeberg-opfindelsen Arkiv for Ny Litteratur er de seneste år blevet gennemgået og registreret af forskere på henholdsvis Statsbiblioteket i Århus og Syddansk Universitet. Registreringen har været mulig takket være 2 mio. kr. fra Veluxfonden. 6.000 breve Arkiv for Ny Litteratur indeholder mange timers båndoptagelser med mere eller mindre vidtløftige forfatteres samtaler, ligesom man hér finder Arenas forfatterarkiv. Peter Seebergs arkiv rummer blandt andet 6.000 breve. Langt de fleste af dem er til Seeberg, men der er også breve fra forfatteren selv. Et af de centrale i samlingen er til den legendariske Arena-direktør K.E. Hermann, da Seeberg, 29 år gammel, sender sit første romanmanuskript til forlaget, der efter kun tre års levetid har markeret sig som de nye stemmers forlag. Året før, i 1955, udgav Arena elleve skønlitterære titler, hvoraf seks var danske debutanter, så det var egentlig ikke så sært, at Seeberg henvendte sig til Arena. Udueligt makværk Som det fremgår her, var Arena dog på ingen måde det første sted, Seeberg prøvede lykken: "Til forlaget Arena. 17/4/56 Vedlagt tillader jeg mig at sende Dem manuskriptet til en roman BIPERSONERNE, som jeg må tilstå har fået en krank skæbne hos de fire forlæggere, den hidtil har været tilsendt: Hasselbalch, Schønberg, Gyldendal, H. Reitzel, og det skønt den har været mere eller mindre varmt anbefalet af konsulenterne, dog ikke Gyldendal, hvor man betragtede den som udueligt makværk og ondsindet goldhed. Aktstykkerne fremsender jeg gerne, om det har interesse. Samtidig ekspederer jeg et brev fra Ole Sarvig til Dem videre; det er vist skrevet i den bedste mening. Da det kan have en vis interesse for Dem ved bedømmelsen af de salgsmæssige muligheder, skal jeg lige nævne, at bogen er blevet varmt anbefalet (i responsa) af Jens Kistrup (Berlingeren), Thorkild Hansen (Information), af H.J. Lembourn, mens Jens Kruuse (Jyllands-Posten) ikke kunne gå 100 % ind for den. Med venlig hilsen, Deres Peter Seeberg". Tidstypisk fællesportræt Når Seeberg skriver, at han videreekspederer et brev fra Sarvig, som »vist er skrevet i den bedste mening«, er der tale om en monumental underdrivelse. Ole Sarvig fortæller i brevet, at han ad omveje er blevet gjort bekendt med Seebergs manuskript, som han nu har læst. »Peter Seebergs 'Bipersonerne' er det mest fantastiske stykke litterære pointilisme, jeg har set«. »Betragtet paa afstand blir de tusinder af korte linier, abrupte rytmer til tydelige, mørke, krumme, oprette, ventende skikkelser mellem tidens skillevægge«, skriver han og karakteriserer lidt senere bogen som et tidstypisk fællesportræt, ligesom han karakteriserer romanen som begyndelsen på et værdifuldt forfatterskab. Vel at mærke et forfatterskab, som fire af tidens toneangivende forlag havde sagt nej tak til. Et forfatterskab, der siden leverede danske novelleklassikere som 'Rejsen til Ribe', 'Argumenter for benådning' og 'Om fjorten dage'. 'Bipersonerne' skildrer en række mennesker, som arbejder i et filmstudie nær Berlin i 1943. Nogle er der af egen fri vilje, andre er tvangsudskrevet. Men de er alle bipersoner i forhold til krigens hovedaktører af soldater og modstandsfolk. Romanen bygger på Seebergs egne oplevelser i tyske filmstudier i Berlin i netop 1943. Hans rejse var, som Marianne Juhl skriver i Dansk Forfatterleksikon, en flugt fra det hjemlige miljø og plagsomme selvrefleksioner, parret med et håb om at få nærkontakt med virkeligheden. Indespærret i selvrefleksion Det halve år i Berlin var en skuffelse. Til gengæld gav opholdet stof til den senere forfatter. Ikke alene til 'Bipersonerne', men også til 'Fugls føde' fra 1957, hvori Seeberg skriver om en forfatter, som synes indespærret i sin egen selvrefleksion uden at kunne skrive noget, der har forbindelse til den virkelige verden. Hjemkommet fra Berlin begyndte han dog først at studere litteraturvidenskab, og da han bliver cand.mag., fører uddannelsen ikke til litterære studier, men til et job på Nationalmuseet. Et job, som er starten på Seebergs dobbeltsporede karriere. Som