'En fæl historie’ fra 1862 er den sjoveste og mest sarkastisk kokette Dostojevskij-tekst, jeg er stødt på. Den helt korte (100 sider) og sønderlemmende satire om misforstået godhed, falsk humanisme og selvbedrag har både den psykologiske dybde og det politiske og sociale bid, man forbinder med den russiske forfatter.
Man kender ham jo ellers for hans store polyfone romaner, men ’En fæl historie’ – der er oversat af Trine Søndergaard og udgivet på Bechs Forlag – er en fortælling, der strækker sig over en enkelt nat i Sankt Petersborg. Her sidder en højtstående embedsmand på en bar og taler om sine højtsvungne humanistiske idealer: »Humanisme redder alt og løser alt«, siger han eksalteret. Hos Jane Austen er kvinderne som mejeriprodukter - de skal helst være »friske«
