Vi lægger os ud på nogle flade sten, der stikker op af havet. Vandet opfører sig, som om det er genert. Det skvulper op om stenen, det trækker sig tilbage. Jeg kan strække min arm med lukkede øjne og røre det lave vand. Jeg kan mærke solen give al sin kraft og sandet, stenene, tangen tage imod det.
Små og store krabber kommer til syne i revnerne mellem stenene næste gang, vi er ved vandet. Jeg hører en klakkende lyd. Så snart vi prøver at nå hen til dem, forsvinder de. De mærker vores store kroppe vibrere i stenen. Jo varmere det bliver, jo flere krabber viser sig. Nogle af dem er så små og kamuflerede, at de ikke kan skelnes fra stenen. Vi ser dem kun, når de bevæger sig. Mønsteret rykker på sig. Jeg sætter mig på hug og venter. Det virker som en krise midt på dagen. At de vil ud af deres varme skjul og flytte på sig. Sneglene også. De er mange og sidder tæt. Nu er det, som om vi er vidne til et time-lapse. Sneglene stikker en ad gangen et følehorn frem. De har fart på. Jeg filmer en af dem, inden den når vandoverfladen. Jeg er dum, begejstret over den mindste bevægelse. Deres rutiner, jeg ikke kender. Er denne snegl selvmordslysten, er den ude på noget, vil krabben tage hævn, fordi jeg tidligere lod fingrene glide langs hullet, den bebor, fordi jeg sagde om slimen, den er kold, og trak fingrene til mig?
Vi googler Etna og ser en lang videooptagelse om udbruddet. Jeg forstår ikke, hvor store de brændende stykker er. Det virker ydmygende at være vidne til denne persons optagelser. At personen ikke vil flytte sig i sikkerhed, men insisterer på at filme.
