I Venedig er facadernes lodrette kniplinger et rumligt svar på vandets hvide krusninger. I vandet bor tiden, og iagttager man det tålmodigt, kan man af og til se den, se selve tiden, komme op af vandet som en bølge mod kajen eller i et skumsprøjt. Stillet over for vandet (tiden) har rummet (facaderne) svaret igen med det eneste, som tiden ikke ejer, nemlig skønhed.

Omtrent sådan skriver den russiskamerikanske forfatter Joseph Brodsky i sin bog om Venedig, ’Vandmærke’, som til overflod svarer tiden igen med skønhed. Da Brodsky i 1992 skrev bogen, havde han gennem 17 år tilbragt en måned hver vinter i Venedig. »Meget taler for troskab når man vender tilbage til det sted man elsker år efter år, uden nogen garanti for at blive genelsket«. Brodsky elskede Venedig. Eller rettere: Hans øje elskede Venedig. »Denne by er øjets elskede«.