At skrive bøger om film er kommercielt selvmord, og måske derfor ses den slags så sjældent blandt danske filmanmeldere og universitetsfolk. Det har Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne heldigvis ikke ladet sig mærke med. De to filmkyndige skribenter og undervisere har endda fundet en original vinkel på den danske filmhistorie i ’Filmens København’.
Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg hørte om ideen første gang, syntes jeg, den lød lidt søgt, men den skepsis har Boysen og Sonne gjort til skamme.
Der er nemlig det dobbelt modige ved ’Filmens København’, at de to har været nødt til at se alle filmene forfra for at bygge bogens tekster op fra bunden. Sorteringen af filmene i temaer og detaljerigdommen i de fortalte historier er ikke halvfabrikata og noget, man sådan lige går rundt med i hukommelsen og kan fælde ned på papir.
Og så undersælger titlen endda bogen en anelse, fordi adskillige tv-serier tages under behandling ud over de godt og vel 100 spillefilm.
Der er arbejdet grundigt med stoffet, og teksterne består for det meste af filmenes handlingsforløb, når det gælder, hvordan København fremstår, og analyser og perspektiveringer. Bogen indeholder ikke interviews med filmskaberne eller muntre historier fra produktionen.
Forfatterne deler stoffet op i otte dele med overskrifter som ’Forelsket i København’, ’Nordic Noir’ og ’Hundehoveder og baggårdskatte’ uden af den grund at glemme dokumentarfilmene og det multikulturelle København.
Metoden er, at de slentrer gennem filmene og kvartererne og beskriver hver enkelt film, gammel som ny, og de har fint blik for, hvad der udgør en københavnerfilm, og hvad der ikke gør.
For eksempel har en films kvalitet som film ikke noget at gøre med, hvad den senere rent historisk kan sige om København. ’Olsen-banden’-filmene, Nicolas Winding Refns ’Pusher’ og Christoffer Boes ’Reconstruction’ er virkelig gode film, så de er helt indlysende med, men det er den forfærdelige ’Reptilicus’ og Annette K. Olesens mislykkede ’1:1’ også.
Både gode og dårlige film er nemlig værd at gense, hvis det er med tids- og bybilleder for øje. At genbesøge en gammel film uanset kvalitet er jo en vandretur både i egen hukommelse og direkte ind i københavnshistorien og dermed danmarkshistorien.
Enhver filmnørd kan sikkert finde en håndfuld film, der ikke er med, og personligt havde jeg gerne set Niels Gråbøls ’Gaven’, hvor Henning Jensen går manisk rundt i gaderne, taget under behandling. Og Christian Braad Thomsens ’Den blå munk’. Og nogle af de mindre kendte danmarksfilm. For eksempel ’Denmark You’ll Love It’ af Svend Aage Lorentz med Victor Borge.
Men den slags indvendinger er i petitesseafdelingen.
Til gengæld har bogen en lidt større svaghed. Nemlig at den kører lidt i samme gear hele vejen igennem. Det slentrende gear, hvor alle film får næsten lige meget plads. En god sides penge eller deromkring.
Her savner jeg nogle temposkift, hvor enkelte film blev analyseret i dybden og andre måske handlet hurtigere af.
Christoffer Boes ’Reconstruction’ er en central film, og den får da også fem sider, og den slags graven på samme sted med filmarkæologisk teske havde jeg gerne set mere af, hvor andre mere lejlighedsvise filmelskere sikkert vil sætte pris på, at man hele tiden kommer relativt hurtigt videre.
Boysen og Engberg Sonne er til gengæld gode til at koble filmene sammen på tværs af tidsaldre, så de åbner læsernes øjne.
