Man kunne tro, at ideer tørrer ud, når en forfatter er på vej mod de 78 år.
Man kunne også tro om.
Hedder forfatteren Svend Åge Madsen, er det den sidste trosretning, der er gangbar:
Jo mindre han tillader sig at tænke på nye romanideer, jo mere stiller de op ved en sidedør i hjernen et sted og banker på. Jo mere han lader, som om han overhovedet ikke er interesseret i nogen som helst ny idé, og jo længere tid han forsøger at kortslutte enhver kreativ strømforsyning – jo mere popper indfald og påhit op i det ene insisterende lysglimt efter det andet.
Det er ikke til at slukke for skidtet, og i den roman, forfatteren udgiver på torsdag, giver han los:
»Det er ikke for at holde brandudsalg«, siger han.
»Men jeg måtte jo hellere få fyret nogle af alle mine ideer af«.
Og det har han gjort i en 534-siders murstensroman, ’Af den anden verden’, som den hedder – og er. I beretningen om en flok skæbner, der har glemt næsten alt og må skabe en anden verden helt forfra, har Svend Åge Madsen nedfældet sit eget krøllede bud på en teknologisk udviklingshistorie. Samtidig med, altså, at han udvikler et nyt samfund med regler for, hvordan vi skal omgås hinanden. Parallelt med at han lader sine karakterer opdage biologi og erotik og undersøge, hvad det er at være menneske. Og som om han lige stod og manglede endnu et par videnskabelige felter at researche på, rejser han også sine egne litterære værktøjers historie:
Hvordan udvikles et sprog? Hvordan når fortællekunsten fra myte og saga til modernistisk splintret fortællekunst. Hvad er det – at fortælle?
Fortællekuglen fra Risskov er 77 år, men der er vanvittige ideer, til han bliver omkring 200, mener han. Denne gang har han udgivet en roman, der fortæller romanens historie: Fiktion har den evne at få os til at forstå og trænge ind i hinanden, siger han.
»Jeg har haft flere ideer til at ligge og rumle. En om teknologiens udvikling, en om sprogets udvikling, en tredje, om hvordan romaner er nået frem til at se ud, som de gør ... Og pludselig så jeg, at jeg kunne samle flere af sporene«, siger Svend Åge Madsen.
Han begyndte med 2.000 filers indfald, 24 litterære genrer og en familierejse til Australien.
Parallelle verdener
Svend Åge Madsen åbner iført orange trøje og løse bukser. Det halvlange hvide hår, der ellers kan finde på at rejse sig som fine elektriske signaltråde fra det madsenske kraftfelt, opfører sig denne torsdag eftermiddag stilfærdigt, og også resten af Svend Åge Madsen hviler i det, han er i, om han brygger kaffe eller leder efter svar på, hvad det er for et monster af en alle fortællingers fortælling, han har hittet på denne gang.
Hans stemmeføring er lav og dæmpet, og ligesom hans romaner kaldes sjovt finurlige, simrer hans humor live, her i villaen i Risskov, under hele samtalen. Den gør ikke noget væsen af sig. Lader sig bare registrere, når vævet af smilerynker om øjnene bliver endnu tættere, eller når der slippes et karakteristisk lavmælt: Hæ hæ.
»Gyldendal kalder romanen en skabelsesberetning. Jeg ville aldrig selv bruge den betegnelse«, siger han.
»Der er jo nogen, der konkurrerer der, hæ hæ«.
Siden debuten i 1963 har han skrevet romaner, noveller, drama, lydspil, librettoer og alverdens andre former for tekst. Før ’netværk’ blev et modeord, har han filtret sine karakterer ind i hinanden, så hovedpersonen i én roman pludselig optræder som biperson i en novelle flere år senere. Hvis da ikke de længe forinden har byttet bevidsthed, så den ene bliver den anden, den anden bliver den ene, og læseren står tilbage, svimmel og med, ja, måske en ny bevidsthed efter turen ind i Madsens stjernetåger.
