Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Leonardo Cendamo
Foto: Leonardo Cendamo

Elizabeth Strout er glad for storbyen, hvor hun kan være anonym, observere og studere folk, der ikke kender hende.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter: »Hvis jeg nogensinde vender tilbage til en lille by, så skyd mig«

Carsten Andersen er klar med ugens bogsladder. Denne uge med historier om en åbenmundet Elizabeth Strout, varemærket Ian Rankins vrantne romanhelt Rebus, og Dorthe Nors, der måske, på en måde, er glad for, at hun ikke vandt Man Booker prisen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Romanforfattere skriver bøger. Ja, hvad ellers? Måske er det rigtigere at sige, at forfattere også skriver bøger, for de skal i stigende grad bære deres bøger ud til læserne. I medierne og på festivaler. Eller de skal skrive. Helst om sig selv.

Når man f.eks. i en britisk avis ser et essay af en kendt forfatter, slutter det som regel med en lille tilføjelse om, at der lige om lidt kommer en ny bog af skribenten.

Amerikanske Elizabeth Strout har helt sikkert fået opfordringen, før hendes nye roman, ’Anything is Possible’, udkom i Storbritannien. Man skulle ellers tro, at hendes bøger sælger sig selv. Så sent som for to uger siden fik den danske udgave af hendes roman ’Mit navn er Lucy Barton’ seks hjerter her i avisen.

I dén roman fortæller Strout om livet i udkanten af en lille by i Maine og om den kvindelige hovedpersons nuværende liv i New York. To verdener, der har meget lidt tilfælles.

Forfatteren selv kunne ikke komme hurtigt nok ud af den flække, hvor hun voksede op, som hun skriver i det essay, The Guardian har bragt. Her fortæller Strout om, hvordan hun for en del år siden sidder på en cafe i New York med sin veninde Kathy, og Strout spørger, hvorfor i alverden Kathy gider have et hus ude på landet to timers kørsel fra storbyen. Hun kunne jo bare nøjes med at have sin lejlighed her, hvor hun i øvrigt har alt.

Veninden svarer, at hun stammer fra en lille by i Midtvesten, og at noget i hende føler sig godt tilpas ude i provinsen.

Efter en pause siger Strout. »Kathy, hvis jeg nogensinde vender tilbage til en lille by, så skyd mig«.

Heldigvis har forfatteren en besindig veninde, som endnu ikke har trukket sit skydevåben, selv om Strout sammen med sin mand faktisk for syv år siden købte et hus i en lille by i Maine, endda tæt på, hvor de begge voksede op.

Da Strout var barn, havde hun det fint med at rode rundt ude i skoven, ofte helt alene, men efterhånden som hun blev ældre, savnede hun at have folk omkring sig. I stigende grad stillede hun sig det klassiske forfatterspørgsmål: Hvordan var det at være en anden?

Velsignet usynlig

I dag kan hun se, at det er et svar, hun nemmest kan fundere over i New York, hvor hun og manden også har en lejlighed. Men her kan de træde direkte ud i anonymiteten, når de forlader boligen. Strout kan uhæmmet studere folk i vrimlen. Her kan hun forestille sig, hvordan hun selv ville være dem, hun møder i gadebilledet. Hun kender dem ikke, og de kender ikke hende. Og sådan skal det være.

Sådan er det ikke i lillebyen. Her er ingen anonym.

»Nå, du er nok ude at gå«, siger kordegnen, da hun møder Strout på gaden i lillebyen, og straks føler forfatteren sig under observation. Hun ved, at det er folkene i byerne på landet, hun kender allerbedst, men hun har også erfaret, at det er i storbyens anonymitet, hun kan trække på sin gamle erfaring. Her kommer det hele tilbage til hende med fuld styrke.

»Hvis jeg var blevet ude i de små byer, tvivler jeg på, at jeg havde været i stand til at skrive om dem, der bor der, for så ville mit liv være præcis som deres«, skriver Strout.

En fest for en gnavpotte

Krimiforfatteren Ian Rankin har også brug for afstand. Han gnider aldrig albuer med lokale politifolk for at få stof til sine bøger om John Rebus. Rankin vil have friheden til at skrive om korrupte eller usympatiske politifolk, hvis det passer ind i hans og romanens kram.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rankin er blevet interviewet af The Telegraph, i anledning af at det er 30 år siden, han introducerede sin vrantne romanhelt fra Edinburgh, hvor han siden har hvirvlet støv og snavs op i politi- og underverden.

Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff

De tre årtier har forvandlet Ian Rankin fra en ambitiøs, men aldeles ukendt forfatterspire til et decideret varemærke. Det var eksempelvis en nyhedshistorie i de store britiske medier, da Rankin besluttede sig for at genoptage sin serie om Rebus, som han ellers havde sendt på pension.

I dag skorter det ikke på anerkendelse, og et godt bevis får man i næste weekend, når der i forfatterens hjemby bliver holdt en tre dage lang Rebus-fest. Ja, tre dage med alt fra musik til krimiworkshop, film og nørderi om ethvert aspekt med relation til Rebus og hans forbindelse til byen, til whisky og et utal af morbide forbrydelser. Selvfølgelig har forfatterens forlag en finger med i festlighederne, men de skotske kulturinstitutioner bakker op. Byens berømmede Edinburgh Book Festival er partner.

Ian Rankin har studeret gamle dagbøger for at huske, hvordan det hele begyndte, og det var på ingen måde en fest at være forfatteren, da den første Rebus-roman blev udgivet. I stedet var han fyldt med angst.

Dagbogen fortæller: »Ingen anmeldelser. Jeg kan ikke finde bogen hos boghandlerne, ingen ønsker at lave events med mig«. Ian Rankins kommentar her 30 år senere er kort: »Blah, blah, blah«. Men det er jo også nemmere, når man ved, at Rebus siden har gjort ham økonomisk uafhængig.

Skrivetid.

Der er Dorthe Nors vist ikke endnu, men anerkendelsen har hun fået. På dagen for uddelingen af Man Booker International Prize skrev hun i små bidder en rapport på sin telefon. Af teksten, som blev trykt i Berlingske, fremgår det, at hun tidligt havde fornemmet, at vinderen ville blive israelske David Grossman.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Hun troede ikke på, hun ville vinde, men hvad nu, hvis hun gjorde? Hun havde en anelse. Omkostningen ville være, at hun skulle bruge det følgende år på at promovere sin bog ude i verden i stedet for at skrive en ny. Nu har hun sommeren foran sig. Skrivetid, som hun noterer. For os andre rummer sommeren noget, der ligner.

Læsetid.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden