Det er længe – alt for længe – siden, at digteren Lars Skinnebach har været aktuel med en ny bog. Mange år er der gået, siden han udgav sin seneste bog, ’Øvelser og rituelle tekster’, i 2011/2012, der fulgte i kølvandet på nogle af de vigtigste digtsamlinger i det nye sårtusinde, ikke mindst ’I morgen findes systemerne igen’ fra 2004.
Selv havde jeg dengang fornemmelsen af, at digteren på daværende tidspunkt havde fået malet sig op i et hjørne; at den virkningsorienterede, klimapolitiske og shamanistiske kunst, han både prædikede og praktiserede var svær at komme tilbage fra. Eller videre fra. At det var vanskeligt, hvis ikke umuligt, at blive ved med at leve op til princippet, at kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med.
