I ’Ötzi – Junglens konge’, en samling af avisstriber, bliver den mere end 5.300 år gamle Alpe-mumie Ötzi frontfigur i en bistert ironisk satire over religion, politik og de olympiske lege. Alt sammen aspekter af den altomsluttende verdenskapitalisme, som Tommi Musturi identificerer som både fjende og grundvilkår for sin – og al anden – kunst. 16 striber i lige så mange forskellige stilarter fortæller ingen sammenhængende historie, men udslynger en absurd-komisk kritik af tingenes tilstand.
Tommi Musturi er en af Finlands mest markante tegneserieskabere, der altid bevæger sig i grænselandet mellem det groteske og almengyldige. Hans seneste bog på dansk viser spændvidden i hans kunst gennem 37 korte tegneseriestykker, som han selv kalder for noveller. ’Antologi over sindet’ er en bog, der hele tiden kræver, at læseren er på dupperne for at følge med.






