Under arbejdet den med første ’Min søsters børn’-film skulle man indspille en scene, hvor det yngste af børnene, tumlingen Blop, forvilder sig ud i trafikken og sidder midt på kørebanen, mens bilerne kører hastigt forbi. Hvordan grejer man lige den?
Jo da, man surrer ungen fast til asfalten og giver tegn til, at nu kan chaufførerne godt starte øserne og drøne frem og tilbage, uagtet at ungen er lillebitte, ræd som bare pokker og forladt af såvel mor som far. Tak for kaffe, tænker man.
Der var da lige en psykolog, der fik sig en ny Audi tyve-tredive år senere.
For mage til ryggesløst omsorgssvigt skal man da lede længe efter. Men sådan var det åbenbart dengang i 1960’ernes danske film. For historien er ikke enestående. Hvis man skal tro Jan Priiskorn Schmidts veloplagte og godt fortalte erindringer, som er blevet til i samarbejde med den unge journalist Klaus Thodsen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
