Hver gang jeg sidder med en digtsamling af Klaus Høeck, slås jeg af, hvor ubesværet ordene flyder hen over det stringente system. For system, det er der altid.

Og jeg er altid for doven til helt at sætte mig ind i det, selv om det bliver forklaret i et appendiks, men den grundige læser kan altså finde opskriften omme bagi, en sindrig kombinatorik af ordklasser og sætningstyper. Lettere fatteligt er det faste mønster af strofers, linjers og stavelsers antal –i hvert digt fire strofer, i hver strofe tre verselinjer à 5-7-5 stavelser.