Jeg læste ’Lykke-Per’ som 16-årig, i toget gennem Italien på min første interrailrejse. Jeg fik gåsehud og hedeture af kærlighedsscenerne i Alperne med Jakobe, og jeg græd som pisket over Pers svigt og Jakobes dødfødte barn. Det gjorde jeg også, da jeg genlæste romanen flere årtier senere. Men samtidig blev jeg overrasket over at opdage, hvor karakterløs Per er i romanens fremstilling. Ganske vist syntes jeg som ung pige, at han var en kæmpe nar, fordi han forlod Jakobe, men samtidig var jeg mandegal nok til alligevel at opleve ham som attraktiv. Det er han ikke. Ikke hvis man læser romanen med lidt mindre mandegalskab i blodet.
Per er simpelt hen en vindbøjtel, en person, der ændrer sig kamæleontisk efter de omgivelser, han befinder sig i. Lidt pænere og mere teknisk kan man beskrive ham som en multipel karakter; en person, der synes at rumme vidt forskellige personligheder.
