Foto: Ove Kvavik

Interview med Karl Ove Knausgård: »Jeg er på vej ud af det selvbiografiske«

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er kurator på en stor udstilling af Edvard Munch-værker i Oslo. I Munchmuseets magasiner har Knausgård fundet værker af det plagede malergeni, som verden ikke tidligere har set. Samtidig har Munchs evne til at ramme sjælens virkelighed skubbet til Knausgårds eget forfatterskab.

Da Karl Ove Knausgård træder ind i Munchmuseets presserum iført et stramt mørkt jakkesæt med bukser, der virker figursyede særligt omkring hans spændte lægge, suges kameraer og blikke automatisk mod ham. Et lille sus går gennem lokalet.

De norske medier er massivt til stede, senere kommer de internationale, for det er ikke hver dag, at to så store norske kunstnere blander blod, for det er vel egentlig det, der sker, når den litterære nybryder Knausgård, for længst verdensberømt, nu kommer med sit helt personlige bud på, hvad det er, han får øje på hos sin landsmand, det nervøse geni Edvard Munch, som i sin tid løftede maleriet ind i det moderne med maleriet af en skikkelse, der synes at skrige sin angst ud på en bro.

Med udstillingen ’Mot skogen – Knausgård om Munch’ håber forfatteren, der selv elsker træer og ofte skriver om dem, at give folk en helt ny oplevelse af rigdommen i Munchs værker, og ingen af de kanoniserede værker er kommet gennem hans nåleøje, heller ikke ’Skriget’.

Står det til forfatteren, som skrev litteraturhistorie med sin voldsomme autofiktion, er det på tide, at kunsthistorien får et nyt kapitel om maleren fra Åsgårdstrand, som var i stand til at fremmane intet mindre end sjælens virkelighed, som det ses på de 15-20 ikoniske værker, som alle tager til Nasjonalgalleriet nede i Oslos centrum for at se.

Du endte med at styrte ud af udstillingen efter rundvisningen, var det for meget?

»Det var lidt meget; jeg var uforberedt på at skulle tale så meget om billederne«, svarer Karl Ove Knausgård.

Han sidder ved et bord i publikumsområdet uden for museet. Den sol, Munch har afbildet på udstillingens første værk, skinner som på en sommerdag. Jeg spørger ham, om han ikke vil tage solbrillerne af, så jeg kan se hans øjne, mens jeg interviewer ham. Selvfølgelig, siger han og tænder endnu en Lucky Strike.

Munch malede billedet af solen, der går op over vandet ved Åsgårdstrand, hvor han boede, så han både viste en helt konkret solopgang og solen i sig selv, mener Knausgård. Foto: Ove Kvavik

Munch malede billedet af solen, der går op over vandet ved Åsgårdstrand, hvor han boede, så han både viste en helt konkret solopgang og solen i sig selv, mener Knausgård. Foto: Ove Kvavik

Hvilken sammenhæng er der mellem det, du vil ramme med din udstilling, og den måde, du skriver romaner på?

»Et af mine favoritbilleder er et ganske typisk Munch-billede. Det er det, der hedder ’Under stjernerne’, og egentlig er udstillingens fortælling, at vi skal nå frem til dette billede, som findes i det sidste af de fire rum. Jeg har arbejdet med klange og følelser i hvert af rummene, og vi begynder i det harmoniske med hans billede af solen, og vi skal frem til nattehimlens stjerner, og når man er der, skal det føles helt selvfølgeligt. Det er som i en roman, hvor der også er rum, det vil sige afsnit, kapitler med forskellige klange i«.

Det slidte skrig

Munch malede 1.789 malerier i alt, men det er dem, som kan ses i sal 19 i Nasjonalgalleriet, verden kender: ’Pubertet’, ’Madonna’, ’Vampyr’, ’Jalousi’, ’Livets Dans’, ’Den syge pige’ m.fl. – og så selvfølgelig ’Skriget’, som der også findes en version af i Munchmuseets kælder, og som for længst er vokset ud på de T-shirts, tasker, tæpper og kopper, som kan købes i museumsbutikker verden over.

