Man kunne tro, at ideer tørrer ud, når en forfatter er på vej mod de 78 år.
Man kunne også tro om.
Hedder forfatteren Svend Åge Madsen, er det den sidste trosretning, der er gangbar:
Jo mindre han tillader sig at tænke på nye romanideer, jo mere stiller de op ved en sidedør i hjernen et sted og banker på. Jo mere han lader, som om han overhovedet ikke er interesseret i nogen som helst ny idé, og jo længere tid han forsøger at kortslutte enhver kreativ strømforsyning – jo mere popper indfald og påhit op i det ene insisterende lysglimt efter det andet.
