I et kort øjeblik var Mathilde Walter Clark sikker på, at det var nu, hun skulle dø.
Udenfor kunne man ikke se, hvad der var op og ned. Vinden flåede i landskabet. Fugle blev kastet rundt. Lynene nøjedes ikke med at slå ned, men spaltede himlen horisontalt. Og regnen hamrede løs på taget af den bil, hvor hun og hendes far sad og prøvede at finde tilbage til den lille ranch på prærien i Texas, hvor de havde indlogeret sig.
Men det var så godt som umuligt. De var fanget i en Norther.
En Norther er et særligt texansk vejrfænomen, som opstår, lyder den tekniske forklaring, når en kraftig koldfront møder en kraftig varmfront. Resultatet er, at mørkeblå, næsten sorte, og ikke helt ufarlige skyer fyger hen over den amerikanske stat i et rasende tempo.
