Når islandsk litteratur er vigtig i et klinikperspektiv, har det at gøre med to forhold: humor og natur; og det første betinget af det sidste.

Der er i den islandske litteratur en grundforståelse af menneskelivet som et resultat af naturens luner. Vulkaner skyder op, går i udbrud, jøkelflomme skyller alt væk, det er koldt, det er vådt, det er barskt, det er ensomt ude i landet, og man klarer aldrig tingene alene. I Island kan ingen nok så snarrådig hjerne tænke sig i sikkerhed, når først naturen taler med store bogstaver.