Sommeren er ikke en årstid i Oslo. Den er et øjeblik, skriver Saabye Christensen i kapitlet ’Rabarber’ i dette skønne første bind af et trebindsværk om den by, han »trods alt elsker på godt og ondt. Godt: Dens størrelse og antal træer passer på mit humør. Ondt: At den hele tiden vil være større, tærer på selv samme humør«.
’Byens spor’ er en roman om 1950’erne, en roman på sporet efter den tabte tid. Om det jeg, der i prologen udtaler sig om datidens Oslo, er det samme som hovedpersonen Jesper Kristoffersen, må læseren afgøre med sig selv, og om Jesper er et alias for Lars, kan man også grunde over.
Det er ligesom drengen, der på første side af Marcel Prousts hovedværk er både barn og voksen, både fortalt, fortæller og forfatter.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
