Den 16. februar 1864 blev den tyske biolog Ernst Haeckels liv flækket i to. Det var hans 30-års fødselsdag og dagen, hvor han modtog en medalje på det tyske videnskabsakademi Leopoldina. Men det var også dagen, hvor hans højt elskede hustru, Anna Sethe, faldt død om, angiveligt af en sprængt blindtarm. Hun blev 29 år.
Haeckel gik i sort. Han var allerede en entusiastisk darwinist, men afskrev nu endegyldigt religion. Der eksisterede intet ud over natur, forstod han, der efterhånden begyndte at betragte døden som en mening med livet i den rå krig kaldet evolution. Han sank ned i sorg, men også i arbejdsraseri, og resultatet blev et livsværk af illustrationer, der på en gang hyldede naturens liv og summede af død, nihilisme og forvarsler om Vesterlandets undergang i det 20. århundrede.
Man skal ikke være naturvidenskabsmand for at blive blæst bagover af Haeckels tegninger og litografier. Allerede ved første øjekast er det tydeligt, at der er meget mere end biologi på spil i billederne af de mere end 1.000 nye arter dyr, svampe og mikroorganismer, han opdagede og navngav.
Se bare den majestætiske vandmand på hans mest berømte planche, som inspirerede hans samtids moderne kunstnere og i dag kan købes som aftryk på T-shirts og kopper. Dens tentakler slanger sig diagonalt ned mod venstre hjørne, hvor de ændrer retning og følger billedkanten, inden deres spidser overfører bevægelsen til tentaklerne fra en artsslægtning. De følger en kompositorisk tanke snarere end naturens logik, og når man ved, at billedets centrale vandmand i virkeligheden er mindre end den forklejnede slægtning ved siden af, er det tydeligt, at motiverne er organiseret efter en symbolsk orden.
