En af de gode ting ved livet er, at man altid har kunnet blive indianer, hvis alt andet glippede. Som dreng var det en kunst at binde slåbrokkens bælte om livet og føre et viskestykke mellem benene, så det både bagtil og fortil blev holdt oppe af slåbrokbæltet, som sad inderst.

Vupti og man var iført lændeklæde! Pil, bue og tomahawk havde man allerede lavet i skoven, og svanefjerene nede fra mosen stod i en skål. Med mors læbestift fiksede man lige krigsmalingen, og så var man ... indianer. Aldrig cowboy, for de var de dumme, der havde taget indianernes land, og gik netop ikke med fjer og krigsmaling og kastede hverken med tomahawk eller kniv og kunne ikke aflæse fjendens spor i landskabet.