Karl Ove Knausgård mener, at Munchs mest kendte billeder er blevet eksponeret så meget, at vi faktisk ikke længere kan se dem.

»Chokket, som ramte dem, der så ’Skriget’, dengang det kom frem i begyndelsen af 1890’erne, er væk, men så alligevel«, siger han og suger tobaksrøgen dybt ned i lungerne, »i forgårs hændte noget meget interessant. Jeg lavede en optagelse med tysk tv nede i kælderen under museet, og vi stod med ’Skriget’. Det var ikke i glas og ramme, man så det helt direkte, og da fik vi faktisk en følelse af dets radikalitet. Farverne var som nye, og man kunne se, hvordan det var malet; det var på en måde nøgent, og da var der denne kraft i billedet, som gjorde, at man forstod, hvorfor det er ikonisk, og hvor helt fantastisk det er«.

Karl Ove Knausgård med et af sine yndlings-Munchmalerier, 'Under stjernerne'. Foto: Ove Kvavik

Karl Ove Knausgård med et af sine yndlings-Munchmalerier, 'Under stjernerne'. Foto: Ove Kvavik

Da Knausgård viste rundt på udstillingen, hvor hvert rum virkelig har sin distinkte følelsesmæssige temperatur, virkede han beklemt i begyndelsen, men foran de billeder, han sætter højest, kunne man mærke entusiasmen.

Og da han nåede frem til det tredje rum, det mest spektakulære, som er designet af arkitektfirmaet Snøhetta, hvor malerierne er hængt op på sorte vægge lavet af finerplader, tæppet er mørkt og lyset synes ekstra dæmpet, var det, som om han sænkede skuldrene. Strindberg havde sit røde rum, dette var Knausgårds sorte rum. »Det repræsenterer det sted, jeg gerne vil være som forfatter«, sagde han og pegede på et maleri, som forestiller et vandfald af blod, der løber ned ad et bjerg.

Og det var i det sorte rum, at han fortalte, at den sidste bog, Munch læste, faktisk på sin dødsdag, var ’De besatte’ af Dostojevskij.

Herude i solen siger han, at han ikke håber, folk kommer for at beundre Munchs kunst.

»Det vigtigste er, at man oplever stemningerne i billederne, at de taler direkte til folk«, siger han. »Det handler om at se noget nyt«.

Ligesom Knausgård bevidst er gået uden om de værker, alle kender, er der ved de værker, man ser på udstillingen, ingen oplysninger om, hvornår de er malet, hvad de hedder, og hvad motivet forestiller.

»Jeg ville heller ikke have den folder, museet endte med at lave, så folk kan se, hvad værkerne hedder, og hvor de hænger. Ideelt set ville jeg have haft lærrederne til selv at tale«, siger han.

Helt tæt på det menneskelige

Det kan ikke undre, at Munchmuseet har ønsket, at netop Karl Ove Knausgård skulle være den, der nåede at kaste nyt lys på Munch. For ligesom Knausgård har ønsket at trænge så dybt ind i det menneskelige som muligt ved at skrive om sin egen tilværelse, var Munchs mål som maler at komme så tæt på scener og motiver fra sit eget nære liv. I ’Så mye lengsel på så liten flate – en bok om Edvard Munch’, som Knausgård netop har udgivet, sammenligner han Munch med Dostojevskij, som modsat Tolstoj gik direkte efter det eksistentielle og følelsesmæssige.

Kan man forestille sig, at din udstilling kan skabe nye ’hovedværker’ af Munch?

»Det er det, der er drømmen! At man kan løfte et billede frem og se det blive betydningsfuldt. Det sker måske ikke med en udstilling, men over tid, og det er måske min allerstørste ambition, det ville være fantastisk«.

I bogen om Munch hedder det, at »sandheden må erfares, og for at blive det må den optræde nøgent. Ikke vævet ind i forestillinger, man har overtaget«. Så hvad er Knausgårds sandhed om Munch?

