Man kan lige se det for sig: En dansklærer med kaffeånde og kridt på fingrene står foran en klasse fuld af trætte teenagere, der sikkert bruger de fleste af deres vågne timer på tv-serier, sladder og Snapchat, og forsøger desperat at forklare dem den ældre danske litteraturs fortræffeligheder.
Det kan ikke være let.
Men på Furesø Bibliotek i Værløse har de et bud på, hvordan det kan lade sig gøre. Litteraturformidler Ann-Lisbeth Holm har fået Hareskov Skoles 9.-klasseelever til at læse hver sin lille passage af Herman Bangs novelle ’Irene Holm’ (1890) højt, sådan som de mener, den bør læses op.
Nogle gør det teatralsk og bombastisk, andre stille og skrøbeligt, andre igen i et helt almindeligt toneleje.
