Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en varm og vedkommende bog om sit liv, efter at han trådte ud af politik. Han er en god fortæller med sans for velturnerede anekdoter, der daler ned over kapitlerne, som blade falder i høst, for at blive i titlens billedsprog.

Som frisindet kan man ikke undgå at glæde sig over Ellemanns ligefremme beskrivelse af sit syn på Dansk Folkeparti. Fortid og nutid glider sammen, når han skriver, at folkevalgte »skal være parat til at tag tage ansvar – også regeringsansvar – hvis der byder sig en mulighed«, og at han ikke bryder sig om partiets »snævre nationalisme og fremmedfrygt. De lå kort sagt meget langt væk fra det Venstre, jeg kendte. Og så har jeg nu engang den opfattelse, at man ikke vinder noget ved at tale dem, man er uenig med, efter munden. (…) Så hellere give dem nogen på snuden, hvis man er uenig med dem, men samtidig være åben over for at samarbejde om det, man kan blive enige om«.