»Hvad man ser i en kunstner, tror jeg, er fælles. Jeg tror, det sker samtidig hos alle mennesker, måske en smule forskudt. De værdier findes i os alle, vi ser egentlig efter det samme, og hvis denne udstilling går godt, er det, fordi det, vi har ledt efter og set hos Munch, er det, folk ser efter. Der findes en kollektivitet i blikkene, og derfor justerer man undervejs i arbejdet med udstillingen hele tiden, hvilke billeder der skal med. En samling som den her er jo statisk i den forstand, at det hele kommer fra én kunstner og ét museum, men rigdommen i Munch gør, at der findes mange muligheder. Jeg tror ikke, mit blik er enestående, men at det er noget, der ligger i alle«.

Han holder en lille pause, drikker lidt kaffe og springer så til sine bøger.

Et af rummene på Munchudstillingen er holdt helt i sort, og det er Karl Ove Knausgårds yndlingsrum. Her hænger blandt andet Munch-maleriet 'Blodfossen', som forestiller et vandfald af blod, der løber ned ad et bjerg (nr. 2 fra højre). »Det repræsenterer det sted, jeg gerne vil være som forfatter«, siger Knausgård om det sorte rum. Foto: Ove Kvavik

Et af rummene på Munchudstillingen er holdt helt i sort, og det er Karl Ove Knausgårds yndlingsrum. Her hænger blandt andet Munch-maleriet 'Blodfossen', som forestiller et vandfald af blod, der løber ned ad et bjerg (nr. 2 fra højre). »Det repræsenterer det sted, jeg gerne vil være som forfatter«, siger Knausgård om det sorte rum. Foto: Ove Kvavik

»Min erfaring fra de romaner, jeg har skrevet, er netop, at det, jeg skriver, ikke kun gælder mig. Sådan er det jo ikke. Det er faktisk sådan, vældig mange tænker, og for mig er kunsten et sted, hvor noget samles. En forfatter kan være et sted, hvor noget samles. Simone de Beauvoir er et sted, hvor noget samles, så der går man hen. Museet er et sted, hvor der sker noget lignende, noget kollektivt«.

Knausgård læner sig frem.

»Samtidig må kunstnerne, hvis det skal blive godt, skide på det kollektive! Munch er både meget sig selv og vældig universel. Det er folks evne til at aflæse en bestemt æstetik, som forandrer sig«.

Vi må erobre Kiefers rum tilbage

Du spørger i din bog, om vi stadig lever i Munchs epoke, altså den radikale individualitets epoke, hvor følelserne er i forgrunden; gør vi det?

»Jeg tror det. Vi modtager hele tiden information om lidelse, om det, som sker i verden, helt totalt direkte. Der findes ikke en afstand længere; når der sker noget, så ser vi det. På Munchs tid var det ikke sådan, der var en stor afstand til den store verden, og derfor virkede hans kunst så voldsomt. Da jeg så en udstilling af Anselm Kiefer i London, optrådte der ingen mennesker, kun tomme senge og aflagt tøj, og det rum må vi tage tilbage. Det rum, Kiefer skabte med den udstilling, var vældig stærkt og meget anderledes, næsten modsat af Munch, men egentlig for at nå frem til det samme. Pludselig går det op for en, mens man ser på de tomme senge, at man tænker på Syrien, på de syge, sårede eller døende, der kunne have ligget i dem«.

Vi behøver ikke at se menneskelig lidelse, tomme senge er nok for at føle en intensitet af samme type, som folk i sin tid oplevede foran et Munch-maleri?

»Ja! Det er mærkeligt, men det er de dynamikker, der hele tiden er i kunsten. At form og udtryk hele tiden skifter, men at det konstante er viljen til at nå ind til, hvad det vil sige at være menneske«.

