Der er én scene i Morten Ramslands nye roman, ’Lyskabinettet’, der er særlig rørende: Romanens 15-årige hovedperson, Thomas, sminker sig en eftermiddag med sin mors makeup på familiens badeværelse. Og med et trylleslag oplever han en sælsom forandring:
»Det hele skete af sig selv. Letheden dirrede ubesværet gennem min krop. Jeg havde sprængt en usynlig grænse for, hvem og hvad jeg var«. Men den lethed, der strømmer igennem Thomas, afløses hurtigt af en frygt for at blive taget i akten. En frygt for at blive opdaget og afsløret i at have lavet »uorden i sig selv«, som han så rammende kalder det.
Jeg møder Morten Ramsland en fredag eftermiddag på forlaget Rosinante i det indre København. Bordet er dækket med kaffe, vand og fyldte chokolader, og som vi sidder der i det højloftede lyse lokale med udsigt til Købmagergades travle liv, er vi vist begge to lidt kejtede i det. Jeg, fordi Ramsland er en dansk forfatter med flere romansucceser bag sig og på den måde lidt af en interviewdrøm. Ramsland, måske fordi hans nyeste bog tager nogle ret personlige og ikke mindst intime emner op.
Hvad er meningen med badeværelsesscenen? Skal den opleves som meget sørgelig?
