Det er ingen tilfældighed, at forfatteren Johan Wolfgang von Goethe kalder sine erindringer for 'Dichtung und Wahrheit' - digt og sandhed. Sådan er det jo. Om de er forfattere, forlæggere eller kritikere, er der enighed om i hvert fald én ting. Erindringer er ikke sandheden om et liv. De kan være et skønmaleri, en bortforklaring, et hævntogt eller måske bare en gabende kedsommelig gennemgang af et livs mødekalendere. Men sandheden? Aktuelt spørgsmål »Hvis man tror, erindringer er den nøgne sandhed, er man naiv«, siger forlæggeren Claus Clausen fra Tiderne Skifter. Til gengæld kan erindringer jo heller ikke bare være begivenheder, man griber ud af den blå luft, for så ville det ikke være erindringer, men skønlitteratur. En roman. Men hvor rigtige eller sande skal erindringer egentlig være? Spørgsmålet er blevet aktuelt igen. Ikke alene fordi Jørgen Leths erindringer har givet bølgegang i den danske andedam, men også fordi sidste års mest solgte bog i USA, James Freys erindringsbog 'A Million Little Pieces', mildt sagt har vist sig at være en erindringsforskydning. For ikke at sige løgn. Bestseller Det var ellers en god historie, Frey fortalte. Det havde været hårdt for ham. Et misbrug af stoffer og sprut, en barsk Minnesotakur, et efterfølgende sammenstød med politiet, der sendte ham tre måneder i spjældet, hvor han bl.a. kunne huske tilbage på sin ungdom, hvor en High School-veninde blev dræbt ved en togulykke, som han fik skylden for. Og alligevel var han landet på benene og i stand til at fortælle om sit liv i 'A Million Little Pieces'. Det var lige en bog efter Oprah Winfreys hoved. Hun anbefalede den hjerteligt i sin bogklub, hvorefter den solgte i millionoplag. Sidste år blev salget i USA kun overgået af den nye Harry Potter-bog. Løgnehistorie Der var bare lige det problem, at centrale dele af Freys historie simpelthen ikke passede. Det netbaserede forum for undersøgende journalistik, der meget passende hedder 'The Smoking Gun', den rygende pistol, ønskede at indlemme Frey i samlingen over kendte mennesker, der har fået deres foto taget af politiet under arrestation eller fængsling. Folk som O.J. Simpson, Michael Jackson og Hugh Grant. De kunne imidlertid ikke finde oplysningerne om Freys tre måneders spjældtur, for den havde aldrig fundet sted. Han havde i bedste fald rundet en politistation i et par timer, fordi han var mistænkt for spirituskørsel. Og da magasinet Time efterprøvede nogle af de øvrige postulater, eksempelvis om en nær venindes død ved en ulykke, var der heller ikke gevinst. Det var løgn. Han havde ifølge familien overhovedet ikke været en nær ven, og ingen havde på noget tidspunkt sat ham i forbindelse med ulykken. Først fastholdt Frey essensen af sin historie, men siden indrømmede han live hos CNN-værten Larry King, at han måske havde forskønnet sin historie. Men i hvert fald ikke mere end fem pct. Oprah Winfrey overraskede alle ved at ringe ind midt under udsendelsen for at meddele, at hun stadig stod bag James Frey, fordi han havde skrevet en bog, der var kommet til at betyde rigtig meget for mange læsere. Og samtidig skyndte hun sig at sige, at hun jo stolede på, at forlagene sørgede for, at deres bøger blev kategoriseret korrekt - med andre ord roman eller erindring - og at de i øvrigt stod inde for deres ægthed. På herrens mark Forlæggeren Claus Clausen, som bl.a. har udgivet HA-rockeren Jønkes erindringer, mener, at redaktørerne har meget begrænsede muligheder for at tjekke de selvbiografiske værker. »Man er på herrens mark. Enten skal man have en konsulent, som har levet på samme tid eller været involveret i noget af det samme, f.eks. politik eller forskning, og i øvrigt har fulgt det pågældende område«. »Ligesom tilfældet er med biografier, må man have tillid til, at det, der står, nok er sandt, for ellers ville det kræve, at man havde en konsulent, der vidste mere end forfatteren selv«, siger Claus Clausen. Fejlerindringer Direktør i GB-Forlagene, Torben Madsen, siger, at man som god redaktør vil tjekke sine data, men at man ikke tjekker, om folk nu eksempelvis har været i fængsel. »Man regner jo ikke med, at det er noget, folk praler med, hvis det ikke er