Et er søkort at forstå, et andet skib at føre, hedder det. Søkortet udtrykker en viden om forholdene på søen, men i sig selv er denne viden selvfølgelig utilstrækkelig. Der mangler færdigheder i at navigere, og så mangler der det, som efter filosoffen Michael Polanyi er blevet kaldt »tavs viden«. Dvs. en ikke-definerbar mængde intuitioner, som livet og erfaringerne opbygger hos fagmanden. Viden er i det hele taget en underlig ting. Hvordan kan der på indersiden af kraniet - eller endog i kroppens endokrine beredskab - forekomme en slags repræsentation af (viden om) den verden, som er uden for os? Det er da en gåde. Og vi kender ikke tilnærmelsesvis svaret, skønt vi selvfølgelig har masser af teoretiske ansatser til, hvordan det kunne tænkes at foregå. Sjælevandring I dialogen, som har navn efter Menon, stillede Platon følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, vi kan formulere et problem, uden at vi kan formulere dets løsning? Vi forstår, at noget er galt, men hvordan kan vi forstå det, når vi ikke ved, hvad det gale er? Som hvis man kunne se et hus, man ikke kan se. Selv hævder Platon, at denne mærkværdige 'synskhed' via sjælevandring stammer fra tidligere livs viden. En mere tilfredsstillende forklaring er vel, at erfaringen har givet os en ballast af ikke-eksplicit - altså tavs - viden, der kan vejlede vores dømmekraft. Min personlige intuition siger mig, at vores eksplicitte viden flyder rundt på et ocean af tavs viden, lidt på samme måde, som kontinenterne flyder rundt på Jordens kontinentalplader. Foragt for ekspertise Af gode grunde er uddannelses-systemet bygget op om tilegnelsen af eksplicit viden, og hvad vi formidler af tavs viden, kan vi ikke godt vide. Skulle vi angive en enkelt god årsag til regeringens beklagelige foragt for ekspertise, kunne det være, at ekspertisen har en tilbøjelighed til at være blind for sin egen forankring i tavs viden. Eller - med andre ord - at være blind for sin dybe afhængighed af forhold hinsides ekspertisen selv. Men når foragten for ekspertise udmøntes i en gymnasiereform, der med et sværdslag sætter tværfaglighed op som indgangsportal til gymnasiet på bekostning af faglighed, så viser det sig, at denne foragt mere skyldes mangel på respekt for viden og kundskaber i almindelighed, end den skyldes noget andet. Den tavse viden sætter usynlige skel mellem fagene, og der er for mig ingen tvivl om, at der ligger meget betydelige ressourcer gemt i ethvert forsøg på at komme disse skel til livs. Nødvendigt erkendelsesarbejde Men en af grundene til, at disse skel er opstået, er selvfølgelig den indre konsistens i fagene selv. Vil man overskride skellene, må man altså til at arbejde med fagenes indre teoretiske struktur, og at kaste landets gymnasielærere hovedkulds ud i den opgave at udføre et sådant erkendelsesarbejde nærmest fra den ene dag til den anden er fuldstændig ude i hampen. Det er et arbejde, der vil kræve års forberedelse i samarbejde mellem universitet og gymnasium. Det gør imidlertid ikke dette erkendelsesarbejde mindre påkrævet. Når en gymnasielærer i sin vrede over reformen skriver, at »de sandheder, man måtte nå frem til i den fysiske verden er irrelevante for forståelsen af fiktionen og omvendt« (Weekendavisen 22.12.), ser man hvorfor. Den tavse viden, som giver vores oplevelsesliv dybde, lader sig nemlig ikke indordne under den eksplicitte videns tvedeling af verden i sjæl og legeme. Kroppens slimede søle er altid til stede i vores åndsliv og vice versa. Både dansktimerne og biologitimerne må være åbne for indsigter, der kan tematisere denne fortiede - eller fortrængte? - nærhed.