Der findes en fordom med dybe rødder i Platons værk, som især blomstrede op i den europæiske romantik, og den siger, at galskab og genialitet er nært beslægtede. Vincent van Gogh er et arketypisk eksempel - men koblingen modbevises desværre ofte af de jammerlige værker, langt de fleste psykiatriske patienter frembringer, ligesom der omvendt findes en god håndfuld mentalt knagende sunde kunstneriske genier. Så en fordom er det netop.
Interessante grænsetilfælde Men der findes ikke desto mindre interessante grænsetilfælde. Et af de mere slående er tidligere beskrevet her i avisen, og kunstneren bar selvvalgt navnet 'Ovartaci' (borgerligt navn Louis Rasmussen, 1894-1985), indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus - og usædvanligt nær, mangeårig ven med stedets psykiatriske overlæge Johannes Nielsen (f. 1924). LÆS OGSÅPortræt-dvd giver levende billede af nordjyske malere Nu får vi med 'Flammemennesker', skrevet af tidligere redaktør ved Aarhus Stiftstidende Max Bendixen, beretningen om det højst ureglementerede, men nære venskab mellem behandleren og den behandlede - eller rettere, hvor grænsen mellem behandler og behandlet måske netop blev sløret til fordel for en mere ligeværdig og symmetrisk relation mellem de to parter.
To fortællinger 'Flammennesker' falder i to dele. Først en kronologisk beretning om 'Ovartaci' og dernæst en kortere del om dr. Nielsen - opdelingen klinger svagt af et ekko fra Stevensons 'Dr. Jekyll and Mr. Hyde'. 'Ovartaci', der blev født i små kår, var øjensynligt fra barndommen et overmåde fantasifuldt menneske; han rejste tidligt til Argentina, det gik skidt, og da han kom hjem, udviklede han efter alt at dømme en psykose; det meste af sit voksne liv var han indlagt på en psykiatrisk institution. Senere forsøgte han - til dels succesrigt - at hakke sin penis af med et stemmejern, idet han ønskede at skifte køn! Lægerne havde i første ombæring sagt nej til en operation. Sideløbende skrev han på flere sprog, han byggede store, papmachéagtige væsener, som havde navne og separate identiteter - og han opnåede generelt helt usædvanligt frie forhold på institutionen. LÆS OGSÅProfessor afliver demokrati-myter i lidt for lille tænkepause Dr. Nielsen kom ligeledes fra en beskeden baggrund, men var mønsterbryder og gik fra at være anlægsgartner til at blive speciallæge i psykiatri, og det vel at mærke på en tid, hvor kun meget få fra arbejderklassen blev akademikere. Meget tyder da også på, at Nielsen var og er et ekstraordinært menneske, viljestærk, empatisk, ekstremt flittig, grænsende til det maniske og med en fuldstændig ubøjelig insisteren på, at 'psykiatribrugere', som han mener, de bør kaldes, skal behandles med værdighed og respekt. Det er øjensynlig langtfra noget, der karakteriserer den øvrige lægestands forhold til psykisk syge.
Gode anekdoter Indlagt i mødet mellem 'Ovartaci' og Nielsen er et mylder af gode anekdoter, f.eks. beretningen om, hvordan Asger Jorn og via ham Jean Dubuffet blev vildt begejstrede for 'Ovartaci's kunst, og hvordan det ledte til, at 'Ovartaci' kom til at udstille i hele Europa og herhjemme på Louisiana, og hvordan en del værker af 'Ovartaci' ad den vej blev indlemmet i Dubuffets store samling af 'art brut', vild eller rå kunst, nede i Lausanne i Schweiz. Kirkeby skriver i sit forord om, hvordan kunstneren ofte må betale en pris for sin totale hengivelse til kunsten, og bemærker tørt: »Nu er Risskovkunstnerne vel endt i det brændpunkt drevet af dunkle og uforståelige kræfter. De kan brænde op i disse kræfters vold«. Det er en sej sidste sætning, der effektivt afmonterer den mere romantiske og sværmeriske dyrkelse af de gale, geniale kunstnere. Fokus er nu også i stedet på de to skikkelser, 'Ovartaci' og Nielsen, og deres mangeårige venskab. 'Flammemennesker' er ikke overalt vanvittigt velskrevet, men den er båret af entusiasme for sit emne, og den præsenterer os for en interessant beretning om to usædvanlige menneskers møde.