Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Lotus og Dan Turèll på værtshus. Hvor ellers?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dan Turèll var alt for ofte på alt for slap line i Andeby. Men han blev ved at falde i

Den kendte forfatters datter Lotus fortæller i ny bog om at vokse op i et hjem med en misbruger. Bogen om at vokse op i Turèll-familien er ikke den eneste aktuelle bog, hvor en ubehagelig fortid rækker ind i nutiden, skriver Carsten Andersen i ugens udgave af Efter Bogen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I begyndelsen af 1990’erne fik jeg nogle gange brev fra Dan Turèll. Ja, brevene var egentlig ikke til mig, men til avisen.

Det var i den sidste periode, da han stadig skrev sine små populære klummer til Ibyen-tillægget. Her vikarierede jeg som redaktør. En særlig fornøjelse var det at modtage brevet fra Turèll med ugens tekst.

Alt ved brevet var omhyggeligt sat op. Måske var det kun følgebrevet, der var håndskrevet, men forsendelsen var ofte dekoreret. Nogle gange med figurer eller billeder, han havde klippet ud af et blad og klistret op på brevpapiret.

Det lyder hyggeligt, ikke sandt? Præcis som den Onkel Danny, vi så på tv med sorte negle og skævt smil.

I en ny bog, ’Hemmeligheder for Pige’, fortæller datteren, Lotus Turèll, om, hvordan hyggen nogle gange har været svært at finde hjemme på Alhambravej på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg.

Hvordan hun og moren (det er hende, Lotus i en periode kaldte for Pige) eksempelvis sover på en madras i haven, fordi faren er for tosset, som hun skriver. Hvordan han er så fuld, at han falder om på køkkengulvet, og hvordan den lille pige vil rejse ham op, men han er helt slap, så når hun forsøger, taber hun hans tunge hoved ned på gulvet flere gange. Hun er bange for, at noget måske er gået løs inde i det.

Aldrig mere ...

Dan Turèll kan godt se, det er det rene Andeby at falde om på gulvet på den måde, og han siger, at det ikke kommer til at ske igen. Men misbruget fortsætter, og en dag har forfatteren ansvaret for datteren, fordi mor er på rejse. Lotus vågner. Lejligheden er tom. Hun finder sin far i tobakstågerne på værtshuset henne på hjørnet.

Her lægger hun sig til at sove under bordet og vågner først, da en mand, der kender forfatteren, samler hende op og bærer hende hen til Turèll-familiens opgang.

»Mor skal komme hjem nu«, siger hun.

»Hør engang ... Den taler«, griner faren.

Lotus klamrer sig til manden, der bærer hende, og da han spørger, om hun vil med hjem og sove hos ham og hans kone, nikker hun. Da parret næste dag afleverer Lotus, står forfatteren smilende i døren. Datteren går direkte ind på sit værelse og lukker døren.

Børn fra misbrugsfamilier vil genkende mønsteret, og det er præcis dem, Lotus Turèll har skrevet bogen til. Den sidste halvdel af bogen fortæller, hvordan man uundgåeligt bliver mærket af sådan en opvækst – og hvad man kan gøre ved det som voksen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Patent på virkeligheden?

At skrive om dårlige oplevelser tidligt i livet kan være en del af helbredelsen. Sidste år var det litterære Norge på den anden ende, fordi Vigdis Hjorth i romanen ’Arv og miljø’ skrev en historie, som familien kunne genkende. Sådan da. Ja, de havde haft en arvestrid, men enhver antydning af en incesthistorie, som fremgik af romanen, blev fejet af banen. Søsteren Helga Hjorth skrev endda romanen ’Fri vilje’ som en slags modsvar. Og nu kan Vigdis Hjorth overhovedet ikke genkende det idylliske familiebillede, søsteren tegner i sin roman. Det fremgår af samtalebogen ’Vigdis, del for del’, som udkommer i Norge i næste uge.Sådan er det jo ofte med den irriterende virkelighed. Hvem har patent på, hvad der egentlig skete?

Tag nu sagen om den norske forfatter og politimand Eirik Jensen. Han skulle optræde på Krimimessen i Oslo i marts. Det gav uro i forfattermiljøet, for Jensen var i fængsel. Her havde han skrevet to bøger om, hvordan politiet arbejder. Men han stod samtidig midt i en retssag om at have hjulpet en hashstorsmugler. Krimiforfatteren Jørn Lier Horst fik en dårlig smag i munden over, at Jensen skulle være en af messens attraktioner. Eirik Jensen er kendt som en utraditionel politimand, der har arbejdet tæt på det kriminelle miljø. Selv mente han aldrig, han gik over stregen. Det norske retsvæsen var uenigt. Han blev idømt 21 års fængsel tidligere på ugen.

Som vi noterede for 3 uger siden, er det ikke altid, forbrydere er interesserede i at blive beskrevet i bøger. Ann Törnkvist beskrev i bogen ’Följ fucking order’ den dybt kriminelle Södertälje-mafia. Bandelederen forlangte et kapitel fjernet. Forlaget Bromberg fik kolde fødder og droppede udgivelsen. Nu er forlaget Mondial trådt til, og bogen udkommer til april.

Dansk succes i Sverige

Det svenske forlag Natur & Kultur er til gengæld trådt til for at udgive danske Christina Hesselholdt i Sverige. Dét kan de ikke have fortrudt. Hesselholdts fire kortromaner om Camilla & Co. er netop udkommet under fællestitlen ’Selskabet’. I Dagens Nyheter kalder Therese Bohman den danske forfatter for Nordens bedste lige nu. I Svenska Dagbladet skriver Lina Kalmteg: »Det er længe siden, jeg har læst noget så forfriskende genialt«.

Det er en god rygvind at komme med, når Christina Hesselholdts seneste roman, ’Vivian’, er et af de to danske bud på Nordisk Råds Litteraturpris i næste måned. ’Vivian’ er skrevet hen over gadefotografen Vivian Meiers liv, hvorimod fortællingerne i ’Selskabet’ kommer et andet sted fra. Therese Bohman siger det sådan her:

»Der er ingen direkte handling, i stedet bevæger romanerne sig rundt om noget som kærlighed, svigt, sorg, familierelationer, venskab, sygdom og død«.

Det er kunst. Det er litteratur, der ikke kan forklares i én sætning i medierne eller i annoncer. Det er også litteratur af den slags, mange forfattere helst vil nøjes med at skrive og ikke tale om bagefter. Jeg skal nok vare mig for at sammenligne Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann, men sidstnævnte har netop fået udgivet en hel bog, ’Ofte stillede spørgsmål’, hvor hun fortæller om modviljen ved at skrive og tale om at skrive. I et af bogens afsnit skriver hun sådan her:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er ingen kunst at skrive som mig, det er bare affaldssortering, kropslige og mentale affaldsprodukter, som jeg lægger på et bord, undersøger for udseende og lugt, og så smider jeg det overflødige til forbrænding.

Resten bliver til en bog«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden