Krimien er en taknemmelig genre, fordi man på mange måder kan putte mange ting i den. Andet end forbrydelse og straf, vold og mord.

Som den svenske model, hvor plottet emmer af spændingens saft og kraft, men samtidig er engageret i kontekstens samfund på den seriøse og sociale facon. I denne melange skal der gerne være en balance mellem opsætning og intention, sådan som det er tilfældet hos Sjöwall og Wahlöö, når de er bedst, og hos Henning Mankel, næsten hver gang.