Der er to romaner, jeg læser med præcis 10 års mellemrum: ’Ulysses’ og ’Lykke-Per’. ’Ulysses’ genlæser jeg for at forstå værket. ’Lykke-Per’ genlæser jeg for at forstå mig selv.
Med et ben i hvert århundred skrev Henrik Pontoppidan sin aldrig overgåede roman, som jeg læste første gang som 20-årig. Foreløbig er det altså blevet til tre gennemlæsninger, og om 4 år skal jeg igen følge Lykke-Per – eller Peter Andreas Sidenius, som han hedder – fra barndommen i Randers til hans dødsleje på Agger Tange. Værket vil være det samme. Men det vil jeg ikke.
Det træder frem med overrumplende tydelighed, når jeg genbesøger de æselører og marginrefleksioner, jeg har gjort mig med varierende skriveredskaber under de tre læsninger. Tre forskellige farver danner et stisystem igennem mine tre møder med Lykke-Per. Noterne som 20-årig skrev jeg med let blyant, mens jeg brugte henholdsvis tynd rød tusch og blå kuglepen til marginnoter ved 30- og 40-års læsningerne.
Jeg har på den måde etableret mit eget personlige udviklingsspor i det, nogen kalder dansk litteraturhistories største afviklingsroman.
