0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ny bog tager os i fængsel med en genial og rablende racistisk ordkunstner

Céline var en af det 20. århundredes skelsættende forfattere. Ingen kunne som han indpode liv og følelse i det skrevne sprog. Han var desuden antisemit og flygtede efter Anden Verdenskrig til Danmark, hvor han sad i fængsel. Nu udkommer nogle af de breve, Céline skrev, på dansk. Vi har talt med oversætter Troels Hughes Hansen.

FOR ABONNENTER

Åh, hvor han jamrede, Louis-Ferdinand Céline, da han sad i sin danske fængselscelle i sommeren 1946 og skrev et brev til sin advokat, Thorvald Mikkelsen. På selvmordets rand, skulle man tro!

»Som 53-årig holder man ikke så meget af tilværelsen efter alt det, jeg har lidt, at man for alt i verden vil klamre sig til denne vammelsøde og grufulde pinsel«, griflede den franske forfatter.

Og nogle få linjer senere:

»Hele nervemekanikken smuldrer nu. Dødens fristed forekommer mig et sødt eksil. Så langt ude er jeg. Uden nogen som helst dikkedarer og spil for galleriet. Jeg føler mig tilovers på jorden. Jeg går hele verden på nerverne. Kærlige hilsener D.«.

D. for Destouches. Hans oprindelige navn var Louis Destouches. Men han skrev sig ind i verdenslitteraturen som Céline. Og han begik ikke selvmord. Han levede 15 år mere og skrev tre stilistisk nyskabende romaner om den lange knudrede vej, der førte til halvandet år i Vestre Fængsel. En stor del af fængselstiden brugte han på at skrive breve. Et inferno af breve. Et udvalg af dem er nu blevet oversat af Troels Hughes Hansen, og det har været lidt af en prøvelse.

»Pyh! Når og hvis man slipper ud af Célines breve, har man hovedet fyldt med aggressive horn og stormfulde uvejr ...«, skriver oversætteren i sit forord.

Et halvt års tid inden Céline skrev ovenstående klagesang, kunne Politikens læsere på forsiden af deres avis læse en artikel med overskriften: ’Fransk nazist skjuler sig i København’.

Det drejede sig om Céline, som var berømt for sin roman ’Rejse til nattens ende’. Nu levede han som »politisk flygtning« i København.

»Han var under krigen rasende nazist og antisemit. Hans antisemitiske bøger lod formode, at manden på det nærmeste var gal ...«, stod der i artiklen.

Den følgende dag, 17. december 1945, blev Céline og hans kone, Lucette, anholdt af dansk politi på opfordring af de franske myndigheder. Franskmændene anklagede Céline for forræderi og krævede ham udleveret.

En uges tid senere satte forfatteren sig ned i sin celle og skrev et brev til Aage Seidenfaden, politidirektøren i København. Brevet er tørt og kortfattet og nærmest så langt fra Célines sædvanlige saftige, eksplosive skrivestil, man kan forestille sig.

»Jeg er spærret inde i et fængsel og min kone i et andet fængsel, vi taler ikke et ord dansk. Jeg er krigsinvalid fra 14-18 meget slemt i hovedet og armen (75 procent) ...«, noterede Céline.

»De forstår vel, hr. politidirektør, at vores situation er frygtelig«.

Han og konen havde på ingen måde forsøgt at skjule sig, forsikrede han. Allerede i maj havde de været hos politiet for at aflægge rapport, og de havde siden ventet på deres opholdstilladelse.

»Den afskyelige artikel i Politiken er en lodret løgn. Jeg har aldrig været nazist. Jeg er pacifist, og det er alt. Jeg blev antisemit af pacifisme«.

De fleste af Célines breve var adresseret til advokat Thorvald Mikkelsen og så selvfølgelig til danseren Lucette Destouches, hans kone, der ret hurtigt blev løsladt og boede hos venner i København.

Der er noget knudret ved Céline, en gnidren, som hele tiden skurrer og gør lidt ondt

Céline var muligvis ikke nazist, men han var bestemt både racist og antisemit. Han blev, forklarer Troels Hughes Hansen i forordet, fængslet for en serie omfangsrige og jødefjendske pamfletter, som »propellerede ud i 1930’ernes svinesti af politisk had og skriftlig voldsomhed«. Oversætteren forsøger ikke at pakke det pænt ind:

»Med sine pamfletter var Céline direkte medansvarlig for den strømning, der retfærdiggjorde holocaust på et intellektuelt niveau«.

Men hvorfor skal vi så overhovedet beskæftige os med sådan et dumt svin, spørger jeg Troels Hughes Hansen, da vi en formiddag mødes i hans lejlighed i Københavns Nordvestkvarter.