Træer der ligner mennesker

I de fire encyklopædiske årstidsbøger, som Knausgård har skrevet til sin yngste datter, vrimler det med træer. I ’Om sommeren’ kan man f.eks. læse om kastanjetræet, som Munch også holdt af at male. Når hans Munch-udstilling hedder ’Mot skogen’, har det at gøre med den rolle, skoven har for os mennesker:

»Skoven er det vilde og det ukontrollerede, det, som vokser uden for civilisationen, men som jeg tænker, at vi mennesker også har i os, det vilde og uciviliserede«, siger han og smiler, da en gruppe børnehavebørn og et par pædagoger myldrer forbi.

»Men skoven er også stedet for eventyr og underbevidsthed, det, som vi ikke kontrollerer. Munch maler træer som mennesker, træerne har positurer som mennesker, og det aspekt af Munch var ikke synligt for mig, men pludselig så jeg det. Vi ved ikke, hvad træerne udtrykker, men de udtrykker noget, og de er alle sammen forskellige. Og så er der selve den fysiske farve på det fysiske lærred, træ, der er skåret i, ridser i malingen. I nogle af Munchs billeder ser man meget tydeligt træet som tingen i verden, det er også derfor, jeg så godt kan lide Kiefer. Pludselig holdt han op med at male strå, men klistrede i stedet rigtige strå på sine lærreder. Virkelige strå!«.

Det kulturløse nærvær

Knausgård er berømt for sin vilje til at konfrontere sin egen skam, men er også en forfatter, der konfronterer kroppen og det fysiske. Han har bl.a. skrevet yderst malende om, hvad der sker, når han forretter sin nødtørft på toilettet, og om sit kønsorgans dimensioner, og han henviser til den polske forfatter Witold Gombrowiczs dagbøger, når han begrunder, hvorfor han gør det:

»I dagbøgerne taler han om den høje kunst, som vi rækker ud efter, mens vi selv lever vores liv forneden. I mine bøger om årstiderne handler det meget om, at tingene er ens, at tænder er ligesom sten, at vi er verden, at vi næsten er som et træ. Jeg tager det psykologiske bort og ser bare på det fysiologiske og fysiske«.

Knausgård kigger ud over den omgivende park. Et stenkast væk ligger Botanisk Have. En gråspurv sætter sig på et af bord, hvor et japansk kærestepar drikker kaffe og spiser kage.

Mit eget signal om, at jeg er på rette kurs, når jeg skriver om sådanne ting, er, når jeg begynder at skamme mig over det, jeg skriver

»Det er næsten blevet en eksistentiel erkendelse for mig, at der er et kropsligt nærvær i verden, som egentlig er kulturløst. Og det er det, jeg gerne vil kunne beskrive. Jeg forsøger at skrive om lille verden, bagatellerne, fordi de er vigtige! De er en del af det system af fortællinger, der holder verden kørende, og mit eget signal om, at jeg er på rette kurs, når jeg skriver om sådanne ting, er, når jeg begynder at skamme mig over det, jeg skriver«.

»Da jeg i ’Om sommeren’ skrev om min pik, kom skammen i samme øjeblik, jeg løftede blikket. Jeg var totalt plaget af det, men så tænkte jeg efterhånden, at det måske er dumt at skrive, men jeg lader det alligevel stå, for der er noget i det. Antageligt tænker mange mænd sådan om deres pik, men det er bare ikke noget, man snakker om«.

Drømmen om flow

Du siger et sted om Munch, at han når frem til at kunne male ’selvløst’ på skovens præmisser, det lyder som den ultimative drøm om at være i flow.Jeg har tit tænkt, at du måtte være ved at segne under vægten af din egen selvbevidsthed …

Knausgård tænker sig om og tænder interviewets femte smøg.

»Min ulykke er min ekstreme selvbevidsthed, som virkelig er lammende«, siger han så.

