Man kan se, at det er ham, med det samme.
Solbrillerne fra Ray-Ban dækker øjnene. Halskæden med symbolet for gonzojournalistikken hænger og dingler om hans hals. Og så smilet, det der skælmske smil, som får én til at tænke, at han konstant tager lidt pis på én. Der er ingen tvivl. Det er Morten Sabroe, der træder ud ad døren fra sit forlag i København.
De sidste par måneder har han været på skriveophold i Thailand, hvad den solbrune hud vidner om, og det er kun et par timer, siden han landede i Danmark. Så hvis han pludselig ikke svarer på mine spørgsmål, skal jeg bare lade ham sove videre, griner han.
Vi sætter os ind på bagsædet af fotografens bil og kører af sted mod Hundested, hvor den 70-årige forfatter og journalist bor. Morten Sabroe har skrevet en ny roman, ’32 centimeter’, som vi skal snakke om.
