Åh, hvor han jamrede, Louis-Ferdinand Céline, da han sad i sin danske fængselscelle i sommeren 1946 og skrev et brev til sin advokat, Thorvald Mikkelsen. På selvmordets rand, skulle man tro!
»Som 53-årig holder man ikke så meget af tilværelsen efter alt det, jeg har lidt, at man for alt i verden vil klamre sig til denne vammelsøde og grufulde pinsel«, griflede den franske forfatter.
Og nogle få linjer senere:
»Hele nervemekanikken smuldrer nu. Dødens fristed forekommer mig et sødt eksil. Så langt ude er jeg. Uden nogen som helst dikkedarer og spil for galleriet. Jeg føler mig tilovers på jorden. Jeg går hele verden på nerverne. Kærlige hilsener D.«.
