I 1979 lærte Sissel-Jo Gazan at svømme. Hun var fem år gammel, da hun blev smidt i vandet fra den tomastede ketch Shearwater midt ude på Middelhavet og fik besked på at holde fast i den trosse, der blev hængt ud bag skibet. Under sig havde hun en kilometer dybt vand. Og så sejlede Nordkaperens søsterskib ellers videre med hendes mor som kaptajn.
Moren havde taget jagtskippereksamen og sagt sit lærerjob i Aarhus op for i to år at blive en del af et sejlede kollektiv. I perioder bestod kollektivet kun af Sissel-Jo og hendes mor, som lå i havn et sted i Sydeuropa og ventede på nye besætningsmedlemmer. Om dagen var Sissel-Jo på eventyr på egen hånd. Iført lus, lopper, ringorm og en hjemmeklippet drengefrisure strejfede hun rundt i Grækenland og Spanien og blev venner med de vilde hunde, spillede glaskugler med mændene på torvet og solgte appelsiner fra et vildtvoksende træ.
Hun var seks år, da de lå i havn på Menorca, hvor hun gik i den lokale skole og blev undervist på et sprog, hun ikke forstod. Om eftermiddagen krydsede hun tre større trafikerede veje og gik selv hjem til skibet gennem Menorca by.
»Der var ingen tiltro til min mor, da hun selv voksede op. Og det tror jeg bare ikke hun syntes skulle ske for mig. Så hun har kørt sådan en selvstændiggørelse på mine vegne, fra jeg var helt lille. Det gør hun også med mine børn nu. Jeg har lige siddet i hendes hus på Samsø og overværet, hvordan hun ville lære min datter på to og et halvt år at lægge et puslespil med 100 brikker«.