museumsmand og skønlitterær forfatter. Af bogen om Seeberg og Hald fremgår det, at han som forfatter har forsøgt sig inden for stort set alle genrer. Også digte har han skrevet. Hans efterladte arkiv rummer originalmanuskripterne til næsten alle hans bøger, og det rummer desuden skitser, udkast og notater - plus et par ikke hidtil offentliggjorte noveller. Udkast efter udkast Af det efterladte manuskriptmateriale fremgår det også, at Seebergs manuskripter på ingen måde var historier, han bare rystede ud af ærmet. De tre redaktører af 'Seeberg & Hald', Anne-Marie Mai, Maria Davidsen og Jørgen Aabenhus, fortæller eksempelvis, at han har skrevet 16 udkast til sin roman 'Hyrder' fra 1970, og undervejs har den heddet såvel 'Den nye leg', som 'Hjælpere', indtil den fik titlen 'Hyrder' ved udgivelsen. Som et kuriosum rummer arkivet også hele 11 skuespil, som den unge Seeberg skrev i årene 1942-43. Seeberg har selv skrevet en liste over skuespillene og noteret, hvornår de er skrevet. Nederst har den da 18-årige Seeberg lakonisk skrevet: »Hermed slutter mit forfatterskab«. Dén tror han vist ikke engang selv på, og da han i 1960 som 35-årig flytter til Viborg for at blive museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum, har han da også fået udgivet både 'Bipersonerne' og 'Fugls føde'. Slæbt til Jylland Det er i Viborg, hans mange aktiviteter efterhånden løber sammen på Hald Hovedgaard: Den litterære institution uss - under stadig skælven - der holder årlige temadiskussioner om dansk litteratur samt forlaget Arena og Arkiv for Ny Litteratur. Da Seeberg flytter til Viborg, holder K.E. Hermann og forlaget Arena stadig til på Sjælland. Arena kæmper for at holde den økonomiske skrue i vandet, hvilket ikke er nemt, eftersom forlaget udfylder nogle af de huller i det litterære landskab, som de store etablerede forlag efterlader. Selv om Seeberg har etableret sig som forfatter, holder han forbindelsen til Arena ved lige. I 1965 indtræder han endda som formand for aktieselskabet Arena, og da økonomien strammer til i årene derefter, foreslår han, at forlaget simpelt hen rykker til Jylland. Ja, til Viborg. Der skal nye penge til, hvis Arena skal klare sig, og Seeberg trækker på sit lokale netværk, som det fremgår af det interview, litteraterne Anne-Marie Mai og Anne Borup får med Arenastifteren K.E. Hermann i 2001 på Hald Hovedgaard, to år før forlæggerens død. »Han (Seeberg, red.) slæbte os til Jylland. Han havde fået en aftale med en god borgmester, og vi oprettede det, vi med et mærkeligt begreb kaldte: Arkiv for Ny Litteratur, som jeg skrev vedtægterne til«. »Jeg var så klog, at jeg i slutningen af formålsparagraffen skrev: »at udgive bøger« - vi havde jo Arenaforlaget. Ganske smart, ikke sandt? Men det var også det eneste konkrete, der var i gang«, fortæller K.E. Hermann i interviewet, der er gengivet i bogen om 'Seeberg & Hald'. Vigtig kulturinstitution Arkiv for Ny Litteratur, der var berettiget til kommunal støtte, blev det økonomiske fundament under Arena. Hermann og aktiviteterne rykkede først ind på Taarupgaard Ungdomsskole, men flyttede tre år senere til Hald Hovedgaard. Som lejere. Det blev de økonomiske problemer nu ikke mindre af, men Peter Seeberg fik sat K.E. Hermann i forbindelse med førstedirektøren for Københavns Handelsbank, og en pæn donation fra banken var baggrund for, at Hald Hovedgaard i 1975 kunne blive selvejende institution. En selvejende institution, som i dag er ramme om litterære arrangementer, årlige kurser for Forfatterskolen og nu også hjemsted for Peter Seebergs arkiv og Arkiv for Ny Litteratur. Plus - ikke at forglemme - stedet, hvor oversættere og forfattere for en tid kan krybe ind i deres eget lille sneglehus og få ro til at skrive de bøger, de brænder inde med. Og skulle de undervejs blive i tvivl om projektets holdbarhed, kan de altid gå op i biblioteket og slå op i bogen 'Peter Seeberg & Hald' og læse den unge forfatters brev til K.E. Hermann. Til gengæld bliver det stadig sværere at se, hvor de nye forfattere skal finde en K.E. Hermann anno 2005.