»Det er min erfaring, at det lammer mig helt, hvis jeg begynder at tænke på at analysere mig selv og analysere alt hele tiden. Jeg havde en periode, hvor jeg som ung røg meget hash, og det forstærkede min selvbevidsthed helt ekstremt. Det var et mareridt, jeg havde svært ved at komme ud af. Der var lag på lag på lag af selvbevidsthed, og det var helt forfærdeligt, og det er det, jeg kommer ud af, når jeg skriver. Det, som sker, når man er i flow, er, at frontallappen fases ud, og med den ryger også den abstrakte tænkning og selvbevidstheden«.

»Jeg troede, jeg skulle konfrontere min selvbevidsthed i ’Min kamp’, men den forsvandt, mens jeg skrev, jeg var virkelig i flow. Selv om jeg skrev om – mig selv«

Tid til fiktion

En gruppe yngre museumsgæster ser ud til at have fået øje på, hvem det er, jeg taler med. Knausgård fumler med solbrillerne, men tager dem ikke på. Vi nærmer os det spørgsmål, jeg har haft på tungen hele dagen:

Vil det få litterære konsekvenser for dig at have arbejdet så tæt med Munchs værker?

»Absolut. Jeg er kommet meget tæt på selve det, han gjorde, måden, han malede på, det, han ville. Først og fremmest har jeg mødt hans enorme mod, og hvor lidt perfektionistisk han var. Munch stolede på sin intuition og prøvede hele tiden at komme ind til en kerne ved hjælp af den. Det sorte rum, som vi har lavet på udstillingen, er et sted at komme til også i en roman for mig«.

Så maleren, der sloges mod dæmoner og tab i et omfang, så han blev indlagt på et nervesanatorium, har måske ligefrem givet dig mere mod?

»Man ved jo ikke, hvad man lærer, når man arbejder med Munch, men jeg er utrolig betaget af muligheden for at skabe noget så kraftfuldt på så lille en plads, som et lærred er. Jeg er vant til at skulle forklare ting, når jeg skriver, men jeg føler en større trang til gestaltning efter at have arbejdet med det her. Der skal ske noget radikalt i mit forfatterskab ... jeg må begynde at gestalte«.

Så du er på vej væk fra det autofiktive, som det sker i dagbogsoptegnelserne i ’Om sommeren’, hvor du pludselig fortæller en kærlighedshistorie mellem en norsk kvinde og en tysk soldat?

Karl Ove Knausgård foran Munchmaleriet 'Solen'. Foto: Ove Kvavik

Karl Ove Knausgård foran Munchmaleriet 'Solen'. Foto: Ove Kvavik

»Ja, jeg har tænkt, at min næste bog skal være fiktion. Tanken i ’Om sommeren’ er jo vældig banal, altså det med at springe fra dagbog direkte ind i fiktionen, men det er jo det, jeg vil, så jeg gjorde det som et eksperiment«.

»Det er måske lidt dumt, at jeg siger det, men fiktion giver en ny mulighed for mig. Fordi jeg har skrevet så selvbiografisk, har der hele tiden været grænser for, hvad jeg kunne skrive af hensyn til andre. Men nu må jeg bruge fiktionen. Til at gå steder hen, som jeg ellers ikke kan komme til. Meget i ’Min kamp’ handler om at nå til en form for sandhed ved hjælp af refleksion. Men jeg vil videre. Ambitionen er til stede i ’Min kamp’, men den er ikke i stand til at indfri den, men det er der, jeg vil hen. Det, jeg vil skrive, skal ikke være om tingen, men være tingen selv«.

Så ligesom symbolismen på et tidspunkt udtømtes for Munch, er du nået til en grænse i forhold til, hvad det selvbiografiske afsæt kan?

»Sådan tænker jeg det. Jeg har ikke udtømt det selvbiografiske som sådan, men jeg har udtømt det for mig selv«.

»Det handler om at stole på sin egen intuition og gå derhen, hvor man er nødt til at gå hen uden at tænke på, hvad andre vil ... Munch var ganske ung, da han malede de værker, han er kendt for. Han levede fyrre år efter, hvor han hele tiden hørte folk snakke om dem, men han gik ikke tilbage til dem, men gik andre steder hen i sin kunst«.

