Få forfattere i verden har en så monumental, næsten gammeltestamentlig opfattelse af den erotiske kraft som den dybt originale og ret fantastiske franske Marguerite Duras. ’Vældige vande kan ikke slukke kærligheden’ og ’lidenskaben er grum som dødsriget’, står der i den bibelske højsang. Nøjagtig så gennemgribende oplever Marguerite Duras det nogle tusind år senere. Gudløs og nøgen på det menneskelige podie.
Det paradoksale er, at hun samtidig skriver i et næsten bedøvet (og bedrøvet) toneleje. Sproget er neddæmpet til det enerverende, skrevet i messende gentagelser, som var det de sidste ord fra en operationspatient inden narkosens totalmørke. Vi kender det fra hendes gennembrudsroman ’Elskeren’ (1985), fra den vidunderlige ’Sommerregn’, der udkom på dansk i 1992, og fra det billedsprog, hun opdyrkede efter ’Hiroshima min elskede’, den verdensberømte Resnais-film, hun skrev drejebog til.
