Inger Christensen (1935-2009) er fuldstændig nærværende. Der er ikke noget helt afsluttet kunstværk i de tekster, som hendes søn og en svensk aficionado har fisket frem fra hendes efterladte papirbunker.
Men der er digteren selv, Inger Christensen, med det mærkelige forhold til matematiske talrækker, og det fuldstændig ligefremme forhold til den verden, hun skaber af ord. Beskeden og skræmmende selvsikker. Med uforglemmelige glimt i sproget.