Skilsmissen og depressionen

I en af sine seneste bøger fortæller Knausgård om det mærkelige liv, han har, når han rejser rundt i verden og taler med folk, der kender de inderste tanker og mest personlige minder fra hans bøger. En åbenhed, som gør, at læseren kan opleve at have næsten uhindret adgang til hans private liv, og den gør, at jeg føler, det er okay at spørge ind til hans privatliv. For han må jo have arbejdet med Munch i en periode, hvor hans ægteskab med Linda Boström Knausgård blev opløst, spørger jeg.

»Jeg har altid brugt litteratur og min egen skrivning til at etablere et privat rum, hvor man ikke er plaget, hvor der sker noget andet. Det er en slags beskyttelse, tror jeg. Det rum har Linda også, og vi har altid haft det rum begge to, og jeg skriver jo altid, uanset hvad der sker«.

Knausgård skrev også om hele forløbet, da hans kone, dybt depressiv og selvmordstruet, blev indlagt.

»Jeg havde ikke tænkt at skrive om Lindas depression i ’Om efteråret’, men følte, at jeg måtte. Det er jo en bog til min datter, og det var en vigtig del af hendes tilblivelseshistorie. Men Linda var helt o.k. med det, hun deler min opfattelse af, at depression er endnu farligere, hvis man tier om det. Der er så mange, der rammes af det, det er en del af at være menneske, så jeg ønskede, at der skulle åbenhed også der«.

»Og det har været en vældig vigtig indsigt, at den tid også var ekstremt meningsfuld, der fandtes noget godt i den. Man kunne ikke mærke det i situationen, men efterfølgende, for alt stod på spil, ikke sandt? Munch malede det billede, der hedder ’Døden i sit værelse’, og man ser ikke den døende, men alle de andre. Man ser, hvordan det spiller sig ud, alle dynamikkerne. Alle personerne på billedet er lukket inde i sig selv, men kunstens rolle er at se det, som sker, vise det«.

Længslen efter nærvær

I sin bog om Munch skriver Knausgård, at de billeder, han i 1880’erne begyndte at male om hændelser fra sit eget liv, ikke kun skyldtes hans »eget indre tryk«, men også, at noget i kulturen ændrede sig på en måde, så den mulighed åbnede sig for ham. Hvad åbnede sig i kulturen og gjorde Knausgårds eget litterære projekt muligt?

»Helt konkret var der bøger, som inspirerede mig. F.eks. Stig Larssons (ikke krimiforfatteren, red.) ’Natta de mine’, som er fra 1990’erne og har en utrolig kraft. Jeg læste Lars Noréns dagbog, da jeg skrev ’Min kamp’, og sådanne bøger bekræftede mig i, at jeg havde lov, at det ikke var forbudt, og at man ikke ville komme i fængsel for at gøre det«.

»Det var en meget stor overvindelse for mig at gå i gang med ’Min kamp’, og det kostede vældig meget at åbne den dør, men i og med at jeg kunne gøre det, må det betyde, at det lå i kulturen«.

Knausgård holder en pause, mens han ryger og tænker sig om. Et par kvinder, der har siddet og stirret på ham hele vejen igennem interviewet, griner til hinanden.

»Når jeg føler det her meget stærkt, så er der også andre, der føler det stærkt, tænkte jeg, da jeg først var kommet i gang med ’Min kamp’. At den bog fik sådan en udbredelse i Norge, skyldes, at den er virkelighed, den er ikke kunst, det er sådan, det er, tænker man. Der var en længsel efter nærvær og autenticitet«.

De sociale mediers opkomst fandt sted nogenlunde samtidig.

»Ja, og det, jeg så gør, er at sige, at sådan er det egentlig. Det handler om at gå forbi de lag, hvor man viser sig selv, og hen til, hvordan det egentlig er. Det er den længsel, mange har. Alt det man tænker, men som man aldrig kan sige. Facebookopdateringer er mere ’sådan er det lige her’, ikke ’sådan er det egentlig’«.

