Skriften skifter, og nu bliver det uhyggeligt: Forlag forsøger at pifte uspændende debutkrimi op ved at bruge - hold nu fast: kursiv

Megen af den nordiske krimis succes har mindre med genren at gøre end med, at store dele af verden synes, at vi er nogle underlige nogle. Os oppe nordpå. Engang vilde vikinger, som hærgede alverden med raske svende og skønne møer. Nu melankolske skatteydere i en del af en velfærdsverden, nogle heldigvis elsker at værne om, og som andre elsker at hade og vil rive ned.

Kvinderne er stadigvæk sindrigt stærke og selvstændigt seksuelt lebendige, men taler stundom i tåger og tunger som Vølven selv. Mænd er fordrukne, overvægtige og forkvaklede, stedt i evig bondeanger bygget af kroniske tømmermænd over at være mænd, der hader kvinder. Når her sker et mord eller to, er vi og samfundet alle sammen skyldige. Især i Sverige, hvor kollektiv offermentalitet gerne får en tak til i folkehjemmets fællesstue.

Alle disse mytiske aspekter og klichetræk findes i Susanne Janssons debutkrimi, ’Offermosen’. Jamen, vi befinder os i Mossmarken, et mytisk moselandskab med hedenske efterladenskaber fra jernalderen samt muligvis myrdede personer fra nyeretid. Ikke så langt fra det, som engang var fucking Åmål, men nu er blevet et træfpunkt for diverse bohemer, originaler og akademikere, som spiser og drikker godt i en kunstnerkoloni.