Svend Åge Madsen ynder at drille med valgfri handlingsforløb, flere mulige afslutninger og meta- på metalag, hvor han fortæller om fortællingen i fortællingen. Sin matematiske fortid råtapper han af i en tilbagevendende leg med systemer og ligninger med både ubekendte og velbekendte, og han har udfoldet sin egen vanvittige, men også sært logiske teknologikritik med varierende skrækvisioner om kloning, kvanter og overvågning.
Spørgsmålet om, hvem vi er som mennesker, går igen, og vi får lov at se os selv under skiftende synsvinkler eller i nye roller i parallelle verdener. En ældre mand kan pludselig gennemleve et liv med den kvinde, han ikke fik som ung, inden han får sit egentlige liv igen, nu med den erfaring, han ville have haft, hvis ...
Hukommelsen skulle udraderes
Hvad nu hvis er et nøgleord i forfatterskabet: Hvad nu hvis – man vendte det hele på hovedet? Det er også den leg, han leger med sin nye roman, der bogstaveligt foregår i den del af verden, der står på hovedet set herfra:
Sidste sommer var Svend Åge Madsen med sin datter og hendes familie på en rejse gennem det nordvestlige Australien.
Tre uger og fire punkteringer på skrumplede veje i en øde verden af termitboer og med hundredvis af kilometer til menneskeliv og civilisation. Forskellige ideer om at lade nogle mennesker udvikle teknologien, sproget eller fortællingerne helt forfra lå til hævning hjemme i Danmark på computeren, men turen gennem uberørt aboriginer-land gav stof til eftertanke.
»Ideerne begyndte at falde i hak«, siger han, da han har bænket os ved to små borde med druer og kransekage inden for rækkevidde.
Forfatteren, der om nogen har skrevet hjembyen, Aarhus, ind i dansk litteratur. skiftede scene til et helt nyt kontinent. Som han konstaterer:
»Jeg opdagede, at Australien gav lidt mere luft under vingerne ...«.
Og siden har han skabt sin roman om en menneskeheds tilblivelse, intet mindre.
Fortællegrebet er en giftgas, »glemslens tåge«, som udsletter al erindring: Et gasudslip i en udefineret koncentrationslejr på et udefineret tidspunkt sender en flok fanger på flugt, de finder et skib, og uden hukommelse ender de på Australiens kyst, hvor de skal finde og opfinde sig selv forfra.
»Jeg havde brug for glemslen, for at alle kunne starte fra scratch. De skulle være udraderet i hovedet, så at sige. Ellers ville de komme med deres kulturelle vaner og forestillinger på forhånd«.
Nu ankommer de helt blanke og må erfare alt forfra. De må lære at slå ild af flint, og de må gøre erfaringer med ler og træ, så de kan bygge huse, og som årene går, og de møjsommeligt får opbygget viden på viden, som civilisationer gør, nærmer de sig det moderne liv. Med teknologien følger nye erkendelser. De må skabe regler og laver deres egen grundlov, fem ord lang: Du skal opføre dig ordentligt. Mere er egentlig ikke nødvendigt, mener Svend Åge Madsen.
»Hvis man bare følger dét. Vi ved jo godt, hvad det er at opføre sig ordentligt«.
Hans nye samfund undgår længe splittelse.
»De er åbenbart meget indstillet på at prøve at få det til at fungere«, siger han, som om personerne ikke er skabt af ham selv, men har en egen vilje.
De bittesmå seksbenede ...
Også sproget, Madsens eget redskab, skal opstå på ny. Når man ikke ved, at myrer er myrer, må de hedde ’de bittesmå seksbenede’, og at nogle er kvinder og andre mænd, er glemt viden: Der er de mennesker med hudlapper foroven. Og dem med en hudlap forneden. Først da en ung mand og en ung kvinde undersøger hinandens hudlapper virkelig godt og grundigt, begynder noget at røre på sig.
