Når en af verdens største tegneseriefestivaler til januar løber af stablen for 46. gang i franske Angoulême, er tredje bind af Halfdan Piskets ’Dansker’-trilogi med i hovedkonkurrencen i kampen om at vinde den prestigefulde ’Prix du meilleur album’, der gives til årets bedste tegneserie.
I 2015 modtog Halfdan Pisket Frit Flet-prisen, en særpris under Politikens Litteraturpris, ligesom han vandt Pingprisen for Bedste danske tegneserie i både 2015 og 2017. Og nu er han altså nomineret til en af verdens fornemmeste tegneseriepriser for den franske udgave af ’Dansker’, der i oktober udkom på forlaget Presque Lune Editions til flotte anmeldelser.






