Walisiske Ken Follett er kongen af de lange historiske romaner. Superbestselleren ’Jordens søjler’ fra 1989 gav et medrivende indblik i 1100-tallets England, den blev i 2007 fulgt op med ’Uendelige verden’, og nu udkommer så – efter et mindre svinkeærinde med den lige så monumentale Century-trilogi fra moderne tid – tredje uafhængige bind, ’Den evige ild’, der foregår flere hundrede år senere, nemlig under 1500-tallets religionskrige.
Bindeleddet mellem de tre historiske romaner er stedet, den lille engelske by Kingsbridge. ’Den evige ild’ begynder i året 1558, katolske barnløse Maria Tudor er dronning af England og gift med kong Filip II af Spanien, og i kulissen venter hendes søster, protestanten Elizabeth. Scenen er sat til alle de store og små religionskrige, som prægede Europa det meste af det 16. århundrede.
Med et enormt persongalleri væver han et kulørt historisk tæppe, så man efter endt læsning har indtaget 50 års kompliceret europæisk krigs- og religionshistorie
I kingsbridge følger læseren den unge Ned Willard. Han er brændende forelsket i katolikken Margery, kærligheden er gengældt, men Margerys familie har større ambitioner for Margery end ægteskab med en købmandssøn.
Økonomiske, religiøse og amourøse intriger myldrer nu frem og driver læseren gennem den over 900 sider lange roman. Ned kommer i tjeneste hos Elizabeth, der inden længe krones til dronning af England, og det bliver hans opgave at hente efterretninger, både hjemme og i udlandet, om sammensværgelser mod Elizabeth og protestantismen.
Samtidig følger man et væld af andre fiktive personer: Neds bror Barney, der fra Spanien kommer til Den Ny Verden, skurken Pierre Aumande, der i Paris intrigerer med den katolske familie Guise, den protestantiske boghandlerske Sylvie, der køber franske bibler i Genève, og mange, mange andre, som Ken Follett behændigt og belejligt får placeret i historisk interessante situationer.
Det er det, Ken Follett for alvor kan. Med et enormt persongalleri væver han et kulørt historisk tæppe, så man efter endt læsning har indtaget 50 års kompliceret europæisk krigs- og religionshistorie. Ud over de fiktive personer møder man historiske notabiliteter som den franske dronningemoder Katarina af Medici, skotske Maria Stuart, kardinalen af Lorraine, Henrik af Navarre, ja, stort set alle, der havde magt og indflydelse dengang i Frankrig, England, Spanien, Nederlandene og Skotland.
Udadtil er det ambitiøst grænsende til det megalomane, og ambitionen ender da også med at blive romanens svaghed. Den litterære kæbe går af led, fordi den vil gabe over så meget.
Drivkraften og fornemmelsen af det vedkommende i fiktion er den nære, indlevede situation – herunder for eksempel om Ned nu også får sin Margery – men Ken Follett har så travlt med at nå sin enorme historiske tjekliste igennem: Elizabeths kroning, massakren i Vassy, Bartholomæusnatten, Den Spanske Armada, Maria Stuarts henrettelse, Guy Fawkes’ mislykkede krudtsammensværgelse med meget mere, at han især i romanens sidste halvdel henfalder til overfladiske hastige og resuméagtige beskrivelser. Man forstår ham på en måde godt. Skulle han være gået tæt på sine personer hele vejen igennem, var den i forvejen monstrøse bog blevet dobbelt så lang.
Vist er ’Den evige ild’ værd at læse. Ken Follett skriver flydende og uprætentiøst, han kan sit historiske stof ned i imponerende detaljer, og han er en mester i håndværket at lægge den helt store mosaik. Men den er også et lærestykke i, at den store historie ikke automatisk er den gode historie. Som Guy Fawkes erfarede, er det ikke nok blot at samle en masse krudt sammen, det skal også fyres af.