I bind seks i ’Min kamp’, hvor du hylder den sublime kunst, forstår man på dig, at den mest originale kunst skabes af kunstnere, der går deres helt egen vej’?

»Ja, de bedste forfattere er efter min mening mere kompromisløse og idiosynkratiske. Som ung skrev jeg essays i smalle tidsskrifter, men så kom min bog, og den fik gode anmeldelser, blev populær og solgte godt. Det gav mig en identitetskrise, for hvad var det her for noget? I min umodne verden var det dårligt, for det gode var det smalle, det svært tilgængelige, altså det idiosynkratiske, hvilket jo er en klassisk 1980’er-erfaring. Don’t sell out, sagde vi til hinanden, det kommercielle var det værste, og jeg havde Jon Fosse som lærer, og han er jo vældigt idiosynkratisk i sine romaner«.

»Men så har jeg et temperament, der er anderledes. Jeg elsker også Tolstoj og den slags bredt fortællende bøger, og det prøver jeg at forsone mig med. Jeg er altså slet ikke så idiosynkratisk et menneske endda!«.

Kan kunsten ikke også være demokratisk?

»Munch malede alle sine store billeder i Åsgårdstrand inden for en radius af hundrede meter fra sit hus. ’Melankoli’ er malet på den strand, der ligger lige ved hans hus og er der endnu. Det er malet i en helt anden tid og totalt hans eget, men han rører os, fordi han rammer det universelle. Min tanke er, at det partikulære, det, der er nært på os, er det sande, fordi vi ingen anden erfaring har end den. De store systemer er abstraktioner, og de er ikke sande på samme måde. Jeg er ikke antidemokrat, men kunsten må gå et andet sted hen end der, hvor systemerne er. Det gælder for den idiosynkratiske kunst, at det næste øjeblik er universelt«.

Lige så plaget som før

Hvad er den største pris, du har måttet betale for dit projekt?

»Helt konkret, at jeg mistede min fars familie, som jeg slet ikke har kontakt med. Og så har jeg gjort livet vanskeligt for nogle mennesker – men ikke ubetinget. Til gengæld er det, jeg har vundet, meget for min person. Det vigtigste er, at jeg skriver så meget, at jeg ikke er bange for at gøre sådan noget som dette, at alle døre åbner sig, så jeg kan få lov at lave en udstilling om Munch«.

Knausgård gør en pause.

»Men det gør mig ikke lykkeligere, jeg er lige så plaget, som før alt dette begyndte, selv om jeg er den mest privilegerede forfatter i Skandinavien«.

Jeg er lige så plaget, som før alt dette begyndte, selv om jeg er den mest privilegerede forfatter i Skandinavien

I det sidste bind af ’Min kamp’ skriver du om din farbror Gunnars vrede og kritik af det, du har skrevet, og du indser pludselig, at han har ret i, at du huskede forkert om noget af det, du skriver om din far og hans druk. Fordi du også skriver det og lader ham få det sidste ord, så går det etiske regnskab op, har jeg tænkt.

»’Min kamp’ handler om, hvordan man troede, verden og tingene var, og det bliver så korrigeret undervejs. Jeg skrev om verden, verden kom tilbage til mig, og jeg skrev om det. Det var en vekselvirkning, det var et eksperiment i virkelighedslitteraturen. Bind seks handler jo om alle konsekvenserne af de andre bind, og den familiegren var jo et helvede, derfor skrev jeg så meget om det, og det fik sin konsekvens«.

I New York blev Knausgård interviewet af James Wood fra New York Times, som også spurgte ham om den pris, han har måttet betale, og Knausgård svarede det, han plejede.

»Men så sagde Wood: Kunne du ikke bare sige, at du kom her i en limousine, at du er interessant her i New York, og at det er helt fantastisk? – og det er det jo! Hvem fanden kunne have drømt om det? Om at blive læst og få lov at lave så mange ting? Mig og Munch, det er helt fantastisk!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce