Da Karl Ove Knausgård træder ind i Munchmuseets presserum iført et stramt mørkt jakkesæt med bukser, der virker figursyede særligt omkring hans spændte lægge, suges kameraer og blikke automatisk mod ham. Et lille sus går gennem lokalet.
De norske medier er massivt til stede, senere kommer de internationale, for det er ikke hver dag, at to så store norske kunstnere blander blod, for det er vel egentlig det, der sker, når den litterære nybryder Knausgård, for længst verdensberømt, nu kommer med sit helt personlige bud på, hvad det er, han får øje på hos sin landsmand, det nervøse geni Edvard Munch, som i sin tid løftede maleriet ind i det moderne med maleriet af en skikkelse, der synes at skrige sin angst ud på en bro.
Med udstillingen ’Mot skogen – Knausgård om Munch’ håber forfatteren, der selv elsker træer og ofte skriver om dem, at give folk en helt ny oplevelse af rigdommen i Munchs værker, og ingen af de kanoniserede værker er kommet gennem hans nåleøje, heller ikke ’Skriget’.
Står det til forfatteren, som skrev litteraturhistorie med sin voldsomme autofiktion, er det på tide, at kunsthistorien får et nyt kapitel om maleren fra Åsgårdstrand, som var i stand til at fremmane intet mindre end sjælens virkelighed, som det ses på de 15-20 ikoniske værker, som alle tager til Nasjonalgalleriet nede i Oslos centrum for at se.