De nyskabte menneskers skriver deres erfaringer ned på bark, hver gang der er stof nok til en fortælling eller et slæt, som de kaldes med en svendågemadsensk betegnelse. Romanen er opdelt i 24 slæt, som altså på en gang udgør romanfigurernes indsigt i deres egen fortid – og forfatterens fortælling til læserne.
Svend Åge Madsen har moret sig, menhar haft et hyr med sproglige omskrivninger:
»Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så besværligt at fortælle, når jeg ikke kunne bruge fagtermer eller navne på dyr eller blomster. Det ville ikke virke naturligt, at de kendte betegnelserne, når de skal begynde forfra. Men det var svært at undvære termerne«.
Så romanen er også blevet din jagt på et sprog?
»Ja. Og i begyndelsen famler de efter det, men sproget udvikler sig og får substans, og efterhånden begynder de at kunne jonglere med sproget og lege med det. De begynder at kunne fortælle historier«.
Romanen om romanen
Netop historiefortællingen udgør et stærkt element i romanen.
»Jeg ville gerne skrive en roman om, hvordan søren vi er nået frem til, at romaner ser ud, som de gør«.
Hvorfor er romanens historie så vigtig i en fortælling om det at blive et menneske?
»Det er en roman, jeg skriver, og derfor skal den også rumme sig selv og sin egen udvikling«, forklarer Svend Åge Madsen.
Han lader en række forskellige folk fra sit samfund skiftes til at fortælle.
»Det betyder, at der bliver en masse forskellige stilarter. Og det er en del af det at skrive romanens udviklingshistorie«.
Fortællingens historie og fiktionens rolle er tilbagevendende temaer for dig, når jeg ser tilbage på dit forfatterskab?
»Ja, historiefortællingen er vores fælles gods. Her har vi noget, vi kan referere til og forstå hinanden igennem. Jeg tror, vi har udviklet vores evne til at forstå hinanden gennem romanerne. De mennesker, jeg kender bedst, er jo næsten de mennesker, jeg har læst om i romaner«, siger Svend Åge Madsen.
»Fortællingen er vores forståelsesapparat, i fiktionen kan vi trænge ind i hinanden. Det er jo en besynderlig, men fantastisk evne, vi har: Når jeg læser om Peter, ved jeg godt, at han egentlig ikke eksisterer og kun er de der fem bogstaver på papiret. Men stadig kan jeg gribes og blive rørt, hvis kæresten går fra ham – selv om jeg ved, at det er ren fiktion«.
Et sted i romanen skriver forfatteren, at »fiktive personer kan bekæmpe éns plagsomme tvivl« og udgøre en moralsk rettesnor:
»Vi tænker og prøver os selv af: I den der pressede situation, som den fiktive hovedperson står i, hvordan ville jeg så reagere? Vi bruger læsningen til at orientere os i os selv«.
Et tårn
Fra begyndelsen har forfatteren haft en idé om at skrive hvert af de 24 slæt eller kapitler i hver sin litterære genre for at undersøge, hvordan man fortæller på forskellige udviklingstrin: Det at fortælle må udvikles forfra, og et menneske i de tidlige ’slæt’ eller epoker har ikke sprog og redskaber til at skrive i abstrakte metaforer eller sammensætte en formfuldendt sonetkrans. Men vil man fortælle fortællingens historie – i en fortælling om fortællingens historie – skal man kunne sin litteraturhistorie. Det kan Svend Åge Madsen, men han har også været på togt rundt i skønlitteraturen for at læse og genopfriske, og han har skævet til venstre og hentet fra højre.
Romanens første tre slæt har Svend Åge Madsen ladet »farve af de tidlige religiøse fortællinger«. Fjerde slæt om de to figurer, der eksperimenterer lystigt med »hudlapper« og hinanden, er inspireret af en beretning fra det 2. århundrede om ’Daphnis & Chloe’, to hyrder, der på samme måde opdager erotikken.
