Noget af det bedste og mest appellerende ved Morten Papes anden bog, ’Guds bedste børn’, er Papes evne til at skrive stærke scener og gode replikker.
Når jeg læser bogen, kan jeg godt glemme at interessere mig særligt for plottet, der er overraskende tyndt, men jeg lader mig for det meste rive med. Fordi Pape skriver så godt, at man bare interesserer sig for, hvad der foregår. Man tvivler aldrig på autenticiteten i de miljøer, der beskrives, og når mennesker i bogen taler, hører man rigtige mennesker tale.
