Langt de fleste kender Thomas Winding. Eller i hvert fald hans stemme, der fra slutningen af 1960’erne og et par årtier frem præsenterede flere generationer af børn og unge for ’Super Carla’, ’Emil fra Lønneberg’, ’Alfons Åberg’ og meget, meget mere. Bevares, i samme periode skrev Winding tillige skelsættende musiktekster, udstillede egne kunstværker og instruerede spillefilm, men hans »sociale identitet og gerninger blev som tryllet væk af hans indfølende stemmes bløde klang«, som Henrik Palle skriver i ’Thomas Winding. En stemme i tiden’.
Denne rigt illustrerede bog »går i krønikens fabulerende form på jagt efter Thomas Windings historie og den tid, den udspandt sig i«. Det giver god mening, for ikke blot var Thomas Winding på én gang et produkt af tiden og med til at præge den; krønikens lette anslag, der giver plads til både perspektiverende afstikkere og farverige anekdoter, er tillige Henrik Palles force. Som tilfældet var med Palles forrige bog, ’DT. En krønike om Dan Turrèll og hans tid’ (2013) raser teksten også denne gang lystigt derudad båret af den charmerende, causerende tone, Politikens læsere kender fra deres kultursider.