I sin nye roman hyller Svend Åge Madsen sine karakterer i ’glemslens tåge’ og stjæler deres hukommelse i et tankeeksperiment: Hvad sker der, hvis menneskene skal opbygge deres historie forfra? Forfatterens egen hukommelse fungerer fint på nær tre bestemte ord, der har det med at smutte ...
Og det lille samfunds første jegfortælling, der fortælles af en pige af små kår, er direkte inspireret af 15-1600-tallets pikaresker, som typisk også er fortællinger om en person fra underklassen. Helt konkret havde Madsen en gammel, spansk fortælling om ’Lazarillo de Tormes’ i tankerne:
»Jeg har den stående lige hernede i bogtårnet«, siger han og nikker ud mod haven.
Øhh ... træskuret dernede?
»Ja, bogtårnet«.
Gennem fugtigt græs tripper vi ned mod det liggende bogtårn i bunden af haven.
»Hvad gør man i Aarhus, når man ikke kan have sine bøger«, spørger Madsen og bredsmiler:
»Man bygger et bogtårn«.
Eller får et kørt ind fra Silvan:
Svend Åge Madsens kone, livsledsager og førstelæser, der døde for fire år siden, var med på råd, da Svend Åge Madsen kunne konstatere, at hans omfattende samling af spansk, italiensk, fransk, engelsk, amerikansk og selvfølgelig nordisk litteratur var ved at vokse ud af huset. Skråvægge og store glaspartier er svært kompatible med verdenslitteratur i reolmeter, og til sidst måtte Madsens bøger »dobbeltparkere«, som han siger. Lise talte ideen om et højt tårn i et villakvarter ned i en horisontal udgave: et aflangt træskur, rullet ind fra Silvan, lige til at samle og med hylder fra gulv til loft hele vejen rundt.
Nu er der plads til Calvinos ’Usynlige byer’. Den står indenfor til venstre sammen med Primo Levi under italiensk litteratur. Knut Hamsun troner ovenover i den nordiske afdeling, til højre begynder den engelsksprogede litteratur, og på endevæggen hviler ’de spanske’ eller spansksprogede hovedværker fra Borges over Márquez til Bolano.
Hjemmebibliotekaren rækker op på en af sine øverste hylder og graver frem, hvad han kom efter: Han vil vise mig ’Daphnis & Chloe’, som han lige har fortalt om, et gammelt værk med sort-hvide tegninger.
Jeg ser mig om efter franske romaner uden at finde nogen:
»De står oppe i huset, men det ligger der nu ingen prioritering i.
Jeg kunne bare ikke have det hele hernede ...«.
2.000 filer med indfald
Vi går en tur langs stranden få hundrede meter fra forfatterens base og bogtårn. Han har boet her over 50 år og indtil for fire år siden sammen med sin kone.
Da jeg sidst mødte Svend Åge Madsen ved hans 50-års forfatterjubilæum i 2013, var hun næsten lige død, og hans stemme kunne sitre af savn. Er det stadig tungt?
»Ja. Selvfølgelig er savnet der«.
Vi går lidt og hører kun vinden og bølgerne.
»Men der er også en form for lettelse. I den sidste tid, det sidste år eller to, var hun ret dårlig, og jeg måtte passe hende i et vist omfang, så jeg havde ikke samme mulighed for at koncentrere mig om mit eget«, siger han.
»Man ... finder ud af her bagefter, hvor lang tid og hvor mange kræfter man har brugt. For når man er i det, gør man det jo bare«.
Madsen går ture på stranden mellem skriverierne, og tennis spiller han flere gange om ugen. De 77 år lader ikke til at trykke, men han tænker selvfølgelig over det at blive gammel, og han »iagttager, at der sker noget«:
Som ung kunne han »skrive manisk« og blive ved. Nu skal han have pauser.
»Der er også det her, at éns jævnaldrende bliver gamle«, som han siger.
Og så er der nogle ord, der smutter for ham indimellem. Tre ord for at være helt præcis, og for ikke at glemme dem, har han nu lavet en lille remse med alle tre:
Jordemor. Parkinson. Og termostat:
»Jeg kunne pludselig ikke huske, hvad sådan et apparat hedder, der kan tænde, når det bliver koldt og slukke, når det bliver for varmt ...«.
