Rektor på Forfatterskolen fyret efter kun tre år

Det er ikke mere end tre år siden, at Jeppe Brixvold afløste Pablo Llambia som rektor på Forfatterskolen i København. Nu er han fyret efter henvendelse fra 55 forfattere, der efterlyser ændring i kulturen på skolen.  Lasse Kofod
Det er ikke mere end tre år siden, at Jeppe Brixvold afløste Pablo Llambia som rektor på Forfatterskolen i København. Nu er han fyret efter henvendelse fra 55 forfattere, der efterlyser ændring i kulturen på skolen. Lasse Kofod
Lyt til artiklen

Det er ikke mere end tre år siden, han blev ansat, men allerede nu er 50-årige Jeppe Brixvold fortid som rektor på Forfatterskolen i København.

Samtidig med fyringen har skolen oprettet en såkaldt whistleblower-ordning, hvor man anonymt kan indberette hændelser, hvis ansatte på skolen har »udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane«. Det skriver Jyllands-Posten.

Fyringen såvel som oprettelsen af den nye ordning kommer i kølvandet på, at 55 forfattere for ti dage siden i et brev henvendte sig til skolen og opfordrede skolens bestyrelse til at iværksætte en undersøgelse af miljøet på skolen.

Et miljø, som der ifølge de 55 forfattere bør »ryddes op i«.

»Forhåbentlig foregår der ikke hverken sexchikane eller upassende opførsel på Forfatterskolen nu, men hvis der tidligere er foregået upassende opførsel, mener vi, at der skal ryddes op i det, hvis Forfatterskolen også for fremtiden skal bevare sit gode navn og rygte«, står der ifølge Berlingske i brevet, som fortsætter:

»Vi håber, at bestyrelsen er sit ansvar bevidst, for vi kan ikke som enkeltpersoner påtage os ansvaret for at opklare om nogle af de mange vedholdende rygter, der florerer om Forfatterskolen, er sande«.

Nødvendigt at handle

Den kollektive henvendelse er blandt andet underskrevet af fremtrædende navne som Katrine Marie Guldager, Line Knutzon, Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle og AnneLise Marstrand-Jørgensen.

»Der er tale om 55 meget kendte forfattere, som henvender sig til os, og som må have kendskab til noget, vi ikke ved. Som bestyrelse kan vi ikke sidde en sådan henvendelse overhørig«, siger skolens bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge bestyrelsesformanden er der ikke konkrete eksempler på krænkende adfærd fra ansatte på skolen i henvendelsen fra de 55 forfattere. Behovet for at »starte på en frisk« har dog betydet, at Jeppe Brixvold ikke kan fortsætte som rektor, forklarer Bodil Marie Stavning Thomsen til Jyllands-Posten.

»Rektor er jo ansvarlig for det, der sker på skolen,« siger hun, men understreger samtidig, at man fra bestyrelsens side ikke »antager det ene eller det andet om, hvad der kan være sket på skolen« de seneste tre år, hvor Brixvold har været rektor.

Rektor uenig i fyring

Jeppe Brixvold underskrev sin opsigelse torsdag. Ifølge Jyllands-Posten blev den nu forhenværende rektor tilbudt at gå selv, men fordi han er uenig i skolens begrundelse for at opsige ham, valgte han at tage imod en fyring. Ifølge Jeppe Brixvold selv har han nemlig ikke forbrudt sig mod skolens regler for adfærd.

»Det, jeg er blevet forelagt, er, at en række forfattere har henvendt sig og fortalt, at der er nogle rygter om Forfatterskolen. Men der er ingen, der har rettet nogen anklager mod mig, hvad jeg ved af«, siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Men det er naturligvis ubehageligt, når der kommer et pres udefra i form af den her henvendelse, og jeg forstår godt, at bestyrelsen har brug for at reagere«.

Forfatterskolen har konstitueret den 47-årige Ursula Andkjær Olsen som ny rektor, og det er op til hende at stå for den daglige ledelse af Forfatterskolen, indtil en ny rektor bliver ansat.

Johan Varning Bendtsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her