Jeg så den først i det yderste af øjenkrogen som noget hvidt, der flaksede. Jeg var gået ind til det gamle forfaldne nabosommerhus og var gået i stå ved synet af deres naturgrund, som ikke var blevet plejet i årevis. Naboerne har jeg aldrig set.
Så her var tilgroet og summende af insekter. Jeg havde stået stille længe nok til, at den havde regnet mig for en del af naturen, så den var fløjet tæt mod mig for at lande på en gren. Da jeg vendte mig, så jeg for første gang i mit liv en ugle. Den sad tre meter væk og kiggede på mig, inden den snart fløj væk igen.
Det var et kort øjeblik i min sommerferie, men tiden stod stille i de 30 sekunder, vi stirrede på hinanden. I tre år har jeg hørt den tude hver nat i tusmørket. Det gør natugler. Den er et territorialt dyr, der lever hele livet i det samme område, som den er udklækket i.
Så jeg kendte vores ugle fra dens tuden, men jeg havde kun set dens artsfæller på en computerskærm. Det var noget helt andet at se den så klart og så tæt på. Jeg husker den som hvid med barkbrune pletter, der løb som maling ned ad brystet. Men først og fremmest hvid, som om naturen havde koncentreret alle sine farver til denne plet i vildnisset. Som en port mod naturens hemmeligheder, mens øjnene som to sorte perler kiggede på mig fra en fremmed verden.