»Ja, det er jo et fint spørgsmål«, medgiver han.

Jeg er skånselsløs, grufuld ...

Mange – rigtig mange – afviser Louis-Ferdinand Céline på grund af disse antisemitiske pamfletter. Men trods jødehadet bør man alligevel læse ham, mener lige så mange. På grund af den uovertrufne romankunst.

»Jeg ser det som en kraft, der flyder gennem hele Célines værk, og som kan spændes for mange vogne. Når den spændes for den antisemitiske vogn, bliver det virkelig ubehageligt. Men den samme kraft kan også spændes for andre vogne. For humor, sort kunst ...«, siger Troels Hughes Hansen.

Céline væltede i 1932 den litterære verden med ’Rejse til nattens ende’.

I romanen følger man Célines alter ego, lægen Bardamu, på en aldeles uheroisk rejse gennem Første Verdenskrig, op ad en flod i kolonialismens Afrika og gennem kolde, knugende metropoler. En dystopisk rejse, kan man roligt sige, men skrevet så forrygende, så levende, at man skal lede længe efter noget af samme klasse.

»Man taler om den som ’mørkets bog’, alt er brudt sammen, men for mig er det hele lyst. Céline er en ekstremt lys kunstner, fordi han beskæftiger sig med erindringen på en måde, som primært går ud på at få ting, der er døde, til at leve igen. Fortiden skal klinge rent i teksten, så den kan formidles til læsere, der er adskilt i tid og rum«, siger oversætteren.

Céline forsøger i sin skrift at genskabe det, talesproget kan. Talesproget kan vibrere, det er levende. Frem for alt kan det videreformidle følelsen. Og det er det afgørende for Céline.

»Det er hans store poetiske projekt«.

Og Céline var ubeskeden nok til at mene, at projektet lykkedes for ham. Som den eneste. I et brev til Mikkelsen fra december 1946 minder Céline advokaten om sin position i fransk litteratur. Hans position er »enestående«:

»Jeg er den dyreste og mest krævende forfatter på det franske marked. Jeg er skånselsløs, grufuld. Mit arbejde er uden undtagelse ulasteligt uimodsigeligt, enemægtigt – men det samme er mine overbevisninger. Min signatur er ikke forslidt – den er yderst sjælden«.

Diamanter med et lag lort

Troels Hughes Hansen kalder sit forhold til Céline for »en kærlighed på trods«.

»Jeg finder det interessant, hvis man ikke kan blive ubetinget fan af en forfatter. Der er noget knudret ved Céline, en gnidren, som hele tiden skurrer og gør lidt ondt. Og så mener jeg, at kvaliteterne i det der værk er så overstrålende, at han for min skyld kunne have gjort stort set hvad som helst. For mit vedkommende findes der ikke nogen lige i verdenslitteraturen«.

Når det gælder hvad?

»Når det gælder stilistisk, sproglig udfoldelse ...«, svarer Troels Hughes Hansen uden tøven.

Det må godt lyde som noget, din morfar kunne have sagt. Men der må også gerne være lidt bid i det

»Jeg ser Célines mørke som et rytmisk argument, der skal få de lyse ting til at skinne klarere. Hvis du pakker din lyse mindekunst ind i et ordentligt lag lort, skinner de diamanter virkelig«.

Louis-Ferdinand Céline sad i sin celle og skrev breve til højre og venstre. Han plæderede sin sag for ledende politifolk. Han skrev til tre-fire advokater, for at høre, hvordan det gik med hans sag. Han skrev til venner, der kunne vidne til fordel for hans sag. Og frem for alt skrev han til Lucette.

»Det hele er krydret med Célines særlige evne til at køre ud ad en tangent«, siger Troels Hughes Hansen.

»Han skriver, hvor meget alle er efter ham. På grund af hans romaner eller et eller andet. Han føler sig altid forfulgt, og det slår meget tydeligt igennem i de breve«.

Hver dag skriver han lange breve til Lucette. Den lægeuddannede Céline klager med stor detaljeringsgrad over sine lidelser. Men beroliger samtidig Lucette med, at de serverer storartet mad i rigelige portioner i fængslet, så hun behøver ikke forsyne ham med dit og dat.

»Send især ikke mere skinke, den går til spilde«, skrev han 26. februar 1946. »Heller ikke mere undertøj, det er bare i vejen. Jeg har i hvert fald nok, som det ser ud nu, til mindst en måned. Jeg snavser det kun ganske lidt til ...«.

For det meste er Lucette hans ’lille missekat’. Men i august 46 giver han hende over mange sider en grotesk skideballe. Deres fælles veninde (Karen) har, hævder han, sladret om, at Lucette smider om sig med penge og ikke spiser andet end frugt.

Arkivfoto
Foto: Arkivfoto