Vi skriver 20. juli 1944. Nær byen Rastenburg i det, der dengang hed Østprøjsen, samles den inderste kreds omkring Adolf Hitler i Wolfsschanze, den tyske værnemagts hovedkvarter. Herfra kommanderer Føreren rundt med ikkeeksisterende spøgelsesarmeer i et Europa, der bid for bid kaster det nazistiske åg af sig. Det er kun få uger siden, de allierede gik i land i Normandiet.
Hitlers generaler er ved at tabe ikke bare krigen, men også tålmodigheden med Hitlers vanvid og vilkårlige afgørelser. Derfor tikker uret i den mappe, greve Claus von Stauffenberg har ladet ligge foran de generalstabskort, Hitler og hans generaler står bøjet over. Uret tikker utålmodigt ned til det fatale øjeblik klokken 12.42.
Felix Hartlaub ligger på en eng nær generalernes konferencerum. Han er tilknyttet overkommandoen som medlem af den stab, der skal skrive krigens historie. Hans eget lovende forfatterskab må vente på fredeligere tider.
Det er midt på dagen, midt om sommeren, heden er kvælende. Ikke blot historien, men også naturen går sin gang. Hartlaub har slået sig ned blandt generalstabens kvindelige personale, klos op ad en liggestol, hvori en ung kvinde, han er »forrykt forblindet af«, slanger sig.
