Morten Papes anden roman er fyldt med stærke scener og gode replikker

Noget af det bedste og mest appellerende ved Morten Papes anden bog, ’Guds bedste børn’, er Papes evne til at skrive stærke scener og gode replikker.

Når jeg læser bogen, kan jeg godt glemme at interessere mig særligt for plottet, der er overraskende tyndt, men jeg lader mig for det meste rive med. Fordi Pape skriver så godt, at man bare interesserer sig for, hvad der foregår. Man tvivler aldrig på autenticiteten i de miljøer, der beskrives, og når mennesker i bogen taler, hører man rigtige mennesker tale.

Det starter med, at Jamil og hans ven Zeki – begge med indvandrerbaggrund – sidder og spiser pizza og holder pause fra at gå med aviser. Zeki er en rod, Jamil en mere følsom type. Zeki er begyndt at flirte med bandemiljøet, og pludselig stiger to fyre – danskere – ud af en sort Toyota og slår Zeki ihjel med en fastelavnskølle. Tilsyneladende bare fordi de gloede. Og fordi de er perkere.