tilfældet«, siger han. Til gengæld ved Torben Madsen godt, at erindringer på alle mulige andre måder kan have et meget løst forhold til virkeligheden. At de kan være fantasterier, der udgives som erindringer. »Jeg har det ligesom Klaus Rifbjerg, der i forbindelse med Jørgen Leths bog spurgte, om erindringsbøger nu skal til at være 100 pct. korrekte. Det er jo den erindrendes version af virkeligheden, og man kan komme til at skrive noget, man tror er rigtigt, men som er forkert«. »Vi har alle fejlerindringer, men hvis det gælder de spektakulære ting, som har gjort en bog meget solgt, er det selvfølgelig pinligt. Men hvad med alle de erindringsbøger, der har været partsindlæg om det ene og det andet. Fra Jan Bonde Nielsen til Rasmus Trads. Hævdes de at være rigtige i objektiv forstand?«. »Jeg beskylder ikke Bettina Heltberg for at lyve, men er hendes erindringer sande fra ende til anden? Og tag Ole Wivels erindringer, som er den skrevne version af hans liv. Der er pyntet nogle steder, og der er glemt andre steder«. »Tror du på, at Hans Jørgen Lembourn havde dette lange forhold til Marilyn Monroe? Hvad er det lige, vi leger?«, spørger Torben Madsen. Status over et liv Gyldendals litterære direktør Johannes Riis siger, at man naturligvis ikke kan digte begivenheder som et fængselsophold eller en fiktiv uddannelse ind i sine erindringer. »Men det interessante ved erindringer er jo først og fremmest, hvordan forfatteren beskriver og fortolker bestemte episoder eller forløb eller livsspand, og dem findes der jo ikke én bestemt sandhed om. Det kan man jo se, når man f.eks. hører en søskendeflok diskutere deres barndom«. »Selv om man har været det samme sted, haft de samme forældre og kendt de samme mennesker, så kan brødre og søstre opfatte ting og personer helt forskelligt. Når jeg taler med mine egne brødre, opdager jeg en gang imellem, at jeg går med nogle helt andre billeder i hovedet, end de gør, af de samme episoder og personer«. »Det kan være en lærer eller et familiemedlem, som vi ser helt forskelligt på. Og man kan jo ikke sige, at den ene forståelse er sandere end de andre«. »Som Tage Skou-Hansen skriver, så vil vi gerne finde en linje eller en mening med vores liv, erindringer er en slags status over et liv, og man vil gerne se, at det alt sammen ikke var helt forgæves, ikke helt ved siden af«, siger Johannes Riis. Fulde af løgn I sin bog 'På sidelinjen' er det netop med disse briller, Tage Skou-Hansen analyserer, hvorfor erindringer kan have et skævt forhold til den såkaldte virkelighed. Han skriver: »Jeg læste en masse klassiske erindringer den første tid, jeg boede her. Jeg troede vist man kunne stole på dem, men de er lige så fulde af løgn som romaner. De får skik på det hele, trækker forbindelser mellem begivenheder, som ikke havde ret meget med hinanden at gøre, og lader som om de selv havde styr på tingene«. »Det der ikke passer sammen, smider de ud. Sådan var det bare, siger de. Sådan husker de det altså, og spor anderledes var det heldigvis eller desværre ikke«. »Men jeg fandt måske ud af, hvorfor folk sjældent siger hele sandheden. Det er ikke fordi de skammer sig over sig selv. De er bange for, at deres anstrengelser var forgæves eller der ikke var mening nok i dem«. »Så finder de en linje og skriver, som om de alligevel nåede hvad de ville, næsten da, og lægger en sammenhæng ind i det, som måske var det rene kaos eller bare tomhed. De er tit meget kloge, så jeg har ikke spor imod det. Jeg tror bare ikke på det«. Den analyse kan Johannes Riis godt skrive under på: »Allerede Goethes erindringer hed 'Dichtung und Wahrheit', og det er vel helt accepteret, at man digter lidt, når man skriver erindringer, og måske er det også sådan, at man skal lyve lidt, for at det bliver sandt«. »Hvis man ønsker at klargøre en bestemt linje eller udvikling i ens liv, så kan det godt være, noget lige skal strammes lidt og fortolkes en smule, så man får den ønskede sammenhæng frem«. Det opfatter du ikke som løgn? »Nej. Det kan jeg sagtens leve med«, siger Johannes Riis. Det uperfekte menneske Forfatteren Jørgen Leth skriver ikke erindringer for at konstruere et bestemt billede af sig selv. Nærmest tværtimod. »Det