Skræmmer det dig?
»Nej, ikke så længe det ikke er mere end det her. Jeg kan pjatte med det: Det er jo skægt, at jeg kan lave en liste over ord, jeg ikke kan ...«.
Den liste er ikke Madsens eneste:
»Jeg har temmelig mange noter og filer med åndssvage indfald, der kunne blive til noget. Der ligger over 2.000 filer med lister på min computer«.
Virkelig?!?
»Ja, og de er systematiseret. Der er lister over handlinger og intriger, der er lister over personer, og de er alle sammen underopdelt: Intrigerne kan være opdelt i dem om kærlighed, dem om religion ... Jeg har også lister med umulige navne, jeg støder på, opdelt i pige-, drenge- og efternavne. Og jeg har en omfattende fil, der hedder ’Vendinger’, som er fuld af sjove udtryk. Den er alenlang«.
Vi går tilbage langs stranden og kigger ind mod kranerne og byen: scenen for så mange af Svend Åge Madsens romaner. Hvordan ser han på forfatterskabet? Hvor er hans røde tråd?
Han har svært ved at svare og fortæller i stedet, hvor sjovt det er at høre andre udlægge hans værker. Da der i sin tid blev skrevet doktordisputats om Svend Åge Madsen, sad emnet for disputatsen selv med hængende underkæbe:
»Jeg sad bare og tænkte: Nåååhh! Nu forstår jeg! Virkelig gode læsere kan se strukturer og sammenhænge, som jeg godt kan genkende, men ikke har lagt ind bevidst«.
Vi enes om, at der nok alligevel er noget tilbagevendende i hans romaner om at lege med synsvinkler:
»Der er den her undersøgelse af, hvordan den samme historie bliver fortalt forskelligt af to mennesker. Vores oplevelser afhænger af vores identitet og tankegang, men det er afgørende, at vi er i stand til at sætte os i andres sted. Det viser jo tilbage til det, vi talte om før: Læsning er en af de måder, vi åbner sindet på. Det tema kan jeg se temmelig mange steder i mit forfatterskab«, siger han og funderer:
»Så det må jo nok interessere mig ...«
Det går også igen i Svend Åge Madsens forfatterskab, at der stilles spørgsmål ved teknologiske vidundere. Overvågningssamfundet sættes på spidsen med fortællingen om, hvordan alle følges af et personligt øje, genteknologien kommer under lup med en roman om en enkemand og klonerne af hans afdøde kone.
Hvad tænker du i dag om dine skrækvisioner?
»Mit syn på teknologi virker måske dystert, når man ser på mine historier, men det skyldes først og fremmest, at det er der, de gode fortællinger ligger. Det er jo næsten ikke muligt at skrive en lykkelig eller begejstret historie om e-mailens eller mobilens velsignelser eller de biologiske fremskridt«, siger han.
»Jeg er langtfra så sortseende som mine fortællinger – så de må svare for sig selv«.
Vi tusser tilbage mod A-huset, der ikke kan rumme bøger, men alligevel gør det som få andre huse i Aarhus. Da Svend Åge Madsen holdt 50-års forfatterjubilæum, spurgte jeg ham, om han havde skrevet sin sidste roman. Nu præsenterer han et værk med en spændvidde, som synes at samle tråde fra et langt forfatterskab.
Er dét her så din sidste roman?
Han smiler:
»Nej, jeg går og holder en tilbage, som jeg ikke rigtig tør tænke på, hæ hæ ...«.
En, som du kan fortælle om?
»Nej ... jeg har ikke styr på den, men der popper mange småting op. Det er en produktiv tilstand at bringe sig i, det her, at man ikke må tænke på noget: Så sker der virkelig noget«.
Du bliver ved at få ideer?
»Ja, der er temmelig mange. Jeg tænker nok, at jeg skal blive 200 år, før jeg bliver færdig«.