vigtigste for mig er, at erindringerne er skrevet af lyst. Jeg har nogle historier fra mit liv, som er pissegode, og de skal være så sande som overhovedet muligt, ellers er det ikke sjovt«. »Man kan ikke lyve i erindringer eller tillægge sig selv roller på konkrete områder, man ikke har været i nærheden af. Men gennem historierne iscenesætter man jo sig selv, for man har jo ingen intention om at fortælle alt«. »Som skribent er jeg interesseret i at sætte mig selv på spil i den forstand, at jeg fortæller hudløst og spontant uden kalkulationer om, hvordan jeg skal fremstå. Jeg gider ikke at have et overjeg, hvor jeg analyserer mig selv, for det er ikke et portræt af mig selv, jeg fremstiller. Jeg kender godt den slags erindringer, og de er dødkedelige«. »Min interesse er i punktnedslagene, og jeg har heller aldrig været fristet af romanen, som er alt for meget af et stillads, et arrangement. Der er for meget, der skal gå op«. »Du kan sige, at jeg kunne have undgået meget, hvis jeg havde brugt mine personlige oplevelser som materiale i en roman, men jeg fortryder det ikke. Der er meget mere på spil, når man skriver erindringer«, siger Jørgen Leth. Vild opstandelse Hans bog 'Det uperfekte menneske' er i hvert fald blevet læst. Også af forlæggeren Claus Clausen, men han har ikke læst dem i en forventning om at få den fulde sandhed. »Når han skriver, at han tager kokkens datter, når han vil, fordi det er hans ret, så ved jeg da ikke, om det ikke er en ret subjektiv tolkning. Måske er det sådan, han oplevede det. Det er jo ikke en sandhed, men måske en påstand om, at det var hans ret«, siger Claus Clausen. Leths beskrivelse af forholdet til kokkens datter - om den så var virkelig eller en konstruktion - skabte vild opstandelse. Ville historien om den gamle mands forhold til den unge smækre kvinde have vakt samme følelser, hvis Leth havde beskrevet forholdet i romanform? Og hvad med Freys erindringsbog? Var den blevet det samme salgshit, hvis den var solgt som en roman? Frey selv hævdede hos Larry King, at forlaget overvejede, hvorvidt man skulle udgive bogen som erindringer eller roman. Da udgiveren Nan Talese fra Doubleday hørte den kommentar på tv, var hun ved at dåne. Det var aldrig på tale at udgive bogen som andet end erindringer, sagde hun til New York Observer. Hun tilføjede desuden, at bogen aldrig ville have fungeret som roman, fordi forfatteren i realiteten var bogens eneste person. Virkeligheden sælger Hendes bedømmelse passer perfekt med den dom, som New York Times' hovedanmelder, Michiko Kakutani, fælder over Freys bog. Hun mener, bogen ikke er solgt på sine litterære værdier, tværtimod. Ifølge Kakutani får Freys bog forfattere som Robert James Waller ('Broerne i Madison County') og John Gray ('Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus') til at ligne skarpsindige forfattere med dyb litterær indsigt. Kakutani mener, bogen er solgt på Oprahs anbefaling, og fordi folk er vilde med navlepillende erindringer, især når de handler om hårde skæbner, der ender lykkeligt. Direktør Torben Madsen fra GB-Forlagene tror også, der ofte kan være mere salg i historier fra det virkelige liv end i fiktion. Også selv om han selv mest er til skønlitterære fortællinger. »Folk tror mere på romanen som roman, hvis den er bundet i virkeligheden. Jeg mener, se på Suzanne Brøgger. Hun er dejlig, men hun fik en masse foræret, da hun påstod, at hun skrev sin egen roman. Altså, at hovedpersonen var Suzanne Brøgger, og at hun selv stod inde for enhver vidtløftighed i den - af erotisk og anden karakter«. »Du kunne sidde og se på hende og tænke: Gud, hun har prøvet det selv og har haft den dér oppe mellem benene. Jeg er ked af at sige det, men det skaber altså ekstra interesse«, siger han. Sjælden race Og hvad så med Frey? Er han en død mand i forlagsbranchen? Kan han nogensinde få udgivet bøger igen, når Doubleday nu må udgive nye oplag af hans bog med en tilføjelse fra forfatteren? »Med garanti«, sagde David Rosenthal fra Simon & Schuster til Newsweek. »Han tilhører den sjældne race, der har solgt bøger«. Foreløbig har 'A Million Little Pieces' solgt godt 3,5 mio. eksemplarer. Og det skulle være